**Dagbogsnotat – Jeg vil ikke længere leve et andet menneskes liv**
Signe kom sent hjem. Skumringen havde allerede lagt sig over byen. Hun stod i døren med sin taske i hånden og sagde med en uventet fasthed:
»Jeg søger om skilsmisse. Du kan beholde lejligheden – bare betal min andel. Jeg har ikke brug for den. Jeg tager væk.«
Henrik, hendes mand, satte sig forbløffet i lænestolen.
»Hvor i alverden skal du hen?« spurgte han og blinkede forvirret.
»Det rager ikke dig længere,« svarede Signe roligt, mens hun trak en kuffert frem fra skabet. »Jeg bor hos en veninde i sommerhuset et stykke tid. Så må vi se.«
Han forstod det ikke. Men hun havde allerede taget beslutningen.
Tre dage tidligere havde lægen stirret på hendes prøvesvar og sagt stille:
»Prognosen er ikke god. Højst otte måneder… Måske et år med behandling.«
Hun gik ud fra kontoret, som om alting var blevet tømt. Byen larmede, solen skinnede. I hendes hoved hamrede det: »Otte måneder… jeg når ikke engang at fejre jubilæum…«
På en bænk i parken satte en gammel mand sig ned ved siden af hende. Han sad stille og nød efterårslyset, indtil han pludselig sagde:
»Jeg vil gerne have, at min sidste dag er varm. Jeg forventer ikke meget, men en smuk solskin er en gave. Synes du ikke?«
»Det ville jeg nok, hvis jeg vidste, det var mit sidste år,« mumlede hun.
»Så udskul heller ikke dig selv længere. Jeg havde så mange ’en anden gang’, at de kunne fylde et liv. Men det skete aldrig.«
Signe lyttede og forstod – hele hendes liv havde handlet om andre. Et job, hun ikke brød sig om, men beholdt for stabilitetens skyld. En mand, der for længst var blevet en fremmed – utroskab, kølighed, ligegyldighed. En datter, der kun ringede, når hun skulle bede om penge eller hjælp. Og sig selv? Ingenting. Ikke et par sko, ikke ferie, ikke engang en kop kaffe alene på en café.
Hun sparede op til »en anden gang«. Og nu – kunne »anden gang« måske aldrig komme. Pludselig gik det op for hende. Hun kom hjem og sagde for første gang »nej« – til alle og alt.
Næste dag ansøgte hun om orlov, tog sine opsparede penge og tog af sted. Hendes mand forsøgte at forstå, datteren ringede med bønner – men hun svarede alle roligt og bestemt: »Nej.«
I vennens sommerhus var der stille. Hun sad indhyllet i et tæppe og tænkte: Skal det virkelig ende sådan? Hun havde ikke levet. Hun havde eksisteret. For andre. Nu – for sig selv.
En uge senere fløj Signe til Middelhavet. Der, på en café ved stranden, mødte hun Mads. Forfatter. Kandid, rar. De talte om bøger, mennesker, meningen med livet. For første gang i årevis grinede hun ægte, uden at tænke på, hvad andre ville sige.
»Lad os blive her?« foreslog han en dag. »Jeg kan skrive overalt. Og du kan være min muse. Jeg elsker dig, Signe.«
Hun nikkede. Hvorfor ikke? Der var så lidt tid tilbage. Lad der være glæde – selv om den kun var flygtig.
To måneder gik. Hun havde det fantastisk. Lo, gik lange ture, lavede morgenkaffe, fandt på historier til naboerne på caféen. Datteren brokkede sig først, men gav op. Henrik betalte sin del. Alt blev stille.
Så ringede telefonen en morgen.
»Signe Kristensen?« Lægens stemme lød anspændt. »Undskyld, men der er sket en fejl… det var ikke dine prøvesvar. Du er helt rask. Det er bare overtræthed.«
Hun tav et øjeblik, før hun begyndte at grine – højt og rigtigt.
»Tak, doktor. Du har lige givet mig livet tilbage.«
Hun så på Mads, der stadig sov, og gik ud for at lave kaffe. For hun havde ikke otte måneder – hun havde hele sit liv foran sig.
