Min søn, Mikkel, blev gift for ti år siden. Sammen med sin kone Freja og deres datter bor de i en lille toværelses lejlighed i Aarhus. For syv år siden købte Mikkel en grund og begyndte at bygge sit drømmehus. Det første år skete der ingenting. Året efter kom der et hegn og en fundament. Og så igen stilstand – pengene var der ikke. Men min søn gav ikke op, sparede øre for øre.
Efter alle disse år har de kun fået opført stueetagen. Men deres drøm er et stort to-etagers hus, hvor der er plads til alle, også mig. Mikkel har altid været familiemennesket, ville have, at vi skulle bo sammen. Stueetagen kom kun til, fordi Freja overtalte ham til at bytte deres større lejlighed til en mindre og bruge forskellen på byggeriet. Nu er de selv presset for plads.
Når de besøger mig, handler alle samtalerne om huset. De taler ivrigt om tapet, el-installationer og isolering. Ingen spørger til min helbred eller mine dagligdag. Jeg klager ikke, hører på deres planer, men en uro vokser i mig.
Jeg har længe haft en fornemmelse af, at Freja og Mikkel vil sælge min toværelseslejlighed for at færdiggøre huset. Engang sagde han: “Vi skal jo alle bo sammen i det store hus, mor!” Jeg spurgte direkte: “Skal jeg sælge min lejlighed?”
De blev begejstrede, nikkede og fortalte, hvor hyggeligt det ville blive. Men da jeg så Frejas blik, vidste jeg, at jeg ikke vil bo under samme tag som hende. Hun bryder sig ikke om mig, og jeg er træt af at lade som ingenting. Hendes kolde blikke og skarpe bemærkninger siger alt.
Samtidig har jeg ondt af min søn. Han gør sit bedste, men i det tempo tager det ti år mere at færdiggøre huset. Jeg vil gerne hjælpe ham, give deres datter et ordentligt hjem. Men så spurgte jeg det, der trykker mig mest: “Hvor skal jeg så bo?” Jeg kan jo ikke flytte ind i deres bitte lejlighed eller et ufærdigt hus uden komfort.
Freja havde straks et svar: “Mor, du kan da bo i vores sommerhus!” Ja, vi har et lille sommerhus på Fyn. Men det er gammelt, uden varme, kun til sommerbrug. Om sommeren er det dejligt – blomster og frisk luft. Men om vinteren? Brænde, kolde toiletbesøg, vask i en balje? Min helbred er allerede skrøbelig.
“Folk bor da også på landet,” sagde Freja nedladende. Ja, men landliv er ikke det samme! Der er varme, vand og ordentlige forhold. Deres sommerhus er nærmest en lade. Men pengene mangler, og jeg føler mig presset til at ofre mig.
For nylig har jeg oftere besøgt min nabo, Erik. Han er ligesom mig – alene. Vi drikker te, snakker, og jeg bringer engang imellem hjemmelavet småkager. Men forleden hørte jeg, hvordan Freja sagde til sin mor i telefonen: “Vi kan bare flytte hende ind hos Erik og sælge lejligheden.”
Jeg var rystet. Hvad skulle jeg forvente? Jeg vidste jo godt, der ikke var plads til mig i det “store hus.” Men at planlægge at smide mig ud – så direkte? Mit hverver. Mikkel er min dreng, måske burde jeg hjælpe ham? Men frygten sidder fast: Skal jeg ende på gaden i min alder, uden et sted at bo, forladt under en bro?
