Mit liv kunne have været lykkeligt. Min mand, Mikkel, er den mand, jeg altid har drømt om: venlig, pålidelig og altid klar til at støtte mig. Vi venter et barn, og det er et mirakel, for vi er begge over fyrre. Men en mørk sky hænger over vores lykke, og skyens navn er min mors sygdom.
I starten af året diagnosticerede lægerne hende med Alzheimers. Min mor, Birthe Larsen, opvoksede mig alene, uden en far, der forsvandt fra vores liv, før jeg blev født. Jeg kunne ikke efterlade hende til skæbnen. Efter længere diskussioner med Mikkel besluttede vi at tage hende med til vores lejlighed i Aarhus. Mikkel støttede mig:
— Der er plads nok, Lise. Hun er din mor, og hun er gammel nu. Hvad skade kan hun gøre?
Vi indrettede en hyggelig stue til hende, tog hende regelmæssigt til lægen, og sørgede for hendes medicin. Men min graviditet, som jeg tog som en velsignelse, glædede hende ikke. Jeg havde håbet, hun ville være henrykt over sit kommende barnebarn, men i stedet blev hendes adfærd mere og mere skræmmende.
Nogle gange stirrer hun på mig med tomme øjne og siger pludselig:
— Hvem er du? Gå væk fra mit hjem!
Når vi prøver at berolige hende, begynder hun at skrige:
— I skal ikke bestemme over mig! Jeg er herre i dette hus, og I er ingenting!
Hun flytter møbler, gemmer mine ting, og nogle gange skubber hun mig endda ud af døren, som om jeg er en fremmed. Jeg har været tålmodig, men da hun begyndte at kræve, at jeg skulle bære tunge poser eller hjælpe med at flytte skabe, var mit tålmod slut. Jeg prøvede at forklare, at jeg ikke må løfte tungt på grund af graviditeten, men fik kun dette at høre:
— Utaknemlige møgunge! Jeg har ofret alt for dig, og du kan ikke engang hjælpe!
Jeg gentog, at jeg ventede et barn, at jeg måtte passe på mig selv, men hendes øjne forblev tomme. Hun husker det ikke. Forstår det ikke. Af hjælpeløshed græder jeg om natten, og hver eneste tåre synes at gøre ondt på mit ufødte barn.
Mikkel er også ved at knække. Mor forveksler ham med andre, kalder ham alt fra Søren til Mads eller nogle helt mærkelige navne. Hun fortæller ham om min barndom, som om han blot er en tilfældig bekendt, ikke min mand. For nylig tilstod han gennem sammenbidte læber:
— Lise, jeg holder knap nok ud. Snart knækker jeg. Hun driver mig til vanvid, og jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan styre mig selv og… gør noget forfærdeligt.
Jeg er også på bristepunktet. Men mest af alt plager frygten for mit barn mig. Jeg er i uge 22, og mareridtsscenarier fylder mit hoved. Hvad hvis mor beslutter, at mit barn er en fremmed? Hvis hun vil skille sig af med det? Sende det til et børnehjem, smide det ud, eller… jeg tør slet ikke tænke på, hvad mere der kunne falde hende ind. Tankerne kvæler mig, berøver mig søvn og forgifter glæden ved mit kommende moderskab.
Min veninde, der ser mine tårer, foreslog:
— Lise, lad hende komme på plejehjem. Der vil professionelle passe på hende, og I kan alle trække vejret lettere.
Jeg rystede ved tanken. Hvordan kunne jeg gøre sådan mod min mor? Hun ofrede alt for mig, så jeg kunne vokse op lykkelig. At forlade hende nu ville være forræderi, sort utaknemmelighed. Men dybt inde spørger jeg mig selv: Er det mon den eneste udvej? Vil det være bedre for os alle? For mor, for barnet, for vores familie, der er ved at gå itu?
Jeg splitter mellem pligtfølelse og frygt for fremtiden. Hvad skal jeg gøre? Sende hende til et plejehjem, hvor hun måske får det bedre, eller blive i dette helvede og risikere barnets og mit eget helbred? Jeg ved det ikke. Og af denne uvished splintres mit hjerte.
