**Dagbogsnotat: En overraskelse med lidt ekstra gnister – næsten brændte huset ned til 8. marts**
Freden i Signes lejlighed eksploderede, før hun overhovedet trådte ind ad døren. Der hang røg i opgangen, sæbevand løb ned ad trappen, og luften føltes spændt, som om den selv hviskede: “Gå ikke ind… Gå hellere videre.” Men Signe, en hårdkogt direktør for en stor virksomhed, er ikke typen, der trækker sig.
Hun skubbede døren op, smed buketten fra firmajulefrokosten på entrébordet, sparkede sine sko af – som om hun også kastede dagen byrde af sig – og listede sig ind i sine hjemmesko. Selvom gummistøvler nok havde været mere passende, på grund af alle vandpytterne. Indenfor lød der en mærkelig summen, smækken og en brændende lugt. Og i hjørnet tudede hendes kat højlydt.
“Ejvind?! Hvad i alverden foregår der?!” røg det ud af hende, mens hun kæmpede sig gennem damp og duften af brændt mad.
Manden dukkede op fra dybet af lejligheden. Kun i underbukser, barfød, ansigtet fuldt af skrammer og sod, et blåt øje og et håndklæde viklet om hovedet som en saharansk nomade. Han så ud som om han lige havde kæmpet mod en flammehætter i stedet for at forberede en fest.
“Signe-lille… Jeg troede, du kom senere… firmajulefrokosten, du plejer jo at blive til sidst…”
Signe satte sig tungt på puffen, lukkede øjnene og sagde bestemt:
“Rapporter. Alt. Og uden ‘skat’ eller ‘bare rolig’. Jeg var bekymret, da banderne truede mig i firserne. Bekymret, da virksomheden var på randen af kollaps. Siden da har jeg ikke levet i panik. Nu – fortæl mig, hvad du har lavet.”
Ejvind sluge.
“Jeg ville overraske dig. En fest. Du fortjener det… Så jeg ville rydde op, vaske tøj, lave kalvesteg, gulvvask…”
“Kalvesteg?” afbrød Signe.
“Nej, ikke kalvesteg… Vaskemaskinen. Den begyndte at lække. Ej, ikke med det samme. Først satte jeg kalven i ovnen, så tog jeg et bad, og så gik jeg til vaskemaskinen. Og så var der katten.”
“Lever katten?”
“Ja… selvfølgelig!” blev han fornærmet. “Den er bare lidt våd. Og ret ophidset. Jeg sværger, da jeg tændte maskinen, var den der ikke. Den må være… smuttet ind.”
“Smuttet ind?! I en LUKKET vaskemaskine?!”
“Altså, måske sivede den…”
Signe grov ansigtet ned i sine hænder.
“Okay, fortsæt. Men vis mig katten først. Jeg skal være sikker på, at den i det mindste har overlevet.”
“Øh… Den er i stuen. Den er… bundet fast. For dens egen sikkerhed. Og så den kan tørre.”
“Har den stadig alle fire poter?”
“Ja, alle fire. Bare… midlertidigt immobiliseret.”
“Og hvad så?”
“Jeg gik så hen for at vaske tøj, og så lugtede det brændt. Åbnede ovnen, og kødet var til kul. Hældte olie på – det blussede op. Forkulede mine øjenbryn. Så skreg katten. Jeg løb til vaskemaskinen, men den ville ikke åbne. Og katen stirrede gennem glasset med øjne som en djævel. Og skreg! Jeg stod mellem helvedet i ovnen og helvedet i maskinen. Så tog jeg en brækjern. Bankede den op. Katten sprang ud, og så gik det løs…”
“Åh gud…” hviskede Signe.
“Den smadrede to vaser, tissede på tæppet, rev gardinerne ned, kradsede tapeterne, slog flasken med champagne i stykker, og naboerne truede med at ringe til politiet og en heks. Jeg fangede den og bandt den fast. Tørrede den. Og jeg ville jo lave en overraskelse til dig, Signe-lille…”
Signe rejste sig. Gik ind i stuen. Synet kunne have givet et svagere hjerte et chok, men ikke hendes. Katten – bundet til radiatoren, med en halstørklæde om snuden, damp i luften, pytter, glasskår. Det lignede en krigszone. Ejvind vred sig bag hende og prøvede at forklare:
“Den ville ikke sidde stille. Jeg var bare bange for, den ikke ville tørre. Og for at den ikke skulle hyle, dækkede jeg dens mund. Men det er fint!”
Signe løsnede katten, tørrede den med Ejvinds håndklæde og holdt den tæt.
“Din skiderik, Ejvind. Den kunne være kvalt. Selvom den nok er ligeglad efter den tur i vaskemaskinen.”
Hun satte sig med katten på sofaen og så på sin mand:
“Nå?”
“Hvad ‘nå’?” sukkede han. “Skal jeg hænge mig nu eller senere?”
“Ønsk mig tillykke, klaphat. Det er den 8. marts i dag.”
Ejvind lyste op, forsvandt ud af stuen og kom tilbage et øjeblik efter med en højtidelig mine. Han knælede for sin kone og rakte armene bagud.
“Signe-lille, mit solskin. Tredive år har du været sammen med mig, og jeg bliver aldrig træt af at beundre dig. Du er stærk, smuk, tålmodig og elsket. Tillykke med kvindernes internationale kampdag!”
Han rakte hende en æske med en ring og en møgbeskidt buket.
“Blomsterne var pæne… indtil katten… du ved…”
Signe sukkede, snusede til roserne.
“De dufter endda. Og, mirakel – ikke af brændt. Ejvind, ingen flere eksperimenter. Bare blomster. Bare et knus. Bare brænd ikke huset ned. Okay?”
“Jeg ville bare gøre noget specielt. På arbejdet får du da også dyre gaver, men jeg… ville gøre noget hjemligt, med hjertet. Og med gnist. Sådan blev det…”
“Det blev det,” grinede Signe. “Med hjertet, gnist og brandfare. Kom nu. Vi må redde lejligheden. Gå ned og undskyld til naboerne. Ellers ringer de virkelig til en heks. Selvom hun nok også har en Ejvind… ligeså opfindsom. Hvem ved, hvad hun allerede har gang i.”
Katten gabte i det samme, snoede halen om Signes ben og fnøs demonstrativt mod Ejvind. Festen var en succes. En til at huske for evigt.
