Ti dage senere: Huset var tomt
Mette kom hjem fra arbejde til deres lille lejlighed i Aarhus og stivnede i døren. Noget var anderledes. Hun gik gennem rummene, og hjertet knugede sig sammen af smerte: Mandens ting var væk — sommerbeklædning, barbermaskine, tandbørste. Hun stod midt i soveværelset og mærkede, hvordan tårerne brændte i øjnene. Han havde altså gjort det. Forladt hende uden et ord.
For blot få måneder siden havde hun og Mads drømt om ferie. Han insisterede på en tur til udlandet, og Mette, fuld af begejstring, bakkede ham op. Hun kunne allerede se sig selv på en varm strand, gående i det gyldne sand mens bølgerne brusede. De blev enige om, at hver især skulle betale deres egen rejse — i deres ægteskab var økonomien altid adskilt. Mette var vant til det, skønt det somme tider pintes hende.
Men for nylig havde hun brugt alle sine opsparinger på en operation. Mads vidste det, men spurgte alligevel, hvor hun skulle få pengene til ferien fra. Hans ord skar som en kniv. Mette, der slugte sin stolthed, bad ham om at låne hende det manglende beløb. Hun lovede at betale tilbage efter sommerbonussen på arbejdet. Men han trak bare på skuldrene og dykkede ned i sin bærbare, mumlende noget uforståeligt.
Mads havde en jernhård regel: Aldrig låne penge ud. Men var hun ikke hans kone? Ikke den, han kunne bryde sine dumme principper for? I normale familier opstod sådanne spørgsmål ikke, men hos dem… Mette havde til tider måttet trygle ham om penge til mad. Ja, sådan havde det været. Hun følte sig ydmyget, men holdt fast i håbet om, at han ville ændre sig.
Hun havde gentagne gange forsøgt at tale med ham, bedt om hjælp til økonomien, men Mads tav. Han gentog, at ferien stadig stod på, men ordene lød hule. Mette ventede, planlagde, og så kom hans ferie. Og han tog afsted. Alene. Uden hende.
Da Mette forstod, at manden var stukket af på ferie uden at sige noget, kollapsede hendes verden. Han havde ikke bare rejst — han havde forrådt hende, valgt sine penge og komfort over deres familie. Vreden kvælnede hende, og tårerne løb, mens hun sad i den trykkende lejlighed, hvor alt mindede om ham. Hun ringede til sin mor og, hulkende, fortalte hende alt.
»Hvordan kunne han, Mette?« Stemmen skælvede af harme. »Din far og jeg delte alt. Kom hjem til mig, skat. Hvad skal du gøre der helt alene?«
Mette sagde ja. Hun kunne ikke blive i den lejlighed, gennemsyret af forræderi. Hun pakkede sine ting og tog hjem til sin mor i forstaden. Der, mellem de velkendte vægge, følte hun varme for første gang i lang tid. Et par dage senere annoncerede hendes bror, Lasse, og hans kone, at de skulle til Spanien. Svigerinden, der så hendes sorg, tilbød:
»Mette, kom med! Det er nok med tristhed!«
Mette var rørt til tårer. De ord, så enkle og ærlige, fik hende til at indse, hvor fremmed hendes mand var blevet. Mads havde aldrig sat pris på hende, var aldrig villig til at ofre noget for deres fremtid. Han levede for sig selv, og hun havde hele tiden bildt sig ind, at der var kærlighed.
Ved Middelhavet trak Mette endelig vejret frit. Hun lo med sin niece og nevø, gik langs stranden, og smerten i brystet svandt langsomt. Hun forstod: Der var ingen vej tilbage. Mads havde vist, hvem han var, og hun ville ikke længere være hans skygge. Da hun kom hjem til sin mor, tog hun en beslutning. Hun hentede sine ting fra lejligheden og efterlod en seddel på køkkenbordet:
»Jeg er gået. Har taget mine ting. Forventer skilsmisse. Håber, du fik en god ferie.«
Ti dage senere kom Mads tilbage til Aarhus. Han stod foran døren til deres lejlighed og rodede forgæves i lommerne — nøglerne var sporløst forsvundet. Naboen, der syntes synd i ham, gav ham en reserve. Han trådte ind, men der var kun knugende stilhed. Mette var væk. På bordet lå sedlen, og hvert ord var som en pint.
Mads sank sammen på en stol, mens han knugede papiret i sit dirrende greb. Han forstod pludselig, hvad han havde gjort, men det var for sent. Mette, som han havde set som sin skygge, var gået og efterladt tomhed. Hun havde valgt sig selv, og han vidste: Hun kom aldrig tilbage.
