Han var kun 16, da han tog hende med hjem… En pige, der allerede var langt henne i sin graviditet, og et år ældre end ham.
Mette gik på samme højskole som ham, bare på et andet hold. I flere dage havde Tobias set, hvordan den fremmede pige krøb sammen i et hjørne og græd lydløst. Han bemærkede også den tydelige, spædende mave, de samme tøjstykker (i to uger) og det tomme, håbløse blik.
Som det viste sig, kendte næsten alle hendes historie… Sønnen af en velkendt mand i deres by havde haft et forhold til hende, men forsvandt pludselig på en forretningsrejse til den nærmeste region. Hans forældre nægtede at kende hende. Det sagde de rent ud til hende.
Hendes egen familie, som om de levede i middelalderen og var bange for “skammen”, smed hende ud af huset og tog på sommerhus. Nogle syntes synd i Mette, andre bagtalte hende.
*”Hun har selv bedt om det. Man skal tænke sig om!”*
Tobias kunne ikke bare stå og se på. Han overvejede det grundigt og gik hen til hende.
*”Det bliver ikke nemt, men stop nu med at græde. Jeg foreslår, du kommer hjem til mig. Vi gifter os. Men jeg advarer dig – jeg kan ikke lyve, og jeg har ikke tænkt mig at være sødtosset hverken over for dig eller barnet. Jeg vil bare være der for jer, og jeg lover, at alt skal nok gå.”*
Mette tørrede øjnene og så på drengen. Hvad kunne hun sige… En helt almindelig dreng, uden forkælelse. Men hun havde drømt om en helt anden ægtemand! I hendes situation havde hun dog ikke noget valg, så Mette fulgte med ham.
Forældrene var i chok. Hans mor bad Tobias om at genoverveje det, men han var fast besluttet og forklarede:
*”Mor, du skal ikke bekymre dig sådan, det skal nok gå. Jeg har to SU’er, den almindelige og en ekstra for studerende med særlige behov. Jeg skal nok finde et job, så klarer vi os!”*
*”Men du ville jo videreuddanne dig!”*
*”Og hvad så? Vi har det da fint. Far har arbejdet på fabrikken hele livet, du er i butikken. Folk klarer sig da også uden en kandidatgrad. Mor, det er jo ikke verdens undergang!”*
Mette flyttede ind på hans værelse. Han gav hende sin seng, mens han selv sov i en ubekvem udtræksstol. I de første fem dage var hun meget stille. Som en skygge fulgte hun ham til højskolen og hjem igen, men pludselig eksploderede hun.
*”Jeg er træt af det! Hvorfor kigger dine forældre skævt til mig? De kan ikke lide mig! Og hvorfor tilbringer du ikke tid med mig? Du sidder altid med bøgerne eller er væk!”*
Tobias blev overrasket.
*”Synes du ikke selv, det er rimeligt? Nej, mine forældre er måske ikke vilde med dig, men de har taget dig til sig uden at gøre livet surt for dig. Skæve blik? Din egen familie ville ikke engang se dig. Hvad med faren til dit barn? Hvor er han? Jeg læser for at undgå at dumpe ud efter første semester. Og SU’en skal jeg heller ikke miste. Væk? Jeg arbejder for at tjene penge, og jeg gider ikke se fjolletv med dig.”*
Mette begyndte at græde.
*”Hvorfor siger du sådan noget?”*
*”Hvordan? Jeg advarede dig jo, at jeg ikke kan lyve. Forresten, hvornår skal vi indgive vores ægteskabsannonce?”*
*”Jeg kan da ikke gå derhen sådan her! Køb en pæn kjole til mig, en med høj talje, så man ikke kan se maven.”*
*”Er du kommet til fornuft? Vi skal jo vise graviditetsattest – hvad skal vi bruge en kjole til? Jeg skal spare op til en barnevogn og en barneseng…”*
Hans mor måtte ty til hjerteøl og moderurt, men efterhånden accepterede hun det, og hendes blik faldt oftere på babysager. Det var jo egentlig ikke så forfærdeligt…
Lad dem blive gift og få lov at være sammen, så kunne hun og faren hjælpe, hvor de kunne. Men pigen var utaknemmelig – utilfreds med Tobias, dem og den lille lejlighed. Nå, måske ville hun blive bedre, når barnet kom.
Men Mette havde ikke tænkt sig at ændre sig, og da Tobias kom hjem fra sit job på en vaskeri, beskidt og svedig, med en kat i favnen, blev hun rasende og skreg:
*”Er du dum? Hvad skal vi med den skræppede kat? Smid den ud! Jeg mener det – den skal væk!”*
Men Tobias svarede:
*”Nej, den venter killinger. Katten bliver her, så du kan lige så godt holde op med at brokke dig. Gå i stedet hen og varm mad til mig.”*
*”Nå, på sådan en måde!”* hvinede Mette. *”Vælg! Katten eller mig! Den kigger også skævt til mig!”*
*”Hvorfor?”* Tobias rynkede panden. *”Jeg er i mit eget hjem, og jeg behøver ikke vælge. Det er min kat nu, og hvis du ikke kan lide det, kan du gå. Selv min mor stillede mig ikke for sådan et valg. Måske skulle du selv stoppe med at se skævt til alle?”*
Mette tudede, blev hysterisk og jaloux på den magre, misfarvede kat. Hvor havde Tobias dog set en mave på den? Men maven var der – den ventede virkelig killinger.
Tobias var træt, men så snart tvivlen begyndte at sne sig ind i hans hoved, skubbede den væk. Det skulle nok gå. Mette ville føde og blive rolig, og katten ville glæde dem før det. Udsigten til bløde killinger ville gøre enhver i godt humør.
Men det gik helt anderledes… Hendes bedstefar, en velkendt mand i byen, kom hjem fra en lang forretningsrejse og fandt ud af det hele. Han opsøgte sin søn, skældte ham ud og truede med at skære ham af fra arven, hvis hans oldebarn skulle vokse op i en fremmed familie. Og en livsstil uden arven? Nej, det gad “drengeønsket” slet ikke!
Mette forlod højskolen med ham samme dag og glemte alt om Tobias. Heldigvis havde hun papirerne på sig (hun skulle til jordemoder efter skole). Tingene rørte hende ikke – hun fik jo nye nu! Og den sølle højskole skulle hun aldrig tilbage til!
Tobias var knust… Hvordan kunne hun? Ikke engang et farvel, et opkald, et enkelt ord. Han smed alle hendes ting ud og sad længe alene i mørket med sin kat i favnen.
Katten forstod det hele og kurrede stille, bare ved at vide, hun blev brugt. Hun var der for ham, trøstede ham med sit spind.
Tobias hjalp hende med at føde uden at lade sin nervøse mor eller forvirrede far komme nærKatten og hendes killinger blev hans eneste familie, og han lærte, at nogle gange er de stille tilstedeværelser i livet de mest trofaste.
