Hvorfor må din mor bo hos os, men min kan ikke?!
Jeg kom hjem efter en lang dag, og i stuen stod min svigermor, Anna Petersen, og pakkede sine ting ud af kufferten. Jeg stivnede og troede ikke mine egne øjne. Hvis det var en komedie, kunne jeg have grinet, men det her var mit liv, og der var ingen grund til at le. Det viste sig, at hun havde besluttet at “bo hos os et par uger” for at “hjælpe” med barnet og husarbejdet. Ifølge hende klarede jeg det åbenbart ikke selv.
Min svigermor er en dame med stort temperament, men jeg har lært at se gennem fingre med hendes særheder. Men min mand, Mads, gjorde mig virkelig forarget. Han kom hen til mig med et alvorligt udtryk og sagde: “Hvorfor kan din mor bo hos os i ugevis, men min må ikke?” Jeg kunne knap trække vejret af harme. Min mor bor i en anden by, hundredevis af kilometer fra Aarhus, og besøger os kun to gange om året. Hans mor? Hun bor i nabolaget, ti minutter værd, og kommer og går, som det passer hende!
Anna Petersen har aldrig arbejdet. Hun har en uddannelse, men hendes mand, min svigerfar, mente fast, at kvindens plads var hjemme ved komfuret og med børnene. Hun protesterede ikke. Hendes liv kredsede om familien, eller rettere sagt, om Mads, deres eneste søn. Hun drømte om en stor familie, men efter en svær fødsel kunne hun ikke få flere børn. Al hendes kærlighed, til sidste dråbe, blev givet til sønnen. Hvordan han ikke druknede i hendes overbeskyttelse, er et under. Men selv nu, hvor han har grå hår, behandler hun ham stadig som en baby.
På grund af hendes indblanding skændes Mads og jeg konstant. Hun synes, jeg styrer huset “forkert,” at mit arbejde ødelægger familielivet, og at jeg ikke giver nok opmærksomhed til vores søn og mand. Jeg har ingen intentioner om at acceptere hendes konstante råd og forsøg på at gøre alt efter hendes hoved. Heldigvis har vi vores egen lejlighed — tak til mine forældre, der hjalp os økonomisk. Vi har indrettet den efter vores smag, uden at skulle låne penge. Men ironisk nok endte vi med at bo kun få minutters gang fra hans forældre. Et tilfælde? Mere en forbandelse.
Først kom hun hver eneste dag. Mads blev ligeså træt af hendes besøg som mig, og min svigerfar brokkede sig over, at der ikke var aftensmad klar når han kom hjem. Så begrænsede hun sig til weekenderne. Men efter fødslen af vores søn, Emil, startede det hele forfra. Fra morgen til aften var hun her: vaskede bleer, lavede grød eller fortalte mig, hvordan man “rigtigt” pakker en baby ind. Jeg var ved at eksplodere. En dag lukkede jeg hende ikke ind — så skabte hun en scene og truede med at ringe til politiet! Mads prøvede at tale med hende, men det holdt kun en uge, før hun igen kom med sine “ekspertudtalelser.”
Min mor, Karen Jensen, bor langt væk i Odense og arbejder stadig. Hun besøger os to gange om året, og selvfølgelig overnatter hun hos os — skal hun da bo på hotel? I de dage bliver min svigermor vanvittig af jalousi. “Du omgås din mor som en veninde, men min behandler du som en byrde!” brokkede Mads sig, påvirket af hendes klager. Jeg prøvede at forklare: “Jeg ser min mor to gange om året, men din ser jeg næsten hver dag! Og min blander sig ikke i vores liv, til forskel fra din!” Men han blev bare fornærmet.
Svigermors seneste stunt var et chok. Jeg kom hjem, og dér stod hun, som om intet var galt, og lagde sine kjoler i vores klædeskab. Det viste sig, at min svigerfar var taget på fisketur, så hun besluttede at “drage fordel af situationen” for at “redde” vores familie fra mit “rod.” Jeg var ved at eksplodere. På køkkenet, mens jeg knugede hænderne, råbte jeg ad Mads: “Er du ved dine fulde fem? Hvad er det for en selvstændig beslutning?”
Han trak på skuldrene. “Mor vil hjælpe. Hvad er der galt med det?”
“Jeg vil ikke have hendes hjælp! Hun blander sig i alt, flytter på tingene og fortæller mig, hvordan jeg skal leve!” hvæsede jeg.
“Men din mor bor her, og jeg siger ikke noget! Hvorfor må min ikke?” snappede han tilbage.
Jeg kunne ikke holde det ud længere: “Hvis din mor stadig er her i morgen, tager jeg Emil og rejser til min mor. Og så starter jeg skilsmissepapirerne. Jeg er træt af dette cirkus. Vælg: mig eller hende!”
Mads stirrede på mig som på en fjende. Men jeg var ikke i humør til jokes. Jeg kan ikke længere leve under hans mors kontrol, som kvæler vores familie med sin “omsorg.” Hvis han ikke sætter grænser, går jeg. Og det er ikke en trussel — det er et råb fra hjertet.
Nogle gange handler kærlighed ikke om at holde fast, men om at lade gå.
