Det er nu to år siden, jeg sidst hørte min datters stemme. Line lægger billeder op på sociale medier, snakker med vennerne og lever sit eget liv. Men til mig ringer hun ikke eller skriver. Line er en voksen kvinde nu, hun har en toårig datter og en mand, og de bor i deres egen lejlighed i Århus. Jeg har altid været streng – både over for mig selv og andre. Line var ingen undtagelse.
At være forælder betyder at stille krav. Jeg ville have, at Line skulle gøre det godt i skolen, hjælpe til hjemme og passe på sig selv. Selv nu, hvor hun har sin egen familie, kan jeg ikke lukke øjnene for hendes fejl. Når jeg kom på besøg, lagde jeg ubevidst mærke til rodet: tingene lå overalt, opvasken stod i vasken, og skabene var kaos. “Hvordan kan man leve sådan?” spurgte jeg, mens jeg rettede på hendes tøj i hylderne. Line sukkede som en teenager og begyndte at rydde op, bare for at få mig til at holde op med at mukke.
Hendes datter vokser op i et rodet værelse, opvasken står i vasken i ugevis, og Lines mand er efter min mening helt uduelig. Hvis ikke det er mor, hvem siger så sandheden? Men for et år siden ændrede alt sig. Line svarede pludselig ikke længere på mine opkald. Aftenen før havde jeg fortalt hende, hvordan min nieces datter allerede kunne læse som treårig. Line rynkede panden og spurgte, hvorfor jeg sammenlignede hendes barn med andre.
Kan man lade være med at sammenligne, når forskellen er så tydelig? Det blev vores sidste samtale. Senere fandt jeg ud af, hun havde skiftet låsene i lejligheden og ikke ville se mig. Jeg troede, det var en midlertidig fornærmelse. Line ville komme til fornuft og undskylde. Men tiden gik, og hun tav.
I august var det min fødselsdag. Jeg ventede på en besked, men Line huskede ikke engang sin mor. Dagen efter, ude af stand til at bære min vrede, ringede jeg fra et andet nummer. “Hvis du ikke vil tale med mig,” sagde jeg, “så flyt ud af min lejlighed!”
Sagen er, at for seks år siden, før hendes bryllup, overdrog jeg lejligheden til Line. Hendes mand tjente kun småpenge, og jeg ville hjælpe det unge par – jeg havde muligheden. Men nu, hvor hun har slettet mig fra sit liv, må hun da finde et nyt sted at bo! Line svarede koldt: alle papirer var i orden, lejligheden var hendes efter loven, og ingen kunne smide hende ud.
Har jeg ikke ret? Hvis hun er så uafhængig, lad hende så bevise det ved at flytte! Jeg gav hende alt, og hvad fik jeg tilbage? Kun tomhed. Mit hjerte bristede af smerte, men jeg kan ikke tilgive forræderiet.
Måske har jeg lært, at kærlighed ikke skal koste al selvrespekt.
