**Brudte drømme: kærlighedens pris**
I årevis havde Astrid og Morten drømt om et barn, men skæbnen var grusom – graviditeten udeblev. Beslutningen om at adoptere kom naturligt, som den eneste udvej. Vejen derhen var hård: endeløse kontrolforanstaltninger, dokumenter, ventetid. Astrid kunne stadig huske deres første besøg på børnehjemmet i nabobyen. Børnenes øjne, fyldt med håb og frygt, stirrede på dem, som om de bad om at blive hentet væk. Blandt dem var Freja – en tolvårig pige med mørke fletninger og dybe, blå øjne, der mindede så meget om Astrids afdøde søster. Kvindens hjerte knugede af ømhed. Morten havde altid drømt om en søn, men Freja vandt dem begge med det samme. Hun lyste op ved hvert besøg, klyngede sig til dem, som om de altid havde været hendes familie.
Da direktøren fortalte, at Freja allerede fem gange var blevet adopteret og returneret hver gang, kunne Astrid knap holde tårerne tilbage. *”Den evige børnehjemsunge”*, kaldte de hende. Grundene til tilbageleveringne var uklare, men Astrid spurgte ikke ind. Hendes gode hjerte kunne ikke bære tanken om, at et barn så mange gange var blevet svigtet af dem, den elskede. De besluttede sig: Freja skulle blive deres datter, og ingen skulle nogensinde svigte hende igen.
Mens de ventede på papirernes godkendelse, hentede de Freja oftere. I deres tre-værelses lejlighed havde de lavet et værelse til hende – enhver børnehjemsbarns drøm, når de aldrig har haft deres egen plads. Freja var henrykt, og Astrid og Morten omgav hende med kærlighed og opmærksomhed for at læge hendes sår. Og så skete et mirakel: Astrid opdagede, at hun var gravid. Det var som en velsignelse – det sker ofte for dem, der adopterer. Ægteparret jublede, men adoptionen blev ikke aflyst. Freja var en del af dem nu, deres familie.
Sagsbehandlingen godkendte endelig, og Freja forlod børnehjemmet for altid – eller så troede de. Psykologen rådede dem til at fortælle Freja om den kommende baby, så hun kunne være forberedt. Astrid og Morten tog mod til sig. De forklarede, at Freja snart skulle være storesøster, at de elskede hende lige højt, at hun altid ville være deres datter. Men da de nævnte, at værelset måske en dag skulle deles med den lille, ændrede Frejas ansigt sig. Hendes blik blev koldt et øjeblik, nærmest fjendtligt. Hun rejste sig uden et ord og gik, før de var færdige.
Fra den dag begyndte Freja at opføre sig underligt. Så snart forældrene kom hjem, klyngede hun sig til dem, greb dem så hårdt, som om hun frygtede, de skulle forsvinde. Nogle gange kom hun bagfra og holdt Astrid om halsen så hårdt, at hun kunne mærke luften gå ud. *”Jeg elsker dig, mor”*, hviskede Freja, men hendes øjne var tomme, og tænderne knækkede af spænding. Astrid svarede med kærlighed, men Morten blev mere og mere bekymret. Psykologen, de kontaktede, mødtes med Freja nogle gange og forsikrede dem om, at hun bare frygtede at miste opmærksomhed på grund af barnet. *”Det er normalt, giv hende ekstra omsorg”*, sagde han.
Helvede begyndte, da Emma blev født. Den lille kom for tidligt, skreg ofte og krævede konstant pleje. For ikke at forstyrre Freja stillede de barnesengen på forældrenes værelse. Astrid var splittet mellem døtrene, udmattet. Morten hjalp til: tog Freja i skole, læste historier for hende. I starten virkede alt normalt. Men så lagde Astrid mærke til, at hver gang hun efterlod Emma alene med Freja, begyndte babyen at skrige hysterisk. Astrid løb ind på værelset, hvor Freja *”plejede”* sin lillesøster. Men en dag kom hun ind og så Freja holde Emma om næsen med sine fingre. Da Freja så Astrid, slappede hun af, og den lille skreg, desperat efter luft. Astrid tog Emma op, rystende, mens hun forsøgte at forstå, hvad der skete. Freja tav, stirrede bare på hende med sine store, blå øjne – tomme, uden skyggen af anger.
Om aftenen prøvede Morten at tale med Freja. Efter lang overtalelse mumlede hun, at hun *”bare tørrede Emmas næse”*. Undskyldningen var absurd, men psykologen bed dem igen om tålmodighed: *”Hun mangler kærlighed.”* Snart skete det næste: Astrid fangede Freja ved barnesengen med en flaske kogende vand, hun ville give Emma. Freja tav igen, iagttog bare deres reaktion. Astrid så i hendes øjne noget, der ikke var et barn, men en kold, tom tavshed.
Tiden gik, Emma blev større og mere rolig. Freja *”tilpassede”* sig, men Astrid efterlod dem aldrig alene. Om sommeren ville de på ferie til Skagen – Freyas første tur. Men med den lille Emma var det risikofuldt, hvilket Astrid forklarede blidt. Freja eksploderede. Hun hulkede ikke – hun hylede som et såret dyr, rullede på gulvet, slog omkring sig. Astrid var rædselsslagen. Psykologen, overraskende nok, så stadig intet problem, roste Freja for *”at vise følelser”* og rådede til mere opmærksomhed. Ægteparret udvekslede blikke – denne psykoDe vidste, de ikke længere kunne vente – nu måtte de handle, før frejas mørke tanker blev til virkelighed.
