Jens kom hjem fra arbejde, da telefonen ringede. Han kastede et hurtigt blik på skærmen – det var hans mor, Birthe.
»Skatter, hvor er du?« Hendes stemme lød så glad, at han blev mistænksom.
»Jeg er på vej hjem, mor. Er der noget galt?«
»Kom nu. Vi venter på dig,« svarede hun muntert.
»Vi? Hvem er ’vi’?« spurgte han forvirret.
»Kom bare – du skal nok se.«
»Jeg er der om lidt,« sagde han kort og afsluttede opkaldet.
Tyve minutter senere gik han ind sin mors lejlighed og åbnede døren til stuen – og stivnede. På sofaen sad hans mor… med hans datter Freja på skødet.
»Mette, jeg mødte mor i dag,« begyndte han senere om aftenen, da han nærmede sig sin kone.
»Og?«
»Hun spurgte, om hun måtte komme til Freyas fødselsdag…«
»Nej,« afbrød Mette ham skarpt uden at vende sig om.
»Hør nu, måske er det tid til at tilgive hende? Der er gået to år…«
»For dig – måske. For mig er der kun gået to år, og jeg husker hver en dag! Det, hun gjorde, glemmer jeg aldrig.«
»Mette, hun savner sin barnebarn. Hun har undskyldt… Vi lever kun én gang. Lad hende komme.«
»Nej!« Hendes øjne lynede. »Jeg vil ikke se hende!«
»Men jeg vil! Det er min mor! Og hvis vi skal være helt ærlige, var I begge to dumme dengang. Hvorfor var det kun hende, der måtte lide for det?«
»Så det er min skyld? Fint. Lad hende komme. Så tager Freja og jeg væk. I kan fejre det sammen!«
»Mette, vover du ikke!« han knugede hænderne.
»Jo, det gør jeg!« råbte hun og forlod rummet.
Engang var Mette den, alle misundte. En flot, velhavende mand, en lejlighed lige efter brylluppet. Og svigermoren… hun syntes at være en engel. Mette fortalte på arbejdet:
»I kan ikke forestille jer, Grethe insisterede på, at Kristian skulle købe en pels til mig. ’Du fryser jo ved busstoppestedet!’ Sådan noget omsorg!«
»Hun kommer altid med mad i store poser. Kigger selv, hvad vi mangler, og bestiller det!«
»Til min fødselsdag – den nyeste telefon! ’Det var på tide, du fik noget nyt,’ sagde hun. En drøm af en svigermor!«
Da Mette blev gravid, blev Grethe nærmest en gudinde. Hun bookede tid hos de bedste læger, bragte de fineste frugter, varme tøjer, vitaminer.
Men da Freja blev født, ændrede alt sig.
Svigermoren kom hver dag. Badede, fodrede, kontrollerede.
»Du har for lidt mælk. Fordi du ikke gør dig umage!«
»Jeg gør mit bedste!« svarede Mette næsten grædende.
»Nåh ja! Du er så doven. Du sover jo det meste af tiden!«
Jens bad sin mor komme sjældnere. Hun blev fornærmet. Så begyndte de utallige opkald:
»Hvordan har Freja det? Hvad har hun spist? Hvordan sov hun?«
»Glem ikke at lufte ud. Men pas på, hun ikke bliver forkølet!«
»Hvordan lavede du grøden? Er der nogen klumper?«
Mette begyndte at hade denne omsorg. Ingen lyttede til hende, ingen respekterede hende. De så hende kun som en servicemedarbejder for barnet.
En dag, efter endnu en forelæsning om hvidkål, knækkede Mette:
»Lad mig være i fred!«
»Jeg har slet ikke tænkt mig at gå!« svarede Grethe skarpt. »Jeg er ligeglad med dig. Det er Freja, der betyder noget! Og jeg vil kontrollere dig, om du vil det eller ej!«
En time senere gik Mette en tur med datteren. Da hun gik forbi apoteket, huskede hun, at hun skulle have brintoverilte. Hun stillede barnevognen ved indgangen, løb ind et øjeblik… og da hun kom ud, var vognen væk.
Verden styrtede sammen.
Skrig, tårer, forsamling, politi… Jens ankom en halv time senere.
Og så ringede hans mor:
»Skatter, hvor er du?«
»Mor?« Han kunne knap trække vejret.
»Jeg har fundet Freja. Hun stod helt alene! Hvordan kan du overhovedet betro barnet til Mette?!«
»Jeg er på vej!« sagde han kort.
»Dove, græd nu ikke. Alt er godt. Freja er hos mor.«
»Hos din mor?!« Mette blev hvid som et lagen. »Hun… var det hende?«
»Ja.«
De kørte hen. Skænderiet var forfærdeligt. Grethe forsøgte at retfærdiggøre sig:
»Jeg ville lære hende en lektie. Så hun vidste, hvordan man ikke skal behandle et barn!«
»En lektie?!« Jens var rasende. »Hvad hvis vi havde ringet til politiet? Forstår du overhovedet, hvad du har gjort?!«
»Det er ligegyldigt! Jeg ville det bedste!«
»Og som sædvanlig blev det det værste.«
Mette stod med et iskoldt ansigt:
»Jeg tilgiver ikke. Ring ikke. Kom ikke i nærheden af os. For Freja findes der ingen bedstemor.«
Sådan lever de nu. Grethe kommer ikke mere. Hun kan ikke ringe – nummeret er blokeret. Mette går den anden vej, hvis hun ser hende på gaden.
Og Freja bliver snart tre. For hende er bedstemor en fremmed.
*Man kan altid sige undskyld, men nogle handlinger efterlader en arv, der aldrig heler.*
