Før brylluppet bar han mig i sine arme, men efterfølgende – som om hans kærlighed forsvandt.
Da jeg først mødte Mikkel, føltes det som at vinde i lotto. Han var præcis den type mand, man læser om i romantiske romaner – opmærksom, øm, omsorgsfuld. Han tog ikke bare interesse i mig, han levede for mig. Hver dag flere opkald: *”Hvordan har du det?”*, *”Har du tøj varmt nok på?”*, *”Har du spist i dag?”*. Hvis himlen pludselig mørknede og regnen begyndte at falde, stod han allerede ved indgangen med en paraply. Hver morgen lå der en buket blomster på mit skrivebord – tulipaner, roser eller margueritter. Mine kolleger var misundelige, og jeg kunne knap tro min egen lykke.
Han omhyllede mig med varme. Vi gik lange aftenture hånd i hånd, snakkede om ingenting som to børn. Og så friede han – klassisk, med ring, på knæ, i det café, hvor vi havde vores første date. Han tog endda med til mine forældre i Aarhus – så seriøs var han. Jeg følte mig som om jeg fløj, som om jeg ikke levede, men så en film, hvor jeg var hovedpersonen.
Men eventyret sluttede lige efter vielsen.
Først skete det næsten umærkeligt. De små morgenbeskeder forsvandt, hans *”Hvordan går det, skat?”*-opkald stoppede. Blomsterne forduftede, som om de aldrig havde eksisteret. Hans kys blev formelle, som om han udførte en pligt snarere end at vise følelser. Før kunne han ikke tage øjnene fra mig, nu lod det til, at han knap bemærkede mig.
Og derhjemme… Der lukkede han sig fuldstændig af. Hvor han før greb værktøjet og tilbød sin hjælp, var det nu bare et suk: *”Hvis det skal være perfekt, må du ringe til en håndværker.”* Eller: *”Det var dig, der ville have det – så må du selv klare det.”* Han vaskede ikke op, fejede ikke gulvet, og et søm i væggen blev en hel tragedie. Selvom han før brylluppet pralede med, at han kunne bygge et hus med sine bare hænder.
Jeg forstår det ikke. For jeg har ikke ændret mig. Jeg er den samme – slank, velplejet, smuk. Mænd på gaden kigger stadig efter mig. Men ham? Det er som om, jeg ikke længere interesserer ham. Som om jeg er blevet hverdagslig… unødvendig.
Min mor siger: *”Sådan er det for alle. Vielsen handler ikke om romantik. Det vigtige er, at han arbejder, tjener penge. Han drikker ikke, han er ikke utro. Vær glad for det, du har.”* Men sådan kan jeg ikke leve. Jeg vil ikke nøjes med en mand, der bare eksisterer ved min side. Jeg vil føle mig elsket. Ikke bare som en praktisk løsning.
I går aftes forsøgte jeg at fange hans blik. Han lagde ikke mærke til det. Han sad med sin telefon, scrollede, smilede til skærmen. Og lige der vendte hele min verden sig: Er der en anden? Er det måske derfor? Hans koldhed, hans ligegyldighed, hans afstand. Har han været utro?
Jeg vil ikke tro det. Men hvad nu, hvis jeg har ret?
Hvordan taler jeg med ham? Hvordan får jeg sandheden frem? For jeg elsker ham. Trods alt – jeg elsker ham. Jeg vil ikke give ham væk. Men at tilgive et svigt, hvis det er sket? Det tvivler jeg på, jeg kan. Piger, der har prøvet noget lignende – hvad gør man, når ens mand før og efter brylluppet er to helt forskellige mennesker? Hvordan undslipper man følelsen af at være bare et møbel i hans liv? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre… men jeg kan ikke tie længere.
