Jeg plejede en gammel dame, der behandlede mig som skidt. Men da jeg læste hendes testamente, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.
Da jeg ankom til Aarhus, var jeg syvogtyve år. Min mor var tilbage i Rumænien, hvor hun snart skulle have en operation, og vi havde en masse gæld fra boliglån. Jeg lovede mig selv: Jeg vil arbejde højst halvandet år – så vender jeg hjem.
Jeg fandt hurtigt arbejde – gennem et bureau blev jeg tilbudt en stilling som plejer for en ældre dame. Boligens ejer, Kirsten Møller, søgte nogen til at passe sin fireogfirsårige mor, Gerda Nielsen. Jeg sagde ja. Selvom lønnen var beskeden, var den stabil.
Allerede fra første dag modtog den gamle dame mig med modvilje. »Hvad er du for en nationalitet?« spurgte hun lige ved døren. Jeg svarede. Hun rynkede næsen: »Endnu en rumæner. Først sigøjnere, nu dig. I sender mig altid affald.« Det blev kun værre.
Hver morgen startede med bebrejdelser: havregrøden var forkert lavet, støvet ikke tørret ordentligt, døren smækket for højt, jeg åndede for kraftigt. Nogle gange hørte jeg hviske til sin datter: »Hun stjæler helt sikkert. Du skal se efter hende.« Det gjorde mig syg. Jeg vaskede hendes fødder, hjalp hende op, købte medicin, men fik kun foragt og kulde tilbage.
I et halvt år holdt jeg ud. Kun tanken om min mor på hospitalet forhindrede mig i at smække med døren. Men en dag beskyldte hun mig for at stjæle fem hundrede kroner. Vi gennemsøgte alt – og fandt sedlerne i hendes egen taske. Ingen undskyldning, ingen anger. Kun foragt i hendes blik.
Jeg pakkede mine ting. Sagde, jeg gik. Hun stod ved døren med en iskold smil: »Forsvind da. Du kommer alligevel tilbage – din fattigdom vil tvinge dig.«
»Jeg klarer mig,« svarede jeg stille. »Selv uden dig.«
Og så – helt uventet – kom der noget mærkeligt i hendes stemme. Ingen ondskab. Kun forvirring:
»Du… udholdt alt dette for din mors skyld?«
Jeg stivnede. Nikkede så. Fortalte alt – om operationen, om gælden. Hun lyttede tavst. Så kom hun langsomt hen, satte sig ved siden af mig, tog min hånd – og… begyndte at græde. Bare sådan. Uden ord. Tårer løb ned ad hendes rynkede kinder.
»Undskyld… Jeg hævnede mig. Ikke på dig. På min datter. Hun forlod mig. Jeg håbede, hvis du gik, ville hun komme tilbage. Men du… Du holdt ud. For din mors skyld.«
Fra den dag ændrede alt sig. Vi talte hjerteligt. Hun fortalte om sit liv, jeg om mit. Hun gav mig endda penge, så jeg kunne besøge min mand. Og da jeg kom tilbage, mødte hun mig ved døren med en halsedug, hun selv havde strikket.
Fire måneder senere døde hun. Stille, i søvne. Jeg græd, som om hun var min egen.
En uge efter kom Kirsten med en advokat.
»Jeg skal informere dig om testamentet,« sagde manden. »Gerda Nielsen efterlod dig… en betydelig sum.«
Kirsten blev bleg: »Er hun blevet sindssyg! Hvad har du gjort ved min mor?! Bestukket hende?«
Jeg så bare stille på hende. Gik så pludselig hen – og krammede hende.
»Det er, hvad jeg gjorde ved hende. Jeg krammede hende bare.«
