Jeg hjalp altid med at opdrage børnebørnene, men nu har mine børn ikke brug for mig længere: De ringer kun ved højtider.
Jeg troede altid, at jeg ville hjælpe mine børn, så længe jeg kunne, og at de så ville støtte mig i mine ældre dage. Men hvor gør det ondt at indse, at jeg tog fejl. Da mine børnebørn var små, hørte jeg: “Mor, vi har sådan brug for dig!” Nu er de voksne, og jeg er blevet overflødig. Jeg kan ikke engang vente på et opkald fra dem – kun kolde stilhed og tomhed.
Jeg har to voksne børn – datteren Signe og sønnen Mads. Deres far og jeg gik fra hinanden, da de gik i skole. Han fandt en anden kvinde, hun blev gravid, og han forlod os. I starten så han stadig Signe, men da Mads fandt ud af sandheden, ville han ikke tale med ham. Senere flyttede faren til en anden by med sin nye familie, og kontakten stoppede. Underhold kunne jeg glemme alt om. Vi blev tilbage i en lille lejlighed i Brøndby, og jeg trækkede læsset alene.
Mine forældre og bror hjalp, når de kunne, men det var hårdt alligevel. Mads var femten, Signe tolv, da vi blev skilt. Jeg gennemlevede deres teenageår alene, ofte grædende om natten. Men børnene blev voksne, klogere, kom på universitetet og startede egne familier. Signe blev den første, der giftede sig, og to år senere fulgte Mads. De boede aldrig hos mig – de flyttede straks ud for at bygge deres eget liv.
Jeg gjorde alt for at støtte dem. Især havde de brug for min hjælp, da børnebørnene kom til verden. Jeg var som en anden mor for dem: jeg passede børnene mens Signe var på barsel, hentede dem fra børnehaven, lavede mad, hjalp med lektier. Jeg støttede også min svigerdatter, når hendes egen mor ikke kunne. Hvis mine børn ville noget, lod de børnene blive hos mig. Jeg sagde aldrig nej, selv når jeg ikke havde det godt. Jeg forstod: de er unge, de har brug for at slappe af. Jeg var også ung mor engang, men der var ingen, der hjalp mig.
De ringede ofte, kom på besøg med børnebørnene, og jeg besøgte dem. Sådan var det, indtil børnebørnene blev ældre, og jeg ikke længere var nødvendig. Nu går de selv i skole, har deres egne interesser, deres eget liv. Tiden fløj for hurtigt, og jeg blev pludselig overset. Jeg kunne ikke hjælpe økonomisk – min pension var knap nok til at overleve for. Børnebørnene gad ikke bruge tid med mig længere; de foretrak venner og skærme. Mine børn holdt op med at ringe og komme forbi.
I starten besøgte de mig stadig, ringede, men sjældnere og sjældnere. Jeg måtte selv ringe til dem for at høre, hvordan det gik. Nu ringer de kun ved højtider med en kort hilsen. De kommer én gang om året, og så kun kortvarigt. Jeg bliver ikke yngre, det er svært at holde orden alene. Jeg har brug for hjælp, men jeg skammer mig over at spørge. Sidste år sprang et rør hos mig. Jeg ringede til Mads og bad ham komme, men han afviste mig: “Ring til en VVS’er, jeg har ikke tid.” Signe sagde det samme: hendes mand var for optaget.
Min nabo, en ung fyr, hjalp mig – selvom jeg ved et uheld havde oversvømmet hans lejlighed. Han kom over, lukkede for vandet, og hans kone hjalp med at tørre op. Så kørte han selv i byen efter reservedeler og fiksede røret. Jeg prøvede at give dem penge – det var jo min fejl – men de ville ikke tage imod dem. De sagde, de altid ville hjælpe, hvis der var brug for det. Men mine egne børn ringede ikke engang for at høre, om problemet var løst. Jeg besluttede at holde op med at ringe til dem. Jeg vil ikke være til besvær. Sidst de ringede var til nytår – en kort hilsen og så farvel. De inviterede mig ikke engang hjem til dem.
Jeg har to børn og to børnebørn, men jeg er helt alene. Vi blev lært, at det vigtigste var at ofre sig for sine børn. Men nu tvivler jeg. Måske skulle jeg have levet for mig selv? Så ville alderdommen ikke føles så bitter. Jeg gav dem alt, og til gengæld fik jeg stilhed. Og den stilhed river mit hjerte i stykker.
