Min svigermor, Gerda Nielsen, har i mange år levet uden en mand. Skilsmissen fra min mands far var hård, og hun stod stort set alene med at opdrage deres søn. Mænds opmærksomhed manglede hun dog ikke – hun er en kraftfuld kvinde med stærk vilje – men hun giftede sig aldrig igen. Hun sagde altid, hun var bange for, at en stedfar ville gøre hendes dreng fortræd. Med hendes temperament ville hun aldrig have tolereret det. Så hele hendes ungdom gik med arbejde og at opdrage sin søn. Der var ikke tale om kærestesorger – alle tanker handlede om, hvordan hun kunne forsørge barnet og opdrage ham til en ordentlig mand, især når eksmanden hverken betalte børnepenge eller gav en eneste krone til deres søn.
Men hun klarede det. For det takker jeg hende af hele mit hjerte. Min mand er en pålidelig, omsorgsfuld mand, og jeg ved, det er hendes fortjeneste.
Nu er sønnen voksen, gift, og vi har fået en datter, mens Gerda har fået et barnebarn – en ny mening med livet. Hun elsker at passe den lille: går ture med hende i parkerne, bager småkager, fortæller eventyr. Man skulle tro, hun bare kunne nyde livet nu. Men nej – pludselig skete der noget, der stadig får mig til at ryste på hovedet.
Lige før jul mødte hun en mand. Tilfældigt, i køen i et stormagasin i midten af Aarhus. Ord blev vekslet, telefonnumre udvekslet, og så begyndte det. Han, Jens Mikkelsen, er tidligere militærmand, oberstløjtnant på pension, også fraskilt og bor alene. Ifølge Gerda har de så meget til fælles, at det må være skæbnen. De elsker begge gamle danske film, går gerne lange ture langs åen, læser de samme bøger. Selv deres tevaner er ens – uden sukker, men med en skive citron. Det lyder næsten som en romantisk film!
Men så kommer problemet: Jens vil ustoppeligt have hende med på en rigtig date. Min mand og jeg arbejder sent, og vores datter, Freja, er stort set altid hos bedstemor. At tage et barn med på en romantisk middag? Nej, det virker ikke. Så i går ringede Gerda og spurgte mig om noget, der næsten fik mig til at sprutte kaffen ud: “Lille Sofie, vil du ikke nok passe Freja en aften, så jeg… kan smutte en lille tur. På en date.”
Jeg kunne knap holde latteren tilbage. En date? I hendes alder? Hun er over halvtreds, og alligevel vil hun som en ung pige mødes med sin bejler i parken og bagefter gå på en moderne kunstudstilling! Jeg foreslog: “Hvorfor kommer Jens ikke bare hjem til dig? I kan drikke te, og Freja er i sikkerhed.” Men nej, Gerda stod fast: “Nej, Sofie, det skal være en rigtig date, med en lang gåtur og samtaler under stjernerne.” Det er som en kærlighedshistorie, ikke til at tro!
Så måtte jeg bede om fri fra arbejdet. Min chef kiggede på mig, som om jeg var blevet skør, men lod mig gå. Nu sidder jeg her og tænker: Det her bliver ikke en engangsforestilling. Når jeg ser, hvor glødende Gerdas øjne bliver, når hun taler om Jens, bliver det ikke ved én aften. Jeg kan allerede fornemme, at jeg snart må bruge feriedage eller finde en vuggestue til Freja. For det virker alvorligt. Hun har endda antydet, at Jens er en mand, der mener det, og at det måske ender med et bryllup. Et bryllup! I hendes alder!
Selvfølgelig fortjener enhver at være lykkelig. Men er lykken i den alder virkelig at finde hos en mand? Er det ikke nok at være bedstemor, bage småkager, lege i sandkassen? Eller tager jeg fejl? Måske kender kærlighed ingen alder, og selv på pension kan man finde den rette. Men alligevel kan jeg ikke få det til at give mening: Min svigermor, som altid har været et forbillede på styrke og struktur, er pludselig forvandlet til en romantisk ungpige med fnattende øjne.
Jeg vil ikke såre hende. Lad hende prøve, lad hende føle sig lykkelig. Måske banker skæbnen virkelig på hendes dør, når hun allermindst venter det. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at spørge: Har bedstemødre brug for et kærlighedsliv? Eller er deres skæbne kun at passe børnebørn og hygge med strik og fjernsyn? Hvad mener I – er der plads til romance, når man har passeret de halvtreds?.
