**Forræderi ved en kop te: Historien om Freja**
Freja gik hjem fra arbejde med en let følelse i sindet – i dag var de blevet lukket tidligere. Gaderne i Roskilde åndede forårsvarme, og hun overvejede, hvordan hun skulle bruge den uventede frie aften.
»Måske skulle jeg besøge Mette?« strejfede tanken hende. »Vi har ikke set hinanden i lang tid.«
Beslutningen var taget på et øjeblik. Freja skyndte sig ind i en konditori for at købe en hindbærtærte og stod en halv time senere og ringede på vennindens dør.
»Hej!« Mette slog døren op, og der var et skælmsk glimt i hendes øjne.
»Jeg kommer på besøg!« smilte Freja og rakte æsken med tærten frem.
»Kom ind, jeg har en overraskelse til dig,« sagde Mette pludselig, og der var en underlig tone i hendes stemme.
»Hvilken overraskelse?« Freja blev på vagt, men gik alligevel ind på køkkenet uden at vente på svar. Der stivnede hun, som om hun var blevet ramt af et lyn, da hun så, hvad Mette havde kaldt en »overraskelse«.
»Ugifte veninder har ikke noget at gøre i en gift kvindes hjem,« plejede Freyas bedstemor at sige. »Hold dem på afstand, åben ikke dit hjerte, ellers vil du græde bitre tårer.«
Freja havde altid lyttet til bedstemors vise ord, og hun havde heller ikke særlig mange veninder. Nogle var forsvundet i livets travlhed, andre havde hun skiltes fra efter skænderier, og kun Mette var blevet. Deres venskab, smedet i første klasse, havde varet næsten fyrre år. De havde delt glæder og sorger: Freja og hendes mand Erik havde opdraget to sønner, der nu studerede i København, mens Mette var stolt af sin datter Lise og drømte om hendes lykkelige fremtid.
»Mit eget lykke kom aldrig, men måske får Lise heldet med sig,« sukkede Mette.
»Vær nu ikke sådan,« trøstede Freja. »Lise er en klog pige, hun klarer sig fint. Og du har ingen grund til at klage: en dejlig datter, en hyggelig lejlighed. Ja, ægteskabet lykkedes ikke – det er selvfølgelig hårdt.«
»Hårdt at jeg udstod hans latterlige opførsel i så mange år, tilgav ham alt,« svarede Mette bittert. »Troede, han ville ændre sig, men han blev kun værre.«
Freja kendte Mettes historie som sin egen. Hendes mand, Poul, havde levet et liv med utroskab. Mens Mette slæbte sig igennem livet med to jobs for at forsøge datteren og hjælpe sine forældre, morede Poul sig med andre kvinder. Nogle gange kunne han skjule sine affærer, men oftest endte det i skænderier. Poul lovede at ændre sig for familiens skyld, og Mette troede på ham. I tyve år fortsatte det, indtil han for tre år siden forlod hende for en yngre elskerinde.
»Lise er voksen, hun forstår det, og vi er fremmede for hinanden, så hvorfor trække det ud?« sagde han dengang.
Mens Mette prøvede at samle sig, tog Poul alle deres opsparinger. Lejligheden tilhørte hendes forældre, så den kunne han ikke gøre krav på. Pengene betragtede han som »en rimelig kompensation« for alle de år. I de mørke dage var Freja den eneste, der støttede sin veninde, hjalp hende med at holde hovedet højt.
»Mor, du sagde jo selv, at ugifte veninder ikke hører til i en gift kvindes hjem,« mindede Freyas ældste datter Ida hende om.
»Vær nu ikke barnlig,« afviste Freja. »Mette og jeg har været som søstre i hundrede år, og jeg kan ikke forlade hende i nødens stund.«
»Åh, mor, vi laver bare sjov,« grinede den yngste søn, Mads. »Men du har tudet os ørerne fulde af bedstemors ordsprog, mens du næsten hver dag inviterer Mette hjem til os.«
»Hvad er det for noget vrøvl?« protesterede Freja. »Tror I virkelig, at Mette vil stjæle jeres far eller ødelægge vores familie? Mette og Lise er som familie, hold nu op med det pjat!«
»Vi laver bare sjov,« lo Ida. »Mette er som en faster for os – hvilke intriger skulle der være i jeres alder?«
Freja lod være at lytte til børnenes drillerier. I sin ungdom havde hun faktisk fulgt bedstemors råd, men Erik havde aldrig givet hende grund til at være jaloux. Rolig, pålidelig, havde han altid arbejdet for familien og brugt weekenderne hjemme, læsende i avisen eller lappende noget i huset. Engang havde han været venner med Poul, men efter Mettes skilsmisse forsvandt kontakten. Freja og Erik stod på Mettes side, mens Poul selv afbrød alle forbindelser til dem.
»Mette har det hårdt alene, vi skal invitere hende med til jul,« sagde Freja ofte, og Erik nikkede altid.
»Mettes vandhane lækker, kan du ikke kigge på den?« bad hun sin mand, og han gik uden klagen.
»Lørdag har Mette bedt om hjælp til bilen,« fortsatte Freja. »Hun skal flytte møbler fra sommerhuset og vil ikke hyre en fremmed.«
Erik hjalp uden brok: han reparerede, kørte, støttede. Som tak sendte Mette grøntsager fra sommerhuset, bagte kager, og alt føltes så naturligt.
»Du er temmelig naiv,« rystede kollegaen Lene på hovedet, da hun hørte om venskabet. »Stoler du blindt på både din veninde og din mand, så du lader dem være alene?«
»Hold op med det vrøvl,« grinede Freja. »Mette og jeg er som søstre, hun var vidne til vores vielse. Erik og jeg har været sammen i snart tredive år, og der har aldrig været grund til mistanke. I ungdomsårene koger lidenskaberne, men i vores alder er der ikke romantik tilbage.«
»Nå, men livet er uforudsigeligt,« svarede Lene tvivlende.
Freja tvivlede ikke på sine nærmeste. Tanken om, at der kunne være noget mellem dem, virkede absurd for hende. Men den dag, da hun uanmeldt besøgte Mette, styrtede hendes verden sammen. På køkkenet, iført en blød morgenkåbe og med en tallerken bøfsandwich foran sig, sad Erik.
»Hvad?« Freyas stemme dirrede. »Du skulle da på fisketur! Har Mette brug for hjælp igen?«
Mette trådte frem med beslutsomt blik.
»Hør, Freja, lad os tale åbent. Måske er det godt, at du så det. Vi er trætte af at skjule os, men vi havde ikke modet til at indrømme det.«
MetFreja stirrede på dem, mens hele hendes verden knækkede som en tør kvist under en vinterfugls vægt, og vidste, at intet nogensinde ville blive det samme igen.
