Det var en mild sommerdag, da Niels stod ved grinden til sin sommerhus i Nordsjælland, med en fremmed kvinde under armen.
— Niels, hej! råbte naboens kone, Agnete Mikkelsen, der kiggede over hækken. — Hvem er det, du har med dig?
— Goddag, Mikkelsen! smilede Niels. — Jeg har planer om at gifte mig. Her er min kommende kone, Freja.
Freja arbejdede flittigt i haven, og Niels gjorde sit bedste for at følge hende. En dag, da han var kørt til byen, så Agnete Mikkelsen hende over hækken.
— Hvad siger du, bruden? Kommer du ind på en kop te? spurgte hun med et skælmsk glimt i øjet.
— Det gør jeg da gerne, nikkede Freja.
Hun tilbragte halvanden time hos naboens og kom hjem lige før Niels vendte tilbage.
— Hvorfor ser du så tankefuld ud? bemærkede han.
Freja smilede bare. Hun kendte sandheden nu.
— Niels, hej! Hvem er det? Agnete Mikkelsen kunne ikke skjule sin nysgerrighed, mens hun studerede gæsten.
Niels, stadig med kvinden under armen, kneb øjnene sammen:
— Mikkelsen, står du altid på vagt? Jeg skal giftes. Det her er Freja, den kommende frue. Huset er stort, så hun skal lige prøve, om hun kan klare det.
— Freja, altså? nikkede naboen. — Det er et flot navn. Niels er en attraktiv part, dufterlig med hænderne. Bliver I hele året, eller kun for sæsonen?
— Gå nu din vej, du forstyrrer, vinkede Niels af og åbnede grinden for Freja.
— Freja, kom forbi til en kop te! råbte Agnete Mikkelsen efter dem og grinede.
— Underlig dame, mumlede Freja, da hun trådte ind i huset. — Hvad mente hun med ’for sæsonen’?
— Glem det, viftede Niels det væk. — Folk herude lejer hjælp til sæsonen, så hun kom til at sige det. Hun er lidt simpel, hvad kan man forvente? Hold dig fra de lokale sladderhoveder — Mikkelsen er den værste.
Huset glimrede af renlighed, kun let støv lå overalt efter vinteren. Freja så begejstret rundt.
— Niels, har du virkelig lavet alt selv? Hun pegede på de pæne gardiner, broderede dugge og servietter.
På køkkenet hang linnedhåndklæder med fin udsmykning.
— Hvad tror du? fnøs Niels. — Der har været piger, der prøvede at snøre mig ind. Jeg er da en flot fyr, alene. Alle prøvede at komme ind på mig. Men jeg ventede på dig. Og nu er du her!
Freja rødmede. Niels var virkelig tiltalende: stærk, med gråt i det tykke hår og et skælmsk glimt i øjnene. Og så havde han en lejlighed og et sommerhus.
De havde mødt hinanden på torvet i København. Niels ledte efter hindbærplanter, mens Freja søgte efter dild til vindueskarmen.
— Smukke, tag tre poser, du får rabat, overtalte sælgeren.
— Hvorfor så meget? lo hun. — Jeg er alene, én er nok.
— Men min bed står tom på sommerhuset, blinkede Niels, der stod ved siden af. — Skal vi ikke samarbejde?
— Hvad siger din kone til det? smilede Freja og betragtede ham. Flot, stilfuldt klædt, tydeligvis ældre end hende.
— Enkemand, sukkede han. — Men du har smeltet mit hjerte.
Sådan begyndte deres bekendtskab. En uge senere tilstod Niels:
— Freja, du gør alt så let og roligt. Jeg vil ikke skilles. Jeg tager til sommerhuset for sæsonen. Kommer du med? Vi kan køre på arbejde sammen, det er ikke langt.
Freja sagde ja:
— Hvad har jeg at miste? Børnene er voksne, de ringer kun, når de mangler penge. Ingen mand, ikke engang en kat. Måske er det min skæbne?
Ved sommerhuset gik de hurtigt over til »du«. Niels’ udtalelse om bryllup spændte Freja og morede Agnete Mikkelsen.
Hele sæsonen arbejdede Freja i haven: bæddene grønnes, drivhuset bugnede af agurker og tomater, ukrudtet fik ingen chance. Niels gravede, bar vand og huggede brænde. For tilskuere lignede de et harmonisk par.
En dag, da Niels var i byen, kaldte Agnete Mikkelsen på Freja:
— Kommer du ind på en kop te? Eller har Niels forbudt det?
— Hvorfor skulle han det? undrede Freja sig. — Selvfølgelig kommer jeg.
Hun kom tilbage lige før Niels, dybt i tanker.
— Hvad går der af dig? spurgte han.
— Jeg tænkte bare på, hvor hårdt det er at miste nogen, svarede hun og så ham ind i øjnene. — Man lever, og pludselig er de væk.
— Åh, hold op, viftede Niels det væk. — Hvis det er om min kone, er det lang tid siden, jeg har glemt det. Nu har jeg dig. Ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig! Han holdt om hende og blinkede.
Ugerne gik, høsten var rig: agurker, gulerødder, bær, tomater. Men Niels’ humør ændrede sig. Han begyndte at pille ved Freja for ingenting og nævnte ikke brylluppet igen.
— Hvorfor lukkede du ikke drivhuset? knurrede han om morgenen.
— Niels, det var varmt om natten, høsten går til! prøvede hun at forklare.
— Skal du lære mig det? snerrede han. — Som om du har drevet haver hele livet! Du har ikke set andet end dild på din vindueskant!
— Det er uretfærdigt, svarede Freja stødt. — Mine forældre havde en have, jeg ved godt, hvordan tingene vokser. Hvis du vil, rører jeg slet ikke ved noget.
— Nå, nå, blødgjorde han. — Men spørg mig altid. Apropos, kan du lave syltetøj? Det er tid til at plukke bær.
Freja nikkede og tænkte: »Nu begynder det.« Mens hun kogte syltetøj, var Niels venlig. Men da glassene stod på hylden, begyndte kritikken igen. Freja planlagde allerede, hvordan hun kunne redde noget af høsten.
— Niels, hvad foregår der? spurgte hun direkte.
Han ville sige noget hårdt, men telefonen ringede. Niels greb den, og hans ansigt skiftede: overraskelse, så frygt.
— Hvad er der sket? spurgte Freja.
— Nogen hæver fra mine kort! mumlede han og bladrede febrilsk gennem beskederne. — Banken ringer, jeg skal have nyt kodeord.
— Niels, det er svindlere! advarede hun. — Sig ikke koden, du mister alt!
— Hvor er du bare klog! svFreja smilte blot, mens hun låste sommerhusets nye dør og tænkte på, hvordan livet nogle gange giver den perfekte hævn.
