Storm i huset: Dramatikken om Mette
Mette havde netop sagt farvel til sin mand, Anders, der skulle på arbejde, og glædede sig til en stunds ro i deres hyggelige lejlighed i Aarhus. Men knap nok havde hun lagt sig, før dørklokken ringede hårdt.
“Åben op, skynd dig!” lød den skarpe stemme af sin svigermor, Birthe, gennem døren.
Mette åbnede, bekymret over den barske tone. På dørtærsklen stod Birthe med blikket fyldt af beslutsomhed.
“Birthe, er der sket noget?” spurgte Mette forsigtigt, mens hun mærkede, hvordan hjertet knyttede sig sammen af en ubehagelig fornemmelse.
“Sov du? Kom så, vi skal gøre klar til mig! Jeg flytter ind hos jer!” erklærede svigermoren, som om det var en udfordring.
“Hvad mener du? Hvorfor?” Mette stod som lammet, ude af stand til at forstå, hvad hun lige havde hørt.
I Mette og Anders’ familie var der ellers glæde på vej – Mette var i femte måned af sin graviditet. Men glæden blev overskygget af Birthes indblanding. Lige siden hun havde hørt om det kommende barnebarn, havde hun kvalt Mette med sin “omsorg”, der mere føltes som en kvælertag.
Birthe var altid omhyggelig med sin søn, men hendes måde at vise omsorg for sin svigerdatter på grænsede til det påtrængende. Hvert ord var som en tung vind: en blanding af ros og gift.
“Jeg kan se på dig, og jeg bliver helt bekymret,” sagde hun engang, da hun igen dukkede op uanmeldt.
“Hvorfor?” spurgte Mette forvirret og kiggede sig selv over.
“Har du set dig selv i spejlet?” Birthe kneb øjnene sammen. “Du er tynd som en pind! Håndledene er så små, og hofterne er smalle. Hvordan skal du nogensinde føde? Øjnene er i det mindste pæne – dem er det sikkert, min Anders faldt for. Men der er ikke meget andet.”
Mette stod målløs. Var det et kompliment eller en fornærmelse? Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere.
“Du har vel været syg hele din barndom,” fortsatte Birthe ubarmhjertigt. “Hvor var dine forældre henne?”
“Jeg var ikke syg!” protesterede Mette. “Mine forældre tog mig med til Mallorca hver sommer!”
“Netop! De tog dig med, fordi du var svag. Du har bare glemt det!” afgjorde Birthe, som om det var sidste ord.
Sådan var hendes “signatur-omsorg”: hun kunne ikke rose uden at stikke til. Undtagelsen var Anders og hans søster, Lise, der boede i en anden by. Dem elskede hun ubetinget.
Ved syvende måned var det ikke fødslen, Mette frygtede, men Birthes næste uanmeldte besøg. Hun overvejede endda at aflyse sin fødselsdag, bare for at undgå svigermoren. Men Anders insisterede:
“Jeg vil gerne gøre det godt for dig, Mette. En familiehøjtid er jo en glædelig begivenhed!”
Anders, der var vant til sin mors måde at være på, lagde ikke mærke til, hvor hårdt det var for Mette at tage imod hendes stikpiller.
“Skal vi ikke fejre din fødselsdag derhjemme?” foreslog han en uge før festen. “Restauranter er fyldt med mennesker, og du skal passe på dig selv nu.”
“Hvorfor hjemme?” spurgte Mette uden entusiasme.
“Du skal jo snart føde – hvorfor risikere at blive syg?” argumenterede han.
“Okay,” sukkede hun. “Men ingen store arrangementer – jeg orker ikke at lave mad.”
“Mor kommer tidligt og hjælper!” proklamerede Anders glad.
Mette stivnede, og blikket mørknede.
“Var det din mors idé at holde det hjemme?”
“Hvad har det med mor at gøre? Det var mig, der besluttede det!” forsvarede han sig.
“Selvfølgelig! Uden hendes råd kan du ikke træffe en beslutning!” udbrød Mette.
“Anders, mor vil os kun det bedste!”
“Hold op! Vi holder det hjemme, men det er min mor, der hjælper!”
“Din mor skal køre en time herfra, men min mor bor lige om hjørnet,” protesterede Anders.
“Mine forældre kommer dagen før og bliver over natten!” afgjorde Mette.
“Hvorfor er du så sur?”
“Ét ord mere, og jeg beder mine forældre tage hunden med!” rasede hun.
“Du ved godt, jeg ikke kan lide hunde,” mindede Anders hende om.
“Netop!” Mette forsvandt ind i soveværelset og smækkede døren.
Dagen før festen ankom MetMettenes forældre, Hanne og Jens, kom med gaver og landbrugsvarer fra deres sommerhus i Jylland, oplagte til at hjælpe deres datter gennem den svære tid.
