»Er du mig utro?« – og så gik det hele galt.
Mette kom hjem sent om aftenen. Hun tog frakken af, hentede en kage frem fra sin taske, som hun havde taget med fra arbejdet, og gik tavst ud i køkkenet. Uden et ord, men inden i hende kogte det. De sidste måneder havde hendes liv føltes som om det faldt fra hinanden. Men Mette holdt ud. Hun lavede aftensmad, tændte komfuret, skar salat og dækkede bord. Lige præcis klokken otte, som altid, kom hendes mand hjem.
Anders tog stilfærdigt jakken af, gik ind i køkkenet og satte sig ved bordet. I et par sekunder stirrede han bare på sin kone, før han med en mørk mine spurgte:
»Du er vel ikke mig utro, vel?«
Mette stivnede med en tallerken i hånden. Der var dødsstille i et par sekunder. Kun de billige vægure tikked.
»Hvor får du det fra?« spurgte hun koldt uden at røre sig.
»Bare… Du ser så underlig ud. Du sminker dig oftere. Klæder dig mere farverigt. Kommer senere hjem fra jobbet. Som om du er forelsket igen.«
Hun satte tavst tallerkenen foran ham.
»Er det her seriøst?« sagde Mette. »Jeg arbejder to jobs bare for at holde hovedet over vandet med realkreditlånet. Du har ikke bidraget med en krone siden marts. Jeg anklager dig ikke. Men måske kunne du støtte mig i stedet for at lave en jaloux scene, bare fordi jeg har fået en ny frisure!«
Anders rejste sig brat og forlod køkkenet uden at spise, smækkende med døren til soveværelset.
Engang havde Mette troet, hendes ægteskab var en lykketræf. Anders var munter, pålidelig, drak ikke og løb ikke efter andre. Efter brylluppet lejede de en lejlighed, så kom sønnen Emil, og to år senere købte de et hus. De arbejdede begge, men Anders byggede en karriere, mens hun tog sig mest af hjemmet og barnet.
Men alt faldt fra hinanden på ét år. Anders mistede sit job, lå hele dagen med sin laptop og brokkede sig. Mette holdt det hele i gang alene. En kollega foreslog hende at finde et ekstra job: at passe en ensom pensionist – bare handle ind, hente medicin og snakke.
Så mødte Mette Margrethe Nielsen – en sær, men klog og ensom dame, som betalte hende bare for at være der. For første gang i årevis følte Mette, at nogen havde brug for hende, ikke som husmor eller mor, men bare som en ven. Over en kop te delte den ældre dame historier fra fortiden, grinede, filosoferede og sagde altid:
»Du fortjener mere. Stop med at leve i skyggen. Rejs dig og gå. Gør dig selv smuk. Elsk dig selv.«
Mette begyndte at forandre sig. Hun klippede håret, købte et par få, men feminine kjoler. Gik med hovedet højt. Anders lagde mærke til det – og blev bange. Ikke for at miste hende, men for sin magt over hende.
En dag fandt han hendes laptop. Der var kun vagtplaner, billeder af Emil og opskrifter. Men det var nok til en skandale.
»Arbejder du som rengøringsdame for hende? For penge? Har jeg ikke givet dig nok gennem årene?«
»Du har givet mig en søn. Nu forsørger jeg jer begge. Jeg skammer mig ikke over mit ekstra job. Jeg skammer mig over at leve med en mand, der bebrejder mig for det,« sagde hun og gik.
En måned senere skiltes de. Anders flyttede ind hos en barndomsveninde. Og Mette… For første gang i sit liv følte hun frihed. I den frihed var der ingen frygt. Kun stilhed – og en overbevisning om, at alt nu ville blive anderledes. Nu – for sig selv.
