Knuste drømme: Astrids drama
Astrid målte mørkladen gulvet i deres lejlighed i Aarhus med utålmodige skridt, mens hendes blik gentagne gange faldt på telefonen. Manden var atter forsinket, og hendes tålmodighed var ved at briste som en overanstrengt streng.
“Hvor fanden bliver han af?” mumlede hun og klemte så hårdt om telefonen, at fingrene blev hvide.
Døren gik, og i entreen dukkede Mads op, træt men med en skyldbetynget smil. I hånden holdt han en lille buket margueritter.
“Til dig,” sagde han og rakte blomsterne frem. “Undskyld, jeg blev hos mor og hjalp hende.”
“Forsinket?” Astrid pøsede op, og stemmen dirrede af vrede. “Kunne du ikke ringe? Jeg har været ude af mig af bekymring!”
“Jeg blev distraheret, glemte det,” mumlede Mads og så ned, mens han fiklede med sin jakkeærm. “Mor havde brug for hjælp, og så… Hør, vi talte sammen, og vi kom frem til noget.”
“Hvad?” Astrid standsede, en kold fornemmelse løb ned ad ryggen.
Mads sukkede dybt og begyndte at forklare. Astrid lyttede, og med hvert ord stivnede hendes ansigt af vrede og vantro.
Hun kunne ikke huske, hvornår Mads sidst havde været hjemme i mere end en time. Han forlod huset ved daggry og kom hjem efter midnat, når hun allerede sov. Hvis han overhovedet kom hjem. Foråret havde bredt sig over byen, og Mads var blevet en anden. Om vinteren skyndte han sig hjem, hyggede sig under et tæppe og brokkede sig over hendes forslag til gåture. Nu forsvandt han dage og nætter i træk.
Madss mor, Kirsten Ellen, havde fra første øjekast fremkaldt en gnist af modvilje hos Astrid. Da de mødtes, kunne hun mærke, hvordan Kirsten Ellen betragtede hende med en kalkuleret koldhed, som om hun vurderede en vare. Ved middagsbordet talte hun kun til sin søn og ignorerede svigerdatteren. Astrid følte med hendes mand, Jens Henrik. Han så udmattet ud, talte forsigtigt til sin kone som om han frygtede hendes vrede og gispede ved hvert skarpt ord.
Allerede dengang vidste Astrid, at det ville være et mareridt at bo under samme tag med den slags familie. Heldigvis havde hun sin egen lejlighed, og efter brylluppet havde Mads flyttet ind hos hende. Kirsten Ellen protesterede ikke, hjalp endda sin søn med at pakke, som om hun var lettet over at slippe af med ham.
Ved huswarmingens anledning kom hun kun kortvarigt: kastede et kritisk blik på lejligheden, drak en kop te og forsvandt. Et år i ægteskabet gik, og Astrid havde hverken noget at rose eller klage over. De levede som alle andre: hjem, arbejde, sjældne fester. Astrids forældre boede i en anden by og inviterede dem, men hun var vant til sin uafhængighed. Her havde hun arbejde, venner, et hjem og en mand. Hun troede, ægteskabet gik godt. Mads var tilpas ligetil, de levede enkelt, men havde nok.
Til tider hjalp de Kirsten Ellen, når hun spurgte. En gang om måneden kunne de spise ude, drømme om fremtiden. Astrid ønskede sig børn, men Mads tav. Hun forstod, det var let at drømme, men noget andet at opdrage et barn. Mads drømte om en bil. Astrid indrømmede, en bil var nyttig, men dyr. Hun ville ikke låne, endnu mindre bede familien om penge. De ville måtte skære ned på alt og spare det meste af lønnen op, og så kunne de kun få en brugt bil.
Mads forklarede sine fravær sådan:
“Jeg hjælper mor. Sommerhus-sæsonen er begyndt, hun tager derud hver dag, og jeg følger med. Jeg må støtte hende.”
“Og hjælper du mig?” sprudlede Astrid. “Hvor mange gange har jeg bedt dig om at ordne hanen i badeværelset? Balkondøren hænger knap nok i sine hængsler!”
“Astrid, du kan da ikke sammenligne. Det er mor!” afværgede han.
Sådanne samtaler opstod oftere. Astrid var træt af kun at være “weekendkone,” og ikke engang det. Selv om lørdagen tog Mads til sine forældre. Hun var glad for ikke at blive bedt om at hjælpe i sommerhuset, men til tider undrede hun sig: hvorfor?
Engang hos Kirsten Ellen prøvede hun syltede courgetter. De var så lækre, at Astrid spiste en halv krukke i smug.
“Har I virkelig lavet disse selv?” udbrød hun begejstret.
“Selvfølgelig,” svarede Kirsten Ellen stolt. “Jeg arbejder hele foråret og sommeren for at have noget hjemmelavet om vinteren.”
“Min mor laver ikke syltning. Jeg havde næsten glemt smagen,” sagde Astrid, håbende, at svigermoren ville dele.
Men Kirsten Ellen overså hentydningen.
“Mærkelig familie, I har. Hvordan kan man ikke lave syltning? Jeg fylder krukker hvert år. Det er hårdt, men om vinteren har jeg agurker, tomater, marmelade. Dovne mennesker har altid tomme borde,” sagde hun og så bebrejdende på Astrid.
Astrid nævnte det aldrig igen. På vej hjem købte hun en krukke syltede courgetter, stegte kartofler og spiste alene.
Den aften kom Mads atter for sent. Astrid, rasende, vankede op og ned i stuen og krammede telefonen. Hun var træt af at spise alene, træt af at vente på sin mand som en trofast hund. Døren åbnedeHun greb sin jakke og gik ud i den kolde aftenluft, klar til at lukke dette kapitel af sit liv for altid.
