Mikkel giftede sig med Anne for at hævne sig på sin elskede. Han ville bevise for hende, at hendes forræderi ikke havde knækket ham. Med Freja havde de været sammen i næsten tre år. Hans kærlighed til hende gjorde ham sindssyg: han var klar til at lægge verden for hendes fødder, bare for at se hende smile. Mikkel drømte om brylluppet, men Freja kølede hans iver: »Hvorfor skal vi skynde os? Jeg er ikke færdig med universitetet endnu, og din forretning knokler for at overleve. Hverken bil eller eget hjem. Skal vi bo sammen med din søster i en lille lejlighed? Nej tak, jeg gider ikke dele køkken med Ida, selvom hun er din veninde.«
Hendes ord sårede, men Mikkel indså, at der var sandhed i dem. Han og hans søster trængtes i deres forældres lejlighed i Aarhus, og familievirksomheden, som han havde arvet efter deres død, var en kamp at holde kørende. Han havde måttet droppe ud af universitetet for at redde forretningen. Han og Ida besluttede at sælge sommerhuset – virksomheden var vigtigere. På et halvt år uden arven voksede gælden, mens de begge var studerende: han på femte semester, Ida på andet. Pengene fra salget dækkede gælden, købte varer til butikken og efterlod en lille opsparing. Men Freja levede i nuet og havde ikke tålmodighed. Hendes forældre sørgede for et sorgløst liv, mens Mikkel, der pludselig var blevet familieoverhoved, så fremtiden anderledes. Han troede på, at han kunne vende skuden – der ville komme et hus og en bil.
Ulykken kom uventet. Mikkel ventede på Freja udenfor biografen, som de havde aftalt. Hun havde bedt ham om ikke at hente hende, hvilket undrede ham – hun hadede bussen. Han spejdede efter hende, men hun ankom i en dyr SUV. »Undskyld, vi er færdige. Jeg skal giftes,« sagde hun og smed en bog i hænderne på ham, før hun forsvandt i bilen. Mikkel stod lammet. Hvad kunne have ændret sig på to dage, mens han var på forretningsrejse?
Ida så det med det samme, da han kom hjem: »Har du hørt det?« Han nikkede. »Hun fandt sig en rigmand. Brylluppet er den 28. Hun ville have mig som vidne, men jeg sagde nej. Klamt! Hun har snydt dig bag om ryggen.« Ida græd af vrede på hans vegne. »Rolig,« omfavnede han hende. »Lad hende få det hele – vi får noget bedre.«
Han låste sig inde en hel dag. Ida bankede på: »Spis nu noget, jeg har lavet pandekager.« Om aftenen kom han ud, og øjnene luede: »Kom, så går vi.« »Hvad har du gang i?« »Jeg gifter mig med den første, der siger ja.« Ida prøvede at få ham til at tænke sig om: »Sådan kan du ikke gøre – du ødelægger ikke kun dit eget liv!« Men han var ubøjelig: »Kommer du ikke, går jeg alene.«
I byparken var der mange mennesker. Den ene pige lo ad hans tilbud, en anden blev forskrækket, men den tredje så ham lige i øjnene og sagde: »Ja.« »Hvad hedder du, skønhed?« »Anne,« svarede hun. Mikkel slæbte hende og Ida med på café for at fejre »forlovelsen.« Der var en underlig stemning ved bordet. Ida tav, og Mikkel kogte over med tanker om hævn. Han besluttede, at hans bryllup skulle være samme dag som Freyas.
»Er der en grund til, at du spurgte en fremmed om at gifte sig med dig?« spurgte Anne lavmælt. »Hvis det bare er en impuls, kan jeg godt gå – jeg bliver ikke vred.« »Nej, du gav dit ord. I morgen indgiver vi papirerne og besøger dine forældre,« afbrød Mikkel og blinkede: »Lad os være dus!«
Den måned, der var til brylluppet, tilbragte de sammen hver dag og lærte hinanden at kende. »Forklar mig – hvorfor?« spurgte Anne en dag. »Alle har deres hemmeligheder,« undgik han. »Hvordan kunne du sige ja?« »Jeg forestillede mig, at jeg var en prinsesse, der blev gift væk med den første mand, der kom forbi. I eventyret ender det altid lykkeligt. Jeg ville afprøve det.«
I virkeligheden var det mere kompliceret. Anne havde oplevet et knust hjerte og mistet sine beskedne opsparinger. Det havde lært hende at læse mennesker. Hun afviste smigrere på stedet. Hun ledte ikke efter »den ene«, men hun ville have en klog, beslutsom mand. I Mikkel så hun styrke og seriøsitet. Hvis han havde været med venner i stedet for sin søster, var hun gået videre.
»Hvilken slags prinsesse er du så? Askepot eller den skønne Helena?« spurgte Mikkel eftertænksomt. »Et kys, og du finder ud af det,« drillede Anne. Men der var ingen kys. Mikkel arrangerede alt selv – Anne valgte bare mellem hans forslag. Selv brudekjolen købte han uden hende og gentog: »Du bliver den smukkeste.«
I rådhuset mødte de Freja og hendes kæreste. Mikkel tvang et smil frem: »Tillykke,« sagde han og gav hende et kindkys. »Vær lykkelig med din millionær.« »Lad vær’ med at lave en scene,« hvæsede Freja. Hun kastede et blik på Anne – rank, elegant, med en kongelig holdning. Freja følte sig som taberen. Misundelse gnagede, og lykken føltes som en fejlvurdering.
»Alt er fint,« sagde Mikkel til Anne, men det lød falsk. »Det er ikke for sent at fortryde,« hviskede hun. »Nej, vi gennemfører det,« afbrød han. Men da han i salen så ind i sin nye kones triste øjne, indså han, hvor meget smerte han havde forårsaget. »Jeg gør dig lykkelig,« lovede han – og mente det.
Ægteskabets hverdag begyndte. Ida og Anne blev venner og støttede hinanden. Den temperamentfulde Ida lærte at holde tand for tunge, og Anne, med sit økonomiske talent, fik styr på forretningen. På et år åbnede de en ny butik, derefter et renoveringsfirma. Virksomheden voksede, og overskuddet tredobledes. Anne, som en moderne eventyrhelt, formulerede ideer så godt, at Mikkel troede, de var hans. Alt burde have været perfekt, men hans hjerte længtes. Den ild, der havde brændt sammen med Freja, var væk. Alt var stabilt – forudsigeligt. »Dagligdagen,« tænkte han. »Jeg elsker hende ikke, det er det hele.«
Anne tog virksomheden til nye højder – de begyndte at bygge huse. Det første var deres eget palæ. Jo bedre det gik, jo mere tænkte MMikkel indså til sidst, at rigdom ikke var lykken, men kærligheden var, og han tog Annes hånd og lovede hende et liv fyldt med omsorg og oprigtighed.
