Mette sov endnu, da den stille lørdagmorgen blev brudt af en insisterende dørklokke. Hun satte sig forskrækket op i sengen. Hvem kunne det være så tidligt? Hun havde ikke ventet gæster.
Da hun åbnede døren, stivnede hun. På dørtrinnet stod hendes kolleger – Lærke, Freja og Mia. Lærke holdt en termokop, Freja havde en kageæske i hænderne.
»Hvad laver I her?« udbrød Mette forbløffet. »Det er jo weekend!«
»Netop derfor er vi her,« sagde Lærke og trådte indenfor, som om hun ejede stedet. »Hvor er din datter?«
»Emma sover… Hvad er der dog sket?«
»Intet har sket,« sagde Freja blidt. »Men du skal pakke hende og dig selv. I skal med os til sommerhuset. Protest er ikke tilladt.«
Mette stod målløs. Hun forstod ikke, hvad der foregik. Afsted? Til et sommerhus? Nu?
»Men jeg sagde jo på kontoret, at jeg ikke kunne…«
»Vi ved godt hvorfor,« sagde Mia stille. »Og vi skammer os over, at vi ikke har opdaget det før.«
Mette blev bleg.
»Hvad mener I?«
»Vi ved det hele, Mette. At du kæmper alene efter skilsmissen, at din eksmand ikke betaler børnebidrag, at du knokler for at få Emma klar til begynderskolen, selvom du knap nok har råd til mad – og alligevel ikke siger et ord til nogen.«
Mette tav. Der var en klump i halsen.
»Jeg… ville ikke beklage mig. Jeg troede… jeg kunne klare det…«
»Og det gør du også,« sagde Lærke bestemt. »Men at klare sig er ikke det samme som at overleve. Vi er dine venner, Mette. Og venner lader ikke hinanden drukne.«
»Vi har ordnet det hele,« fortsatte Freja. »Sommerhuset er betalt. Vi står for mad, transport, alt. Du skal bare medbringe dig selv og Emma.«
Mette så ned. Det føltes forkert at modtage hjælp. Men værre var det at drukne i stilhed.
»Men… jeg har ikke engang tøj med…«
»Du har os,« sagde Lærke fast. »Freja har taget tøj med fra sin egen datter. Det er i god stand. Det passer perfekt til skolen.«
»Vi har også samlet skolesager til dig,« sagde Mads, der lige var kommet ind i entreen med en pose. »Pennal, notesbøger, farveblyanter. Alt, hvad man skal bruge.«
»Jeg… ved ikke, hvad jeg skal sige…«
»Du behøver ikke sige noget,« sagde Mia og krammede hende. »Bare tro på det: Du fortjener ikke kun udfordringer. Du fortjener også hvile, omsorg og støtte.«
To timer senere kørte bussen med den glade flok væk fra byen. Emma sad på Mettes skød og krammede sin nye rygsæk. Mette stirrede ud ad vindspejlet med termokoppen i hænderne. Og for første gang i lang tid føltes der varme i hendes bryst.
Hun havde ikke været heldig med sin mand. Men som det viste sig, havde hun været utrolig heldig med de mennesker, der omgav hende.
