Løvens Skygge: Maries Vej til Frihed
Marie, udmattet efter en lang arbejdsdag, slæbte de tunge indkøbsposer ind i lejligheden i Aarhus. Hun smed dem på køkkenbordet, skiftede til noget mere afslappet, og bemærkede, at hendes mand ikke var hjemme.
“Mærkeligt,” mumlede hun og rynkede panden. “Hvor bliver han af så sent? Er han blevet hængende på arbejde igen?”
Deres søn, Emil, var på besøg hos sin moster i en naboby. Marie kogte en gryde grønlangkål, spiste alene og satte sig til rette på sofaen, hvor hun åbnede sine sociale medier. I anbefalingerne dukkede der pludselig en profil op – en ung, strålende kvinde med et blændende smil. Nysgerrigt klikkede Marie ind på profilen, åbnende et foto, og gispede, som om hun lige var blevet ramt i maven.
“Endelig fremme!” Marie steg ud af taxaen og følte, hvordan maven stadig var oprørt efter turen. Hun tog en slurk vand fra flasken.
Hun havde altid haft det svært med bådture, og taxaen havde føltes som en rutsjebane.
“Mor, er du okay?” Emil, der ligesom sin far var vild med biler, så bekymret på hende.
“Det går nok, skat. Blot lidt søsyge. Lad os få checket ind på hotellet.”
Denne ferie var ikke planlagt. Marie kunne simpelthen ikke længere bo under samme tag som sin mand. Hun havde taget ekstravagter, tilbragt timer i parken med Emil – alt for at undgå ham. Hver gang hun så op mod lejlighedsvinduerne, hvor Lasse befandt sig, blev hun kvalm.
“Mor, se! Der er en legeplads! Må jeg lege?” Emil trak i hendes hånd.
“Selvfølgelig, skat. Jeg tager lige baggagen med ind.”
En rundkindet kvinde med et bredt smil nærmede sig:
“Åh, nye gæster! Sikke en dreng du har! Jeg kan holde øje med ham, hvis du vil – så hjælper du mig senere. Vi hjælper altid hinanden her! Der er også koncerter hver aften. Synger du? Jeg elsker at synge snapsviser! Skal jeg skrive dig op? Jeg hedder forresten Lotte!”
Marie, der stadig følte sig søsyg, ønskede kun ét: at lægge sig under airconditionen.
“Tak, men nej tak. Emil leger selv, og jeg har ikke lyst til at passe andre. Undskyld, jeg må hellere gå.”
Lotte så skuffet ud, men gik. Marie vaklede til værelset. Airconditionen på laveste blæs, gardinerne trukket for, sengen… Endelig alene. Hun lukkede øjnene, og tankerne jog tilbage. Hvornår var Lasse, hendes nærmeste, blevet til en kilde til irritation?
Måske startede det, da han i stedet for at hjælpe med badeværelsesrenoveringen tog til sin ven?
“Marie, Mads’ garage var kaos – vi skulle rydde op, og så fik vi øl og flæskesteg!” forklarede han glad, imens Marie vaskede treårige Emil fri af maling, han havde smurt sig ind i, mens hun lagde fliser.
Eller da Emil var fire og faldt hårdt på legepladsen? Marie, i tårer, ringede til Lasse, der bare sagde:
“Ring til en læge, hvorfor græder du? Kør ham selv derhen – du finder altid problemer!”
Hun kørte ham, holdt ham i hånden, mens lægerne behandlede ham og hviskede beroligende ord. Da Lasse kom hjem, så han på Emil og gryntede:
“Det hele er fint. Det gror sammen.”
Marie døsede hen, men så bankede det på døren.
“Hvem nu?” mumlede hun og rejste sig.
Udenfor stod Lotte.
“Åh, jeg glemte at sige det! Vi hjælper hinanden her. Hvis du mangler indkøb, kan min mand og jeg tage det med!”
“Allerede på ‘du’?” tænkte Marie træt. Men Lotte virkede oprigtig, og hun følte sig skyldig.
“Tak, Lotte, men jeg er virkelig træt. Jeg har brug for at slappe af.”
“Selvfølgelig!” Lotte smilede og forsvandt.
Marie lagde sig, men før hun kunne lukke øjnene, fløj døren op, og Emil løb ind med en grædende otteårig pige.
“Mor, hjælp! Sofies fletning gik i stykker, og hendes mor sagde, hun ikke måtte komme hjem med uordentligt hår!”
“Okay, kom her, skat,” sukkede Marie.
Hun fletede pigens hår og tørrede hendes tårer.
“Sådan, sig ikke noget til din mor!”
“Mor, du er den bedste! Vi leger videre!” Emil og Sofie forsvandt igen.
Søvn var umulig. Marie vendte og drejede sig. Normalt på ferie ville hun pakke ud og skabe hygge. Men Lasse løb altid direkte til stranden eller baren, og når hun og Emil fandt ham, var han midt i en fest, med øl og vittigheder.
“Din mand er så social!” misundte veninderne.
Marie ønskede blot, at han én gang ville være familiens sjæl.
Hun gik ud på altanen. Havet skinnede, som rejsebureauet havde lovet. Pludselig lugtede hun røg. En kvinde i trediverne tittede frem.
“Undskyld, forstyrrer jeg?”
“Nej, det er bare vinden,” svarede Marie.
“Jeg er vant til, at naboværelset er tomt. Jeg hedder Anna.”
“Marie. Jeg er her med min søn.”
“Og jeg med min datter, Sofie!”
“Var det dig, der skældte hende ud for hendes hår?” grinede Marie.
“Er det allerede hotelgossip?” lo Anna. “Hør, hvorfor råbe over væggen? Kom ned – jeg har vin. Skål for ankomsten?”
“Klart!” Marie følte humøret stige.
Anna var en mørkhåret kvinde med et skælmsk blik. Hun havde allerede dækket “bord” – druer, plasticglas og en flaske prosecco.
“Skål for nye bekendtskaber!”
“Åh, gutter, hygger I? Må jeg være med?” Lotte dukkede op.
“Selvfølgelig! På ferie er alt tilladt!” Anna skænkede hende vin.
Lotte begyndte pludselig at græde:
“Piger, jeg kan ikke mere…”
“Hvad er der sket?” udbrød de.
“Vi kom her for at slappe af, men så insisterede min svigermor, Helle, på at komme med! Hun var skoleinspektør – alt skal organiseres. Hun beder mig om at arrangere koncerter! Jeg vil bare ligge på stranden, ikke planlægge aftenunderholdning! Jeg elsker min mand, men jeg har også brug for ferie! Hun siger: ‘Lotte, vær imødekommende! Du repræsenterer familien!’ Jeg hader mit navn nu!”
Anna og Marie udvekslede blikke. Alle havde deres byrder. Anna sagde først:
“Lotte, jeg ville ønske, jeg havde en svigermor. Sofies far er en stMarie tog en dyb indånding og vidste, at tiden var kommet til at tage affære og skabe en ny fremtid for sig selv og Emil.
