Jeg lukkede køleskabsdøren og tørrede hænderne af i et kludestykke.
“Sådan, nu virker det igen. Den burde fryse, men vi bør lige tjekke,” sagde jeg til kvinden. “Har du en tom plastikskål? Vi hælder vand i den og sætter den i fryseren. Jeg ringer i aften – hvis vandet er frosset, er alt i orden.”
Lige da ringede min telefon igen. Ét nyt job, tænkte jeg og tog den.
“Halløj, hvad kan jeg hjælpe med? Ja, det er Vestergaard Håndværk. Hvad skal repareres? Jo, det er mig, Magnus Vestergaard – hvis det er vigtigt. Undskyld, hvad sagde du? Far?” Jeg holdt næsten på at tabe telefonen.
Stemmen præsenterede sig som Vagn Vestergaard. Det gik op for mig – det var min far, som jeg ikke havde set eller hørt fra i over tyve år. Hjertet hamrede, og pludselig fløj uklare minder gennem mit hoved.
“Hvad… vil du?” Jeg tav et øjeblik, usikker på, hvordan jeg skulle tiltale ham. “Mødes og tale? Ja, selvom det kun har taget tyve år. Undskyld, jeg er på arbejde. Jeg ringer senere.” Jeg afbrød optalen og mumlede bittert for mig selv: “Typisk…”
Dukker op efter al den tid! Han må da mangle noget. Hvad? Sønnen er vokset, faren er blevet gammel – nu vil han bede om hjælp. Hvor gammel er han? Sidst i halvtredserne, mon ikke. Penge, selvfølgelig! Jeg fnøs og vendte mit fokus til arbejdet.
“Er vi enige så?” sagde jeg til kvinden. “Jeg ringer i aften, og du tjekker skålen. Hvis vandet er frosset, virker fryseren.”
Hun takkede, og jeg kørte videre til næste kunde. En ældre dame havde problemer med sin vaskemaskine – den lækkede. Hun var snakkesalig og insisterede på at servere the og småkager. Fejlen var simpel: gummipakningen ved døren sad løst. Jeg justerede den, og lækagen stoppede. En anden håndværker havde foreslået en latterlig pris, så hun havde takket nej. Jeg tog kun et symbolsk beløb – at udnytte pensionister var under min værdighed. Hun blev helt rørt og sagde, at der ikke var mange så gode mennesker tilbage. Jeg smilede forlegent, nippede til teen og lovede at komme forbi, hvis der var flere problemer.
Men mine tanker kredsede omkring farens opkald. Uklare minder dukkede op. Da mine forældre blev skilt, var jeg fem. Far drak dengang og mistede sit job. Mor græd, men troede på hans løfter. En dag, da hun var på arbejde, hentede han mig fra børnehaven. På vej hjem satte han sig på en bænk i parken, tog en øl op af lommen og begyndte at beklage sig over mor til lille mig – at hun ikke respekterede ham, at han prøvede, men livet var hårdt. Så faldt han i søvn, beruset. Jeg blev flov og prøvede at ruske i ham, men han vinkede bare afvisende. Forbipasserende stirrede, og da det føltes, som om han ikke gad mig, begyndte jeg at gå hjem alene. Jeg blev snart forvirret på de ukendte gader, indtil en nabo fandt mig.
Mor skældte ikke ud den dag. Hun sagde bare roligt til far:
“Gå. Du lod din søn gå alene. Hvad slags far er du?”
Han flyttede til en anden by. Nogle gange sendte han penge eller legetøj. Mor grinede:
“Vi klarer os fint uden ham, ikke sandt, Magnus?”
Da jeg blev ti, introducerede mor mig til onkel Henrik.
“Skatter, Henrik vil gerne blive min mand. Han vil tage sig af os. Skal vi købe en ny cykel?”
Henrik var en god mand. Han elskede mor, men blev aldrig rigtig min far. En del af hendes kærlighed tilhørte nu ham, og jeg følte mig tilovers.
Om aftenen tog jeg modstræbende telefonen frem, fandt farens nummer og ringede. Han tog øjeblikkeligt.
“Magnus, lad os mødes. Vi skal tale. Ved den gamle fontæne på Strøget i morgen klokken syv. Kan du?”
“Fint, det kan jeg,” knurrede jeg.
Mor havde engang nævnt, at Henrik gerne ville adoptere mig og give mig hans efternavn. Vi var jo en familie. Men jeg nægtede. For mig var det vigtigt at forblive Magnus Vestergaard – at bevare den usynlige forbindelse til min far. Mor ville glemme fortiden, men jeg ventede… på hvad? Jeg vidste det ikke selv. Til sidst indså jeg, at der ikke var noget at vente på.
Næste aften gik jeg mod Strøget, fast besluttet: hvis han bad om penge, ville jeg hjælpe, men derefter var det slut. Han havde sendt gaver – jeg betalte gælden tilbage, punktum. Mor havde Henrik, så det rakte hende ikke.
“Han skammer sig, derfor sender han pakker,” sagde hun, når de kom.
Ved fontænen så jeg en ældre mand. Han rejste sig og kom hen mod mig. *Bare ingen smøre om, hvor dejligt det er at mødes*, tænkte jeg. Og jeg håbede inderligt, han ikke drak længere.
“God aften, Magnus,” sagde manden og rakte hånden frem.
“God aften.” Jeg tog den og bemærkede, at hans greb var fast.
“Lad mig være helt ærlig,” begyndte han. “Jeg lovede din mor at hjælpe økonomisk, men ikke at blande mig, så længe du var barn. Hun hadede mig, og du var bange. Jeg flyttede væk. Først kunne jeg ikke finde arbejde og drag af desperation. En aften, efter endnu en brandert, endte jeg på hospitalet. Sygeplejersken, der plejede mig, blev min kone. Hun havde en datter, Mette, som jeg opdrog som min egen. Jeg begyndte at reparere biler og apparater – alt muligt. Byggede et firma op. Men du er ikke et barn mere. Jeg ville mødes, tale. Du er mit eneste blod. Jeg vil gerne spørge…”
Jeg ventede spændt. *Nu kommer pengene.* Men han lignede ingen drinker – pænt klædt, selvsikker. Hans øjne og ører var som mine. Selv måden, han stak hænderne i lommerne på, var genkendelig. Han kunne have været en rigtig far.
“Magnus, min kammerat og jeg har et reparationsfirma,” fortsatte han. “Jeg ser, du og jeg er skåret ud af samme træ. Jeg er flyttet tilbage til byen med familien. Vil åbne en filial derovre, men flytte hovedkontoret hertil. Jeg vil have dig som min partner – og en dag som ejer. Tænk over det. Jeg ved, jeg er en fremmed for dig. Men jeg vil give dig det, jeg ikke kunne før. En fars støtte.”
Jeg stod målløs. Dette var ikke, hvad jeg havde forventet. Han bad ikke om penge – han tilbød en fremtid. Inden for få dageOm et par år var vores firma et af de mest anerkendte i landet, og far og jeg stod side om side, ikke bare som forretningspartnere, men som fader og søn.
