Frida vaklede rundt i sin lille lejlighed i Aarhus med telefonen klemt i hånden, hvor der igen dukkede en påmindelse op om en forsinket kreditbetaling. Hendes hverv knyttede sig af bekymring: Hvordan skulle hun forsørge sin familie, når datteren og svigersønnen nu hvilede som en tung byrde på hendes skuldre? Alt begyndte, da hendes ældste datter, den 19-årige Mie, fortalte, at hun ventede et barn og ville giftes.
Frida havde tidligere arbejdet sammen med kollegaen Karen, en klog og omsorgsfuld kvinde. Karen havde alene opdraget sine to døtre: Mie, som var 19, og den 10-årige Liva. Indtil for nylig havde Karen ikke haft noget at klage over. Mie tog sin universitetsuddannelse alvorligt, og Liva skinnede i skolen. Begge var lydige og fornuftige, og Karen var stolt af dem, på trods af alle udfordringerne som enlig mor.
Men i løbet af andet år på universitetet mødte Mie ham — sin første kærlighed, Mads. Han var fra en anden by, men da Karen mødte ham, syntes hun, han var en god part. Mads virkede venlig, oprigtig, ikke en eller anden løsgænger. Snart besluttede de unge elskende at flytte sammen. For at spare på huslejen tog de ind hos Karen. Hun var imod at haste sådan: Mie var kun 19, hun skulle færdiggøre sin uddannelse og komme på egne ben. Men der var ikke noget valg.
Karen boede i en treværelses lejlighed, men værelserne var små, og der allerede var trængt. Da Mads flyttede ind, blev situationen kun værre. Karen accepterede det, men fandt snart ud af, hvorfor de havde travlt: Mie indrømmede, at hun var gravid, og at hun og Mads ville giftes. Karen følte, at jorden gik fra under hende. Hendes datter, som lige var begyndt sit voksenliv, skulle allerede blive mor.
Mads havde ikke et job. Han studerede, ligesom Mie, og ingen af dem planlagde at skifte til aftenstudier. Alligevel arrangerede de et stort bryllup, som om de var filmstjerner. De valgte en af de dyreste restauranter i Aarhus, inviterede en masse gæster, og Mie bestilte en designerklædning, som om hun skulle på catwalk. Karen prøvede at protestere og forklare, at hun ikke havde råd, men Mie begyndte at græde og holdt sig om maven:
*”Mor, vil du virkelig ikke gøre det for dit barnebarn?”*
Karen betalte alt sammen, tændte sammenbidt. Hun tog penge fra opsparingen, som hun havde sparet op til en nødsituation, og tog endda et nyt lån. Hun håbede, at de unge ville komme til fornuft efter brylluppet, finde arbejde og blive selvstændige. Men hendes håb styrtede sammen som et korthus. Mie og Mads fortsatte med at bo hos hende uden at søge arbejde.
Mads’ forældre havde givet dem en brugt bil som bryllupsgave. Så nu kørte parret rundt i byen som på ferie, mens benzinregningen blev betalt af svigerforældrene, der vidste, at deres søn ikke havde en krone. Men alt andet — mad, regninger, tøj — blev Karens ansvar. De unge vidste ikke engang, hvad et brød kostede. Når Karen nævnte udgifterne, rullede Mie med øjnene:
*”Mor, vi studerer jo, hvad for nogle penge?”*
Mie ville ikke spare på noget. Hun viste sin mor en katalog med den mest trendy og dyre barnevogn og seng. Karen, med sin gennemsnitlige løn, kunne kun gispe.
*”Mie, jeg har ikke de penge! Jeg har et lån til din uddannelse, og jeg skal også tage mig af Liva!”*
*”Seriøst?”* sprudlede datteren. *”Du bliver snart bedstemor, men du vil ikke bruge penge på dit barnebarn?”*
Karen følte vreden boble indeni. De valgte selv at få et barn, men det var hende, der skulle forsørge det? Hun arbejdede sig halvt ihjel, men pengene rækkede knap. Undervisningslånet hængte som et sværd over hovedet på hende, den lille Liva havde brug for omsorg, og de unge opførte sig, som om de levede i en eventyrverden.
En dag kun de Karen ikke mere. Hun kom hjem fra arbejde, hvor hun igen var blevet irettesat for at komme for sent — hun havde været på indkøb for hele familien. Derhjemme ventede et syn: Mie og Mads sad og grinede, mens de gennemgik et katalog med babyartikler og udvalgte en seng til halvdelen af hendes månedsløn. Liva sad i et hjørne og tegnede stille, mens køkkenet var oversvømmet af beskidt opvask.
*”Hvad er det her? Skal jeg også vaske op efter jer?”* råbte Karen og smækkede taskerne i gulvet.
*”Mor, hvad er der nu?”* sagde Mie overrasket. *”Vi har travlt — vi venter et barn!”*
*”I venter et barn, men jeg skal betale for det hele?”* Karen skælvede af vrede. *”Det er nok! Enten finder I arbejde, eller også finder I et andet sted at bo!”*
Mie brast i gråd, Mads blev bleg, men Karen var ubøjelig. Hun gav dem en måned til at finde et eller andet arbejde.
*”Hvis I ikke klarer det, må I flytte hjem til Mads’ forældre. Lad dem forsørge jer,”* sagde hun skarpt.
Mie og Mads prøvede at overtale hende, men Karen gav ikke længere efter for tårerne. Hun elskede sin datter, men vidste, at hvis hun ikke satte grænser, ville de ødelægge hendes liv. Liva, der så sin mors bekymringer, tog hende en dag i favn og hviskede:
*”Mor, jeg skal aldrig gøre sådan mod dig.”*
Karen smilede gennem tårerne. For sin yngste datter var hun villig til at kæmpe. Men Mie og Mads? De stod over for en hård virkelighed, og Karen havde ikke tænkt sig at være deres redningskrans længere.
