**Dagbogsnotat – en mors bekymring**
Min søn ringede til mig, næsten i gråd. “Mor, kan jeg komme til dig i Aarhus og arbejde lidt?” spurgte han, og jeg kunne høre trætheden i hans stemme. Hans kone, Freja, inviterer veninderne hver dag, og han kan slet ikke koncentrere sig ved computeren! Jeg blev så vred, at jeg næsten ikke kunne trække vejret.
“Lod du ham komme?” spurgte min nabo, mens hun skænkede mere kaffe.
“Selvfølgelig lod jeg ham det!” svarede jeg, og mine hænder rystede af ophidselse. “Jeg har sagt til ham hundrede gange: snak med din kone! Men det hjælper ikke.” Han kom hjem til mig udmattet, sulten, med røde øjne. Han satte sig straks ved computeren og arbejdede til langt ud på natten. “Projektet har hast, Mor,” sagde han.
“Hvorfor kan han ikke arbejde derhjemme? Støjer Freja for meget?”
“Derhjemme er det én stor fællesfest!” sukkede jeg. “Enten er hendes søster på besøg, eller også har hun en hel flok veninder over. Musik, råben, latter – hvordan skal han dog nå noget?”
Min søn, Mikkel, er ingeniør. Han og Freja har været gift i seks år. Før kunne jeg ikke få nok af hende – så stille, velopdragen, med en økonomieksamen. Da min barneborn, Emil, kom til verden, troede jeg, hun var den perfekte kone. “Hvilken husmor! Alt skinner, barnet er velplejet, Mikkel får mad. Jeg var så glad for min søn,” mindes jeg bittert.
Mikkel byggede sin karriere, mens Freja var hjemme på barsel. På tre år blev han senioringeniør, men med forfremmelsen kom også mere ansvar. Og så ændrede alt sig. “Min søn, så glad og energisk, blev mere og mere slukket,” fortalte jeg og kæmpede mod tårerne. “Jeg troede, det var arbejdet, men problemet lå derhjemme.”
Engang ankom jeg uanmeldt til deres lejlighed midt i Aarhus. Og hvad så jeg? En fest. Frejas veninder var der, musikken skruet op til max, latter fra køkkenet. Mikkel havde låst sig inde på soveværelset med sin laptop, og Emil var væk. Freja havde sendt ham til sine forældre i forstaden. Sådan var det nu hver weekend. Veninder, fester, dans til midnat. “Jeg kommer hjem, og lejligheden ligner et kaos. Hvordan skal jeg arbejde?” klagede Mikkel.
Jeg prøvede at tale med Freja, men hun vrissede: “Jeg er træt af at være den perfekte hustru og tjener! Fem år uden pause – vask, madlavning, barn. Hvem har takket mig? Ingen! Nu hygger jeg mig med mine veninder, og der er ikke én mand i nærheden. Emil er hos bedsteforældrene, glad og mæt. Hvis Mikkel ikke kan lide det, må han sige det direkte til mig!”
Mikkel opdagede, at Freja ændrede sig, da hun startede på arbejde. Hverdagen fungerer, men i weekenden “lever hun livet.” Han ville gerne stoppe festerne, men tør ikke: “Hun bliver rasende, og så bliver det kun værre.” Jeg er bange. “Min søn er for blød – han sætter ikke grænser,” siger jeg til min nabo. “Men hvad hvis Freja ikke stopper? Hvad hvis det går galt? Hvad sker der så med familien?”
“Kan Frejas mor ikke tale hende til fornuft?” spørger min nabo. Jeg ryster på hovedet. “Hendes mor synes, det er helt fint. ‘Hun er ung, hun er træt – lad hende danse, mens hun kan,’ siger hun. Emil er hos hende, så det generer hende ikke. Og Mikkel siger ingenting – så han må jo være tilfreds.”
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ser min søn lide, og familien falder fra hinanden. Mikkel kan ikke arbejde derhjemme, og Freja har ingen planer om at vende tilbage til den stille hverdag. “Det her er ikke i orden!” siger jeg. “Hvis det fortsætter, bliver de skilt, og Emil vokser måske op uden sin far!”
Hvad ville I gøre i min sted? Hvordan kan jeg hjælpe min søn uden at ødelægge hans ægteskab? Har I oplevet noget lignende? Del jeres råd – situationen er alvorlig.
**Lærdom:** At være mor betyder ikke altid at vide svaret. Nogle gange må man bare være der – og håbe på, at kærlighed er nok.
