Lasse og Freja skulle giftes. Gæsterne var begyndt at strømme til fra tidlig morgen – fine kjoler, champagne, musik. Alt var som det skulle være. Lasses mor, Birthe Kirsten, var ankommet to dage før – for at møde brudens forældre og hjælpe med forberedelserne.
»Mor, du ser helt fantastisk ud,« grinede Lasse, da han mødte hende ved døren. »Næsten som om du selv er forelsket,« drillede han.
Pludselig bemærkede han, at hun fik røde kinder og så ned i gulvet. Han blev forvirret, men sagde ikke noget.
Næste dag, selve bryllupsdagen, dukkede en gammel ven af Lasses afdøde far op – Niels Henrik. Med ham var en fremmed mand på omkring 45. Veltrænet, velplejet, iført et dyrt jakkesæt.
»Mød min fætter, Mads,« præsenterede Niels. »Han arbejder med mig nu – han er skarp med teknik, som en fisk i vandet.«
Lasse rakte hånden frem – og i samme øjeblik lagde han mærke til sin mors underlige blik. Hun så på Mads, som om hun havde ventet på dette møde hele sit liv. Der var en ømhed i hendes øjne, der ikke kunne misforstås. Og pludselig gik det op for ham.
Mor var forelsket. I netop denne Mads.
Han gik til side. Det føltes forkert. Hans bryllup – og så havde hans mor en eller anden romantisk affære? Og med en mand, der var omkring ti år yngre?
»Mor,« sagde han senere. »Var det dig, der inviterede ham?«
»Ja. Undskyld, hvis det er upassende, men jeg ville gerne have ham her.«
»Forstår du overhovedet, hvordan det ser ud? Det er knapt et år siden, far døde, og allerede nu…«
»Jeg beder ikke om din tilladelse, Lasse. Jeg vil bare være lykkelig. Jeg tav i årevis. Din far… han var en god mand, men ikke den mest trofaste. Jeg holdt ud for din skyld. Men nu – lad mig leve.«
Mens han prøvede at fordøje ordene, kom Niels hen til ham.
»Vær ikke vred på din mor. Jeg har vidst i mange år, hvor hårdt hun havde det. Hun tav for din skyld. Nu har hun en chance. Og tro mig, Mads er en god mand. Han respekterer hende.«
Lasse tav. Det gjorde ondt. Men han var 29 år. Han havde selv valgt, hvem han ville dele livet med. Hvorfor skulle han så nægte sin mor det samme?
Senere kom Mads selv hen til ham.
»Jeg forstår godt din forvirring. Men jeg elsker din mor. Ærligt. Det handler ikke om alder. Jeg er ikke ude efter penge eller arv. Jeg har altid arbejdet hårdt. Men med hende… er jeg virkelig lykkelig.«
Lasse så ham ind i øjnene. Alvorligt blik, åbent ansigt, rolig stemme. En mand, ikke en dreng.
»Okay. Bare gør hende ikke ondt. Ellers tilgiver jeg dig aldrig,« hviskede han og trykkede hans hånd.
Brylluppet var en fest. Gæsterne dansede indtil langt ud på natten. Birthe lyste af lykke. Hun dansede og lo, som om hun var blevet født på ny. To måneder senere friede Mads til hende, og Lasse var slet ikke overrasket.
Han sagde endda:
»Hvis mor er glad – så tog jeg den rigtige beslutning den dag, da jeg lod dig blive.«
Og alt endte godt. Lasse og Freja fik en søn, og både bedstemor og »nye bedstefar« tog ham til sig som deres egen.
