“Kald mig ikke mor — det gør mig gammel!” Sådan afviste en kvinde sin datter og fremtidige barnebarn for en indbildt ungdom
Hun har været på randen i en måned. Såret, rasende, ensom. Trukket sig ind i sig selv efter sin elsker forlod hende. Og hun troede virkelig på “lykken”, på at denne gang ville det være ægte.
Jeg er 26, og hun hedder Lene, hun er 44. Biologisk set er hun min mor. Men i virkeligheden er vi fremmede. Hun giftede sig med min far som 19-årig. Et år senere kom jeg – et uønsket barn, som hun senere gentagne gange mindede mig om. De skiltes kort efter min fødsel, og siden har hun kun kaldt ham “dovenlars” og “taber”.
Ironien? Den “taber” har levet med sin anden kone i over tyve år. Han har sin egen virksomhed, et stort sommerhus uden for København, to lejligheder og endda et hus i Sønderjylland. Det var ham, der gav mig en bolig som bryllupsgave, hvor min mand og jeg nu bor.
Jeg blev opfostret af min bedstemor – min fars mor. Senere tog min far mig med til sit nye liv. Og ved du hvad? Jeg følte mig aldrig som en fremmed der. Min stedmor er en guldrandet person, for mig blev hun en rigtig mor. Men Lene har jeg altid kaldt ved hendes fornavn. Og ikke uden grund.
Jeg var ni, da Lene tog mig med til Aarhus – “for at hygge, som mor og datter”. Jeg sagde bare: “Mor, må vi gå på stranden?” Og svaret lød, så hele hotellet kunne høre det:
“Kald mig aldrig mor! Det gør mig gammel! Sig Lene, forstår du?”
Jeg forstod. Og siden har jeg ikke rejst med hende. Hendes interesse var mænd, skønhedsklinikker, fester. Jeg blev hos bedstemor. Senere hos min far og hans nye familie. Og tak for det.
Lene har haft fem ægtemænd gennem årene. Imellem dem – utallige elskere, festtur, falske smil og pålimede vipper. Hun arbejdede på en eksklusiv klinik i Hellerup. Fyldte sig selv med alt muligt. Botox, filler, trådløft, læber – hendes ansigt kunne ikke længere udtrykke følelser, men hun troede stadig: “Jeg er stadig ung, jeg kan nå det!”
Hendes sidste “prins” var to år yngre end mig. En fyr ved navn Mikkel. Smal, med tatoveringer, arbejdede som bartender i en shishabar.
“Datter, mød Mikkel. Vi skal giftes. Det er seriøst,” sagde hun og strålede som en skolepige før studentergildet.
Jeg stivnede. Så sagde jeg stille:
“Lene… jeg er gravid. Du skal snart være bedstemor.”
Mikkel blev helt oppe at køre, hældte champagne og råbte “hurra!”, men min mor blev hvid som et lagen. Hun rejste sig tavst, greb sin taske og smækkede døren på vej ud i den blå luft.
En uge gik. Så dukkede hun pludselig op – grædende, med et forskruet ansigt:
“Det er din skyld! Han forlod mig! Du ødelagde alting med dit ‘bedstemor’! Jeg vil ikke blive gammel! Jeg er kun 37! Jeg vil leve, og du trækker mig i graven med dine børn!”
Jeg troppede mine ører. Kvinden, der fødte mig, kaldte min graviditet for en forbrydelse. Og så kom den sidste sætning, der brændte de sidste bånd væk:
“Jeg har ikke haft en datter. Og jeg får hverken børnebørn eller oldebørn. Glem, at jeg eksisterer.”
Og så gik hun.
Vi tog hen til den virkelige familie – til bedstemor og bedstefar. De omfavnede os, græd af glæde. Allerede diskuterede vi, hvad barnet skulle hedde, hvem skulle gå med barnevognen, hvem skulle strikke småsokker. De er min støtte, min tryghed, min virkelighed.
Og Lene? Lad hende jage den evige ungdom. Men en dag vågner hun op i stilhed – i en tom lejlighed, i en fremmed krop, stirrende på et spejl, hvor der ikke længere er noget at se. Og måske forstår hun så, hvem hun virkelig har mistet.
