Det føles som om årene er løbet fra os. Her sidder jeg, 65 år gammel, i vores lille hus i udkanten af Aarhus med en kold kop te og stirrer ud i tomheden. For første gang i mit liv knuger sandheden mig om hjertet: Vores tre børn, som min mand Mikkel og jeg har givet alt – tid, kræfter, opsparinger – har deres eget liv nu og har efterladt os i ensomhed. Vores søn tager ikke engang telefonen, når jeg ringer. Undertiden hvisker en frygtelig tanke gennem mit sind: Vil ingen af dem engang give os et glas vand, når alderdommen virkelig tager over?
Jeg giftede mig som 25-årig. Mikkel var min barndomsven, der i årevis havde kæmpet for mit hjerte. Han startede på samme universitet, bare for at være tæt på mig. Et år efter vores beskedne bryllup blev jeg gravid. Vores første datter, Freja, kom til verden, mens livet egentlig ikke var klar til så store forandringer. Mikkel droppede ud for at arbejde, og jeg tog en pause fra studiet.
Det var hårde år. Mikkel var væk på arbejde døgnet rundt, og jeg lærte at være mor, mens jeg også forsøgte at afslutte min uddannelse. To år senere blev jeg gravid igen. Jeg måtte skifte til fjernundervisning, og Mikkel arbejdede endnu hårdere for at forsørge familien.
På trods af udfordringerne fik vi opfostret to børn: Freja og vores yngste søn, Esben. Da Freja startede i skole, fandt jeg endelig et job i mit fag. Livet begyndte at se lysere ud: Mikkel fik en stabil stilling med en god løn, og vi fik styr på vores lille lejlighed. Men lige da vi troede, vi kunne trække vejret, opdagede jeg, at jeg ventede vores tredje barn.
Fødselen af vores yngste datter, Lærke, blev endnu en prøvelse. Mikkel tog ekstra arbejde for at sikre os økonomien, mens jeg helligede mig helt til den lille. Jeg ved stadig ikke, hvordan vi klarede det, men langsomt fandt vi en rytme. Da Lærke startede i skole, føltes det, som om en kæmpe byrde blev løftet fra mine skuldre.
Men udfordringerne stoppede ikke. Freja, knap nok begyndt på universitetet, erklærede, at hun ville giftes. Mikkel og jeg protesterede ikke – vi giftede os jo også unge. Arrangeringen af brylluppet og hjælpen med at købe en lejlighed til det unge par drænede os og tømte vores opsparing.
Esben ville også have sin egen bolig. Vi kunne ikke sige nej, så vi tog endnu et lån og købte en lejlighed til ham. Heldigvis fandt Esben hurtigt et job i en stor virksomhed, hvilket gav mig en smule ro.
Da Lærke skulle til at afslutte gymnasiet, fortalte hun om sin drøm om at studere i udlandet. Det var en hård periode – pengene var knappe – men Mikkel og jeg samlede alt, hvad vi kunne, og sendte hende afsted til en uddannelse i Europa. Lærke rejste, og huset føltes pludselig tomt.
Årene gik, og børnene kom sjældnere hjem. Freja, selvom hun boede i Aarhus, besøgte os kun en gang imellem med undskyldningen, at hun var for optaget. Esben solgte sin lejlighed, købte en ny i København og kom kun hjem én gang om året, hvis ikke sjældnere. Lærke blev i udlandet efter endt uddannelse for at bygge sin karriere.
Mikkel og jeg gav børnene alt: vores ungdom, vores tid, vores penge, vores drømme. Til gengæld fik vi tomhed tilbage. Vi forventer ikke økonomisk hjælp eller pleje. Vi ønsker kun, at de ringer, besøger os eller siger et kærligt ord. Men det virker som om, det tilhører fortiden.
Nu sidder jeg ved vinduet og ser ud på den snedækkede have, mens tankerne kredser: Måske er det tid til at stoppe med at vente? Måske har Mikkel og jeg fortjent at finde den lykke, vi altid satte i anden række?
Men hvordan slipper man den her smerte? Hvordan accepterer man, at de børn, man ofrede alt for, er gået videre uden at se tilbage? Jeg mindes, hvordan jeg engang drømte om at rejse, læse bøger, bare leve for mig selv. Men årene gik med at pleje andre. Nu, på tærsklen til alderdommen, føles det, som om livet glider mig af hænde.
Mikkel tier, men jeg ser den samme længsel i hans øjne. Han har givet børnene alt, og nu ved han ikke, hvordan han skal fylde tomrummet. Vi vil ikke være en byrde, men at vente på et opkald, som måske aldrig kommer, er ulideligt.
“Måske skal vi begynde at leve for os selv?” siger jeg stille og tager Mikkels hånd. “Tage til stranden, som vi altid drømte om? Eller bare gå en aftenpromenade uden at tænke på, hvem der ringer?”
Mikkel ser på mig, og et glimt lyser op i hans blik.
“Måske er det på tide,” svarer han. “Vi er jo stadig i live.”
Men inderst inde er jeg bange: Hvad nu, hvis vi har glemt, hvordan det er at leve for os selv? Hvis alt, vi har tilbage, er minderne om, hvornår vi blev brugt? Alligevel, mens jeg ser på Mikkel, beslutter jeg mig: Vi vil prøve. Vi finder styrken til at starte forfra, selvom det virker umuligt.
