Moderen råbte: »Du har forrådt mig!«, mens faren bare forsvandt.
Mette sov dybt, da telefonen ringede og rev hende ud af søvnen. Hun greb røret med bankende hjerte.
»Mette!« Moderens stemme dirrede af fortvivlelse. »Kom herud! Nu!«
»Mor, hvad er der sket?« Mette var helt vågen nu, men uroen kneb sig fast i hendes bryst. »Har I skændes igen? I har gjort det hele livet – klare det selv!«
»Der er ikke nogen at skændes med!« skreg moderen, og hendes stemme knækkede over. »Din far er væk!«
»Mor… Er far død?« Mette blev stiv, som om blodet pludselig frøs i hendes årer.
»Kom herud, så ser du selv!« råbte moderen. »Det her kan ikke siges gennem en telefon!«
»Hvad skal jeg se?« Mettes stemme lød næsten panisk.
»Bare kom!« Moderen lagde på.
Med skælvende hænder begyndte Mette at pakke. Hun kørte i en fart mod sine forældres hus i forstaden til Aarhus uden at kunne forestille sig, hvad der ventede hende.
»Mette! Kom herud!« Moderens stemme i røret lød som en alarmklokke.
»Hvad er der nu?« mumlede Mette søvnigt og gnubbede sine øjne.
»Hvad er der nu?! Jeg står her i afgrunden, og så stiller du spørgsmål!« Moderen var tæt på at briste i gråd.
»Mor, det er lørdag morgen klokken syv,« sagde Mette og forsøgte at holde stemmen rolig, men indeni voksede frygten. »Jeg har planer, børnene og Lars. Sig, hvad der er i vejen, ellers kommer jeg ikke.«
»Du kommer ikke?« Moderen gispede af forargelse. »Du er ligeglad med mig! Ligeglad med, at jeg har sorg!«
»Mor, I har skændes hele livet,« sagde Mette bestemt. »Jeg er træt af at være jeres mellemmand.«
»Din far er væk!« skreg moderen, og så kom der kun en længe tone i røret.
»Hvad er det?« gryntede Mettes mand, Lars, og vendte sig om i sengen.
»Jeg tror, det er alvorligt,« svarede Mette stille, mens moderens ord gav genlyd i hendes hoved. »Jeg bliver nødt til at køre derud.«
»De er umulige!« brød Lars ud. »Forstår din mor ikke, at du har din egen familie?«
»Lars, ikke nu. Man vælger ikke sine forældre,« sukkede Mette. »Jeg er nødt til at tage afsted. Undskyld, men du må klare børnene alene.«
»Som om det er første gang,« mumlede han. »Sig til din mor, at hvis hun ringer sådan igen, så skiller vi os.«
Mette løjede øjenbrynene:
»Alvorligt?«
»Nej, selvfølgelig ikke,« grinede Lars. »Men måske kunne det skræmme hende til at fatte det.«
»Det gør det ikke,« rystede Mette på hovedet og begyndte at klæde på.
Så længe Mette kunne huske, havde der aldrig været fred i forældrenes hjem. Moderen, Lise Birgitte, råbte altid, mens faren, Jens Henrik, tav og bed sammen, så hans læber blev til en tynd streg. Det så ud, som om han ignorerede hendes udbrud, men Mette vidste bedre: indeni kogte han.
Skænderierne startede, da Mette stadig gik i folkeskolen. Først en sjælden gang, men snart hver dag. Moderen, med en stemme som en kirkeklokke, skændtes så højt, at hele opgangen i deres lejlighedsbyggeri kunne høre det. Selv pensionisterne på bænken ved indgangen rystede på hovedet: »Hvordan kan han holde det ud? Stakkels mand.«
Ingen spurgte, hvordan det var for Mette, deres datter, at vokse op i det helvede. Udadtil så familien normal ud: faren var forskningsleder på universitetet og tjente godt, moderen passede hjemmet og forældrerollen. Men »passedModeren stirrede tomt ud ad vinduet og mumlede: “Jeg vidste ikke, at stilhed kunne gøre så ondt.”
