Min mor søger kærlighed, mens jeg drukner i børnenes behov.
Min mor, Hanne Nielsen, har på en måde skrevet mig og mine børn ud af hendes liv. Jeg slider mig selv i stykker mellem to små børn, der kræver konstant opmærksomhed, mens hun, deres egen bedstemor, ikke engang gider at række en hjælpende hånd. Smerten æder sig ind i mig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere følelsen af ensomhed og bitterhed.
Hvorfor gør hun sådan? Jeg kan ikke finde svaret. Vi groede fra hinanden, da jeg som 18-årig flyttede hjemmefra i Århus for at starte mit eget liv. Siden da er vores kontakt blevet reduceret til en enkelt telefonopringning nu og da. Jeg havde håbet, at mine børns fødsel ville bringe os tættere sammen, men hver gang jeg beder hende om at besøge os eller bare lytte, afbryder hun efter et par minutter: *”Ida, jeg har ikke tid – jeg har ting at passe.”* Hvilke ting kan være vigtigere end familien? Jeg forstår det ikke.
Mor har altid insisteret på, at jeg skulle blive selvstændig. Da jeg var ung, sagde hun ofte, at jeg måtte klare mig selv. Men som 18-årig, da jeg flyttede ud, måtte jeg kæmpe hårdt for at finde min plads i verden. At finde et job, leje en lille lejlighed, spare hver eneste krone – alt det hvilede på mine skuldre. Jeg klarede det, men til hvilken pris? Nu, hvor jeg selv er mor, håber jeg blot på en smule støtte fra hende. Men den får jeg ikke.
I stedet fylder mænd hendes liv. Hun løber rundt til dates som en teenager på jagt efter *”den rette”*, selvom hun er over halvtreds. Jeg har ikke noget imod, at hun vil være lykkelig, men når det tager al hendes tid, kan jeg ikke tie stille. Mine bMine børn spørger altid, hvorfor bedstemor ikke kommer på besøg, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare dem.
