Børnene kom ikke til vores bryllupsdag – og det blev begyndelsen på et nyt liv. Endelig huskede vi, hvad det vil sige at være lykkelige.
Fra den dag, hvor Mette blev gift, er der gået mange år. Med hvert derimellem blev der mere og mere tomhed mellem os. Det var, som om hun bare havde slettet os fra sit liv. Ringede sjældnere, kom endnu sjældnere på besøg. Og når vi mødtes, var hendes øjne kolde og fjern.
Den fredag tøvede jeg længe, før jeg turde ringe til hende. Mads og jeg havde planlagt en stille fejring af vores bryllupsdag – tredive år sammen. Vi ville bare samle familien, grille nogle pølser, sidde omkring samme bord. Vi længtes efter varme, efter kære stemmer, selvom det kun var for et par timer…
»Hallo?« svarede Mette til sidst, åndeløs.
»Mette skat, det er mor. Er du i fitness igen? Har du tid til at snakke?«
»Nej, mor. Jeg vasker lige Anders’ bil.«
»Hvorfor dig?«
»Hvem ellers, mor? Det er dyrt at køre til bilvask. Jeg er ikke lavet af porcelæn.«
»Nå ja, skat… Jeg ville høre, om I ikke kunne komme forbi på søndag? Mads og jeg fejrer vores bryllupsdag. Vi kunne sidde lidt og snakke…«
»Hvorfor vil I pludselig fejre det?« grinede hun. »Er det midtlivskrisen, der banker på?«
»Tredive år, Mette. Hvordan kan vi lade være?«
»Undskyld, mor. Det går ikke. Vi er inviteret til en bryllupsfest – en af Anders’ venner gifter sig. Der er kun én bryllupsdag, men I har flere jubilæer at fejre.«
Jeg klemte telefonen, mens jeg forsøgte at skjule, hvordan vreden allerede kogte i mit bryst.
»Sikke en skam… Vi havde glædet os sådan…«
»Det har vi også, mor. Men hvordan siger man nej til folk? Bliv ikke sur – vi kommer helt sikkert forbi bagefter.«
»Nå, ja,« hviskede jeg. »Jeg ringer til din bror.«
Jakob kunne heller ikke. Han havde egne planer. Da jeg lagde på, faldt tårerne helt af sig selv. Som et barn, der ikke må få slik. Som en mor, der er blevet glemt.
»Ida, hvad er der sket?« Mads kom ind og så mig sidde stille og græde i køkkenet.
»Det er ingenting, Mads… Børnene kommer bare ikke. Og jeg, fjols, havde drømt om at vi kunne være sammen…«
»Årh, hold nu op. Det er vores dag. Du og jeg – det er nok.«
Om natten kunne jeg ikke sove. Vreden kvalte mig. Alt i mig råbte: »Hvorfor? Hvorfor har de ikke brug for mig? Har vi ikke gjort nok? Vi gav dem uddannelse, hjalp dem med boliger, støttede dem, hvor vi kunne… Og nu er vi fremmede…«
»Ida,« hviskede Mads, »de har deres eget liv. Men du har mig. Og jeg er her.«
»Men jeg føler mig så tom, Mads…« var det eneste, jeg kunne sige. »Du er på arbejde hele dagen, og jeg er alene…«
Næste dag kom han hjem tidligt, tidligere end sædvanligt. Han smilede.
»Er der sket noget?«
Han trak en kæmpestor buket frem fra ryggen.
»Den er til dig. Og i morgen tager vi til søen. En hel uge. Kun dig og mig.«
Hytten var som taget ud af en eventyrbog: trævægge, udsigt over søen, blomster overalt, fuglesang. Om morgenen vågnede jeg til duften af blomsterblade, der lå spredt over hele sengen. Balloner svævede i hjørnerne, og på spejlet lyste ordene: »Tillykke med bryllupsdagen, min elskede!«
Jeg kunne knap holde glædestårerne tilbage. Og da jeg kiggede ud ad vinduet – så jeg Mads med en kurv i hænderne. Han nærmede sig, åbnede den – og der lød et lille »miav«. En lille, orange pelsbold stirrede på mig med store øjne.
»Nå,« smilede han som en dreng, »vil du adoptere et nyt familiemedlem?«
»Mads… Det er den bedste fødselsdag i mit liv…«
Vi tilbragte en uge som på hvedebrødsdage. Syv dage, men minder til en hel livstid. Og da vi kom hjem, ringede telefonen uafbrudt.
»Mor! Hvor har I været?! Vi har ringet og ledt! Telefonen virkede ikke!«
»Så rolig, skat. Din far og jeg har holdt ferie. Har vi ikke lov at leve lidt for os selv?«
»Jo, selvfølgelig… Men du ringede ikke, du bekymrede dig ikke…«
»Nu er det din tur til at bekymre dig. For din far og jeg har besluttet at leve for os selv.«
»For jer selv? Mor, er det seriøst?«
»Din far og jeg er på hvedebrødsdage. Og lige nu har vi ikke tid til jer.«
Et år er gået. Mads og jeg lever på en ny måde. Han sagde sit job op, vi blev mere økonomiske, men lykkeligere. Børnene er mere opmærksomme nu – de ringer, de kommer forbi. Og vi ser på hinanden – og takker skæbnen for, at vi ikke lod os selv blive glemt. For at vi huskede: det vigtigste i livet er OS.
