**Dagbogsnotat:**
Min datter Signe er en virkelig orkan. Min mand og jeg opvoksede hende i fred og ro, i vores hus i forstaden til Aarhus var der aldrig råb eller skænderier. Men Signe arvede min mors temperament – eksplosivt, højlydt, stædigt. Bedstemor fik altid sin vilje, kunne blive stødt af ingenting og hørte ikke på nogen. Signe, selvom hun aldrig kendte hende, spejler hendes væremåde på en prik. Og det knuste mit hjerte.
Signe tåler ikke kritik. Råd faldt for døve ører, eller hun tog dem som et angreb. Min mand og jeg prøvede i årevis at guide hende, men det var som at banke hovedet mod en mur. Allerede i børnehaven lærte hun at manipulere for at få sin vilje, med et engleblidt smil. Hun hørte kun det, hun ville, ikke det, hun burde. Enhver bemærkning sårede hende og endte i tårer og hysteriske udbrud. Ungdomstiden var et mareridt. Jeg var bange for, at hun ville falde i med det forkerte selskab, begynde at ryge eller, Gud forbyde det, blive gravid. Det skete ikke, men hun trættede os til bunds.
Da Signe blev student, erklærede hun, at hun var voksen og ville flytte hjemmefra. Hun pakkede en taske og lejede en lejlighed i København med en veninde. Studieplanerne blev droppet – penge var vigtigere. To år så vi hende næsten ikke. Hun svarede sjældent på opkald og kom aldrig på besøg. Jeg ældedes af bekymring og ventede hver nat på et opkald fra hospitalet eller politiet. Men så ændrede alt sig. Signe begyndte at komme forbi i weekenderne, først sjældent, så oftere. Vi drak te, lod fortiden ligge, og jeg håbede, stormen var stilnet.
Jeg forsøgte at lære hende at lave mad og passe huset, men hun afbrød altid: *”Jeg ved det godt selv!”* Snart opdagede vi, at Signe havde fundet en kæreste – Mads. Rolig og godmodig, han kunne afværge hendes udbrud med en vittighed. Ved hans side virkede Signe glad og afbalanceret. De giftede sig, og jeg åndede lettet op – endelig var hun modnet. Hvor tog jeg fejl.
Deres lykke varede kun nogle måneder. Signes sande jeg kom frem. Efter hver skænderi med Mads løb hun hjem til os og sov over. Fordi jeg vidste, hun hadede råd, holdt jeg min kæft og så passivt til. En dag svor hun, at hun ikke ville tilbage til ham. Men et par dage efter var de venner igen, som om intet var sket. Jeg tav, bange for at ødelægge hendes skrøbelige lykke.
Men Mads’ tålmodighed var ikke uendelig. Engang, da Signe kom hjem efter endnu en kamp, lå der en seddel. Mads var gået – han ville skilles. Den dag brød min datter fuldstændig sammen. Ikke nok med at manden havde forladt hende, hun blev også fyret fra sit job. I to uger passede jeg på hende som et barn: lavede mad, talte om aftenen for at distrahere hende. Men en dag kom jeg hjem, og Signe stod med en kuffert.
*”Det hele er din skyld!”* råbte hun.
*”Hej, skat. Hvorfor skal du afsted? Hvad har jeg gjort?”* spurgte jeg forvirret.
*”Det er din skyld, at Mads forlod mig! Du så, hvordan han tålte mig, du kunne have stoppet ham!”* skreg hun.
*”Du hørte aldrig på mine råd, du sagde altid, du selv ville løse det,”* mindede jeg hende om.
*”Men du prøvede ikke engang – du så bare passivt til, mens mit ægteskab faldt fra hinanden!”* Ordene skar som knive.
*”Sig ikke sådan noget! Jeg er ikke skyld i jeres skænderier. I er voksne, det var jeres beslutninger. Hvad har jeg med det at gøre?”* forsøgte jeg at forsvare mig.
*”Selvfølgelig, det handler aldrig om dig! Tak for din ‘hjælp’! Jeg havde ret, da jeg flyttede hjemmefra. Fortryder, at jeg nogensinde kom tilbage!”* Hun sprintede ud og smækkede døren så hårdt, at ruderne rystede.
Jeg blev stående i stilheden, målløs. Alle de dage havde jeg passet på hende, blandet mig udenom, som hun ønskede. Men i hendes øjne er jeg årsagen til alt ondt. Min pige er ikke vokset op – hun leder stadig efter nogen at bebrejde. Mit hjerte bløder, fordi hun tror, jeg er en dårlig mor. Men jeg er træt af at forklare. Det er hendes liv, lad hende gøre, hvad hun vil. Men hvorfor gør det så ondt?
