**Prisen på en gemmepenge: Hvor Niels næsten mistede sin kone**
Jeg så netop Lene gå ud i haven for at hænge vasketøj op. Det var en dejlig dag, solen skinnede som om det var midt på sommeren, og alt tørrede lynhurtigt. Som sædvanlig kiggede jeg hen over hækken til naboen. Der løb Niels rundt som en hovedløs kylling, tydeligt på jagt efter noget. Han kiggede under trappen, rodede i skuret og tjekkede under bænken.
“Niels, hvad har du tabt? Gårsdagens gode humør?” spøgte jeg muntert.
Men han svarede ikke, vinkede bare afværgende og forsvandt ind i huset. Jeg trak på skuldrene og ville gå ind, men lige da jeg skulle over dørtrinet, fløj døren op, og ind kom Mette, Niels’ kone, helt i stykker af gråd.
“Mette, hvad er der galt?” sprang jeg bekymret til.
“Hvordan kunne han?” hulkede hun. “Hvordan kunne han nogensinde tro sådan om mig?”
Jeg klappede hende forvirret på skulderen. De havde altid haft et harmonisk forhold – ingen skænderier, kun blomsterbede og duften af hjemmebag fra deres vinduer.
Niels og Mette boede i et dejligt parcelhus i Nærum. Et perfekt hjem – fuldt af farver om sommeren og med pænt ryddede stier om vinteren. Deres datter var gift, og sønnen Emil var ved at afslutte gymnasiet. Niels var ingeniør, Mette arbejdede som syerske i en lokal fabrik. Vi naboer, mig og Carsten, havde kendt dem i årevis, fejrede fester sammen og hjalp hinanden.
Niels havde dog en særlig vane: Han elskede at gemme penge. Han lagde dem forskellige steder – i skuret, under blomsterbedet, endda under en gulvbræt i altanen. Ikke for at skjule dem, mere for at have ro i sindet. Men så glemte han, hvor de lå, og jagten begyndte.
Mette vidste det. I ungdomsårene brokkede hun sig, men gav til sidst op – man kan ikke ændre på en mand. Hun rørte aldrig hans penge, selv når hun fandt dem. Seksogtyve års ægteskab havde lært hende tålmodighed.
Tidligere i dag så jeg Niels igen løbe rundt i haven på jagt efter sin “opsparing”. “Har du mistet din gemmepenge igen, din klaphat?” grinede jeg.
Men en halv time senere stormede Mette ind hos mig med røde øjne. Jeg satte hende ned, hældte te og rakte småkager.
“Kan du forestille dig,” hulkede hun, “han beskyldte mig for at have stjålet hans penge! Sagde: ‘Du har fundet dem og taget dem!’ Det er Niels! Samme mand, der altid sagde: ‘Du er hellig for mig.’ Og nu er jeg en tyv? Jeg har aldrig rørt hans gemmepenge, selvom jeg har fundet dem utallige gange!”
Jeg blev chokeret. Det havde jeg ikke set komme. Mette er den sødeste, rolige kvinde. At sårende hende var som at spotte noget helligt.
“Mette, tag det ikke så tungt. Han finder dem nok, og så kommer han på knæ og undskylder.”
“Jeg gider ikke! Jeg skal på ferie om en uge – hen til min mor i Silkeborg. Jeg kommer ikke tilbage! Han kan bo alene med sine penge!”
Imens løb Niels rundt i kvarteret, ledte efter både penge og kone. Han kiggede ind i bageriet, hvor Tanja, Mettes veninde, arbejdede.
“Tanja, har du set Mette?”
“Nej, ikke i dag. Har du mistet hende? Hun kommer nok. Hun er ikke typen, der giver op.”
På vej hjem mødte han sønnen, Emil, med sin kæreste, Ida. Hun holdt en stor buket røde roser.
“Ida, er det din fødselsdag?” spurgte Niels, idet han huskede, at Emil havde bedt om penge til en gave.
“Ja, jeg fylder nitten! Og vi skal ud med vennerne i aften,” svarede hun glad.
Niels smilede, men det gjorde ondt indeni. Han havde ikke givet Emil penge – hvor kom buketten fra?
Han ringede til Emil: “Hvor fik du penge til gaven?”
“Far, jeg fandt dem i går under en kasse på altanen. Jeg ledte efter min taske, og der lå en kuvert. Jeg vidste, det var dine gemmepenge. Ville have sagt det senere…”
Niels tav. Skam og lettelse kæmpede i ham. “Nå, men gør Ida glad.”
Nu skulle han bare finde Mette og undskylde.
Han gik hen til naboen. Carsten var ved at reparere hækken og grinede: “Mand, du har sat noget i gang. Mette er herinde, Lene trøster hende. At kalde sin kone for tyv – du er heldig, hun ikke allerede er pakket.”
“Jeg ved det…” mumlede Niels. “Jeg skal bede om tilgivelse. Men pengene gik til blomster til Ida.”
“Godt gået, knægt!” råbte Lene fra døren. “Nu må du tænke på, hvordan du vinder Mette tilbage.”
Niels løb hjem, samlede alle sine hemmelige kuverter, kørte afsted og kom tilbage med en lille sort pose.
Han gik hen til Mette: “Undskyld, jeg er en idiot. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Kom hjem.”
Hun så skeptisk på ham, men isen var allerede brudt.
“Jeg gider ikke…” sagde hun, men uden tårer.
“Jeg har noget til dig. Kan du huske, du kiggede på den halskæde med anheng i juvelerbutikken? Jeg lagde mærke til det.”
Han rakte hende en æske. Mette åbnede den med dirrende hænder – en fin guldhalskæde med hendes stjernetegn.
“Åh, Niels…” hviskede hun og satte den straks på.
“Sådan skal det være!” klappede Lene. “Sådan en gave kan godtgøre alle gemmepenge!”
Vi lo længe. Lene dækkede bord i haven, og historien om de “tabte” penge blev fortalt ved hvert nabo-samvær længe efter.
Og Niels? Han gemmer ikke længere penge. Han er bange for at miste Mette igen. For uden hende – hvad er så hjemmet værd?
