Mette sad hjemme, omgivet af den velkendte stilhed i den lille by Holstebro. Barselsrutinen trak i langdrag: dagene smeltede sammen i en ensformig karrusel af vuggesange og huslige pligter. Men hver aften så hun frem til, at hendes mand, Magnus, kom hjem, så hun lige et øjeblik kunne røre ved en verden uden for deres hyggelige lejlighed. I dag kom han senere end normalt, med et træt men underligt eftertænksomt blik.
“Hvordan gik det på arbejdet?” spurgte Mette med et lille smil, som hun altid gjorde, i håb om noget, der kunne bryde hendes ensformighed.
Magnus stivnede, som om han ledte efter ordene. Hans tavshed hang i luften, tung som en tordenbyge.
“Altså, sådan noget sammenfald,” sagde han til sidst med en nervøs latter. “Ikke for ingenting kalder de Holstebro for en stor landsby!”
“Hvad mener du?” Mette spændte muskulernerne, da en kold følelse løb ned ad ryggen.
“Der er kommet en ny på arbejde. Da jeg så hende, stivnede jeg helt. Det er Line, kan du forestille dig det? Line Sørensen!”
Mette følte, hvordan blodet forsvandt fra hendes ansigt. Det navn, som et ekko fra fortiden, ramte hende lige i hjertet og vækkede minder, hun havde begravet så omhyggeligt. For syv år siden, da hun først mødte Magnus, var han en anden – glad, åben, men utilgængelig. Hans hjerte tilhørte en anden – Line, den samme, hvis navn nu havde sat gang i en storm i hendes sjæl.
Dengang blandede Mette sig ikke. Hun respekterede andres følelser, bange for at ødelægge en andens lykke. Deres stier krydsedes gennem en fælles ven, og nogle gange fangede hun sig selv i at betragte Magnus i smug. Han virkede som det perfekte billede: venlig, karismatisk, med et varmt smil. Hun tænkte, hvor heldig hans kæreste var, og ønskede at møde en lignende. Men en dag dukkede Magnus op alene, uden Line, med et tomt blik. Det viste sig, de var gået fra hinanden – på hendes initiativ.
Mette følte med ham, men dybt inde kunne hun ikke undertrykke en lille glæde. Det var hendes chance. Hun ventede, ventede for at være sikker på bruddet var endeligt. Et par måneder senere inviterede hun Magnus til middag. Sådan begyndte deres historie. De fandt hurtigt en fælles tone, og snart opstod der følelser mellem dem. To år senere giftede de sig, og yderligere tre år efter fik de en datter, som Mette nu var på barsel med.
Men Line… Line var den, der engang havde fået Magnus til at lide. Den, hvis plads Mette havde overtaget. Alle disse år havde hun været bange for, at deres kærlighed bare var en måde at glemme fortiden på. Hun håbede, Magnus’ følelser var blevet ægte med tiden, men nu, da Lines navn igen lød i deres hjem, kom de gamle frygt til live igen.
“Hold da op,” var alt, Mette kunne få frem, mens hun kæmpede for at skjule skælven i stemmen. “Hvordan har hun det?”
Magnus trak på skuldrene og så væk.
“Vi snakkede ikke rigtigt. Bare hilste.”
“Er hun gift?” spurgte Mette, mens halsen snørede sig sammen.
“Ved det ikke,” svarede Magnus, og irritationen lød i hans stemme. “Og det rager mig heller ikke. Vi så hinanden, smilede, det var det. Hvorfor skulle det interessere mig?”
Men Mette kunne se, han ikke var ærlig. Hans ord lød som undskyldninger – ikke kun til hende, men også til sig selv. Jalusi bredte sig som gift i hendes årer. Hvad nu hvis Line tog ham? Hvad hvis de gamle følelser blussede op igen? Hun huskede, hvor højt Magnus engang havde elsket Line. Dengang var det ægte, overvældende kærlighed.
Magnus løj selvfølgelig. Han var nysgerrig efter at høre, hvordan Lines liv var gået. Og hvis han skulle være ærlig, var han glad for at se hende. Noget rørte sig indeni, da deres blikke mødtes. Nej, han elskede Mette og deres datter. Han ville aldrig gøre noget for at såre hende. Men han indså pludselig, at han så frem til næste arbejdsdag, bare for at se Line igen. Bare for at snakke, intet andet. Var der noget galt i det?
Da Magnus så, hvor bekymret Mette var, forsøgte han at berolige hende, inden han gik på arbejde:
“Jeg prøver at komme hjem tidligere i dag, jeg er næsten færdig. Kan du lave noget lækkert til aftensmad?”
“Selvfølgelig,” svarede hun med et presset smil.
“Jeg elsker dig.”
“Også dig,” svarede Mette, men stemmen knækkede.
Da døren lukkede efter Magnus, forsvandt smilet fra hendes ansigt. Han sagde aldrig “jeg elsker dig” før han gik. Var det et varsel? Eller måske et godt tegn? Det siges, at mænd begynder at vise omsorg, når skyldfølelsen nager. Den tanke gav Mette ingen ro.
Hun prøvede at distrahere sig selv ved at fokusere på datteren, der lige var vågnet. Men uroen ville ikke slippe.
På arbejdet mødte Magnus Line igen.
“Hej, du ser godt ud,” smilede hun, og hendes øjne lyste.
“Du også,” svarede han og mærkede, hvordan noget snørede sig sammen inden i ham.
“Skal vi spise frokost sammen? Så kan vi lige snakke lidt.”
“Hvorfor ikke…”
Magnus vidste, det var forkert. Han burde sætte grænser med det samme. Men på den anden side… Var der noget galt i en almindelig frokost med en kollega? De blev hængende på cafeen, talte om alt mellem himmel og jord, som om de syv år ikke havde eksisteret. Magnus fandt ud af, Line ikke var gift, aldrig havde fundet den rette.
“Ved du hvad, et par år efter bruddet fortryder jeg, at vi gik fra hinanden,” indrømmede hun. “Men du var allerede taget.”
“Det var dig, der droppede mig,” mindede Magnus hende om med en lille irritation.
“Hvad skal jeg sige, jeg var dum,” lo Line. “I dag ville jeg ikke have ladet dig slippe.”
En anspændt stilhed faldt over dem. Følelserne væltede ind. Magnus mærkede, det ikke bare var en almindelig samtale. Han havde ikke følt sådan i lang tid. Hans og Mettes kærlighed var sterk, men… hverdagsagtig. Siden datteren kom, var romantikken forsvundet, kun rutinemæssig omsorg var tilbage. Men nu følte han den samme, glemte gysen.
De vendte tilbage til arbejdsemner. Line bad ham hjælpe med en ny program i firmaet. Magnus sagde ja. De nåede det ikke om dagen, så han blev længere på arbejde. HanHan skrev til Mette, at han kom sent hjem, og skyldfølelsen prikkede ham, men lysten til at tilbringe mere tid med Line var stærkere.
