Den uventede gæst
I den lille landsby Solbakken duftede der af friskt brød, som Maren Jensen havde bagt i den gamle ovn. Pludselig bankede det på døren, og den hyggelige stilhed i køkkenet forsvandt som røg. Maren tørrede hænderne på sit forklæde og skyndte sig at åbne.
“Mor, mød nu Freja, min forlovede,” stod hendes søn Anders i døren med et stort smil.
Maren så på pigen og blev stående som lammet. Freja var høj, næsten to meter, i en kort nederdel, høje hæle, kraftig makeup og en kæmpestor taske i hånden.
“Goddag,” fik Maren presset frem og forsøgte at skjule chokket. “Erik, kom her!” råbte hun til sin mand. “Anders har taget sin kommende kone med hjem, kom og hils!”
Erik kom slæbende i sine sutsko og en slidt t-shirt. Da han så Freja, stod han med åben mund som om han havde set et spøgelse.
“Goddag,” mumlede han og forsvandt hurtigt tilbage på værelset for at skifte tøj.
Maren fulgte ham med et bebrejdende blik. Da sønnen for to dage siden havde sagt, han ikke kom alene, havde hun glædet sig. Anders var over tredive – det var på tide med familie. Hun havde forestillet sig en jævn pige, måske med fletning og en simpel kjole. Men Freja? Det havde hun ikke set komme. De høje hæle, de farvestrålende negle, tasken med fjer, der stak ud. Det var en udfordring til alt, hvad Maren fandt normalt.
“Kom indenfor, Freja,” sagde hun og forsøgte at bevare roen. “Erik, tag lige tasken, hvad venter du på?”
Erik, nu i en ren skjorte, tog Frejas bagage og viste gæsterne indenfor. Maren greb Anders i armen og hviskede:
“Anders, hvem har du dog fundet? Hvad er det for en optræden?”
“Mor, nu må du ikke begynde,” grinede Anders. “Hun er kun sådan udenpå. Indeni er hun rent guld, vent bare og se.”
Maren fnøs skeptisk og korsede sig hurtigt.
“Åh, gud hjælpe os, det her bliver en omgang.”
I huset blev der travlt. Mændene hviskede ved bordet, mens Freja slog sig til ro i Maren og Eriks soveværelse og pakkede sine ting ud. Maren stirrede forbløffet på, hvordan der kom hatte med fjer, badebukser og glinsende stykker stof op af tasken.
“Hvad er det?” spurgte hun og pegede på noget, der lignede en tråd.
“Det er undertøj,” svarede Freja muntert. “Vil du have det? Jeg har mere.”
“Nej tak,” gryntede Maren og mærkede, hvordan blodet steg til hovedet. “Hvorfor pakker du egentlig ud i vores værelse?”
“Anders har ikke plads, og onkel Erik sagde, det var okay,” smilede Freja.
“Onkel Erik, hva?” sagde Maren og sendte sin mand et skarpt blik. “Nå, nå.”
Hun trak Erik med sig ud i gården.
“Er du blevet tosset? Giver du vores værelse væk? Så kan du sove på sofaen, din gæstfrihed!” hvæsede hun.
Lige da lød der en mølken fra laden.
“Åh nej, jeg har glemt at malke Klara!” udbrød Maren og skyndte sig hen til stalden.
Freja hørte det og fulgte efter.
“Må jeg prøve?” spurgte hun forsigtigt. “Jeg har aldrig malket en ko før.”
Maren målde hende fra top til tå.
“I de der?” spurgte hun sarkastisk og nikkede mod Frejas høje hæle.
“Jeg skifter lige!” Freja forsvandt indenfor og kom tilbage i shorts og t-shirt.
Maren sukkede.
“Okay, kom så. Men tag et tørklæde på.”
“Kan jeg ikke tage en hat i stedet?” pep Freja. “Jeg har en flot en med blomster.”
“Tørklæde!” afbrød Maren. “Lige fandt du på det.”
I laden gav hun Freja en spand.
“Du malker sådan her. Jeg går ind og laver morgenmad.”
Der gik en halv time uden Freja kom tilbage. Maren satte bordet og gik mutrende til stalden. Da hun så situationen, kunne hun ikke lade være med at grine. Freja, med tørklædet på vrangen, gik rundt om koen, kigende under og over mens hun mumlede for sig selv.
“Jeg har kigget overalt!” forklarede hun, da Maren havde grint færdig og viste hende, hvordan man malkede ordentligt.
Efter morgenmaden besluttede Freja sig for at sole sig. Hun bredte et tæppe ud, tog badebukser på og lagde sig i gården. Erik, som ellers havde undgået arbejde hele ugen, greb pludselig leen og begyndte at slå græsset ved hegnet, mens han så hen mod gæsten.
“Freja, vil du hjælpe med at plukke hindbær?” foreslog Maren sødt. “Så laver vi syltetøj og saft.”
“Selvfølgelig, tante Maren!” sagde Freja glad.
Hun begyndte med sådan en iver, at Maren blev overrasket. Men så kaldte naboheden, og de snakkede i en hel time. Maren brokkede sig over, hun havde drømt om en anden svigerdatter, mens naboheden rådede hende til ikke at dømme for hurtigt.
Da Maren kom tilbage til haven, var Freja forsvundet.
“Freja, hvor er du?” råbte hun.
“Her!” lød det fra nældebuskene.
Freja kom frem, fuld af burrer, med håret i uorden.
“Hvad lavede du derinde?” udbrød Maren. “Det er anden mands jord, det hus er forladt!”
“Men bærerne er større derinde,” sagde Freja stolt og viste sin fyldte skål.
“Åh, min gutter,” sukkede Maren. “Kom, lad mig få burrerne ud af håret.”
På trappen, med en kam i hånden, fiksede Maren Frejas hår og spurgte ud om hendes liv. Freja fortalte åbent:
“Jeg voksede op hos min bedstemor. Mine forældre var altid på rejse, og så døde de. Efter skolen arbejdede jeg som tjener eller vaskede op. Så blev jeg tilbudt en plads i et modelbureau, men det var ikke mig. Da jeg mødte Anders, tilbød han mig arbejde på hans kontor – at servere kaffe. Der er hyggeligt, alle er søde.”
Maren lyttede, og hendes hårdt bankede. Bag det skrigende ydre var der en pige, der havde set sin del af udfordringer.
Om aftenen samledes alle på verandaen til te. Freja så på Maren og sagde blødt:
“Tante Maren, vil du lære mig alt, hvad du kan? Det er så hyggeligt her, så roligt…”
Maren blinkede til sønnen.
“Og vil du så ikke giftes med min Anders?”
Freja rødmede.
“Han har ikke spurgt endnu,” mumlede hun.
Anders brød ud i latter.Maren smilede og sagde: “Nå, men det gør han nok snart, hvis han skal have mine bedste hindbærsyltetøjsopskrifter.”
