Det er ikke dit barn!
Ida og Mikkel forlod fødegangen, strålende af glæde. Mikkel holdt omhyggeligt på en lille lyserød indpakning – hans nyfødte søn, så længe ventet og elsket, sov fredfyldt indhyllet i et blødt tæppe. Slægtninge, venner og jordemoderen råbte af fryd, ønskede tillykke og overrakte blomster. Alt var, som Ida altid havde drømt.
“Tak, min elskede,” hviskede Mikkel, “for vores søn.”
Men Ida blev pludselig bleg.
“Se, din mor kommer…”
Hen imod dem gik Gerda Nielsen – Mikkels mor. Streng, rank, ubøjelig. Havde hun taget fri fra arbejde? Næppe uden grund.
“Mikkel! Gør det ikke!” udbrød hun skarpt, i stedet for en hilsen.
“Hvad?” spurgte han forvirret.
“Tag ikke det barn med hjem. Det er ikke din søn!”
Der blev stille. Ida krøb sammen, som om hun havde fået et slag.
“Mor, ved du overhovedet, hvad du siger?” Mikkel stirrede på hende uden at genkende hende.
Det hele begyndte tre måneder tidligere, da Mikkel første gang tilstod det: Han var forelsket. I en kvinde ældre end ham selv, med et barn. Og… gravid med en anden mands barn.
Gerda var rædselsslagen. Hun prøvede at holde sig ude af det, at blande sig. Hun håbede, det bare var en fase. Men så annoncerede Mikkel, at han ville gifte sig med hende. Mere end det – han ville adoptere hendes ældste søn og det barn, hun nu ventede.
“Er du blevet vanvittig?” kunne Gerda ikke lade være med at spørge dengåd.
“Mor, det er mit valg. Jeg elsker hende. Og jeg elsker de børn. Jeg vil være deres far.”
“Men du er ung! Du kan stifte familie med en kvinde uden en sådan bagage! Få dine egne børn!”
“De *bliver* mine,” svarede Mikkel fast.
Hun prøvede at tale med Ida. Inviterede hende på café. Roligt, uden skænderier.
“Forstå mig ret, du er mor, jeg er mor. Jeg har ikke noget imod dig som kvinde. Men tænk – er det retfærdigt? Du føder et barn af en anden, og min søn skal opfostre det?”
Ida smilede bare koldt.
“Vil du have, at jeg skal forsvinde? Spild ikke din tid. Jeg elsker Mikkel. Og han elsker mig. Vi er sammen. Om du vil det eller ej.”
Fra den dag hilste Ida ikke mere. Mikkel undgik samtaler. Telefonerne tav.
Gerda led. Græd om natten. Talte med sin eksmand – han viftede det væk. Selv hendes søster, som hun klagede til, sagde: “Det vigtigste er, at han er lykkelig.”
Men Gerda vidste det: Han forstår ikke, hvad han roder sig ud i. Han er blind. Og kun hun, hans mor, kendde hans karakter nok til at se, hvordan han blev manipuleret.
Gennem sin nevø fandt hun ud af udskrivningsdatoen. Og besluttede sig – hun ville være der. Prøve en sidste gang at stoppe ham. Vinde ham tilbage.
“Min dreng, jeg beder dig…” sagde hun med skælvende stemme, midt foran alle gæsterne. “Det barn er ikke dit. Begå ikke den fejl. Mens der stadig er tid.”
Ida holdt barnet tæt ind til sig, som for at beskytte det.
“Mor, gå nu,” sagde Mikkel lavt, men iskoldt. “Det er min søn. Og jeg tager ham med hjem. Og ingen af dine ord kan ændre på det.”
“Ida,” henvendte Gerda sig til hende, “du er en voksen kvinde, du har to børn. Kan du ikke forstå, hvor ondt det gør mig? At se min søn blive forvandlet til en bekvem sponsor?”
“Hold op,” svarede Ida skarpt. “Jeg har født et barn af en mand, der forlod mig. Mikkel valgte at blive – det er hans beslutning. Og du har ingen ret til at blande dig.”
“Jeg har ret til at være mor!” råbte Gerda. “Og du… du har blot udnyttet hans godhed!”
“Og du er bare en bitter kvinde, som ingen lytter til. Måske er der en grund til, at din mand forlod dig.”
Ordene var som et slag.
Gæsterne tav. Nogle vendte sig væk. Andre prøvede at aflede opmærksomheden. Mikkel tog barnet og gik med Ida til bilen. Dørene smækkede. Motoren startede.
Gerda blev stående midt på pladsen – alene. Omgivet af andres glæde, andres børn, andres sandhed.
Hendes søn var ikke længere hendes. Og hun forstod det. For sent.
