**Tilfældigt buket og skæbnen vender**
Maja sad alene i sin lille lejlighed i Roskilde, da der pludselig blev ringet på døren. Hun sukkede og rejste sig fra sofaen, kiggede gennem kighullet. Udenfor stod en ung mand med en kæmpe buket blomster. *Hvem kan det være?* tænkte hun og rynkede panden.
»Hvem er det?« spurgte hun uden at skynde sig at åbne.
»Blomster til dig…« svarede den fremmede.
Maja åbnede forsigtigt døren og betragtede ham mistænksomt.
»Blomster?« sagde hun forbløffet. »Til mig?«
»Ja, til dig,« smilede han. »Du er vel Emma?«
»Nej, jeg hedder Maja,« svarede hun og mærkede en stikken af skuffelse.
»Vent lige,« mumlede han og tog sin telefon frem. »Undskyld, jeg må have taget fejl af lejligheden…«
»Det gør ikke noget,« sukkede Maja og smilede svagt.
Hun gik tilbage indenfor, men kort efter ringede det på døren igen. Maja så gennem kighullet og standsede op, øjnene blev store af overraskelse.
I dag skulle Maja for første gang fejre sin fødselsdag alene. Hun blev femogtyve, men følte ingen glæde. Hun havde ikke lyst til at se vennerne, gå ud eller lade som om alt var godt.
Hendes veninder havde bedt hende fejre det på en café, men hun havde sagt nej.
»Du må ikke forsvinde indenfor og være trist på sådan en dag!« havde hendes bedste veninde, Lærke, insisteret. »Du er kun femogtyve! Du vil møde din skæbne. Og den Nikolaj er ikke dine tårer værd. Kom nu, vi henter dig!«
»Nej, Lærke, ikke i dag,« svarede Maja fast.
»Men det er dagens fødselsdag! Vi skal fejre!« fortsatte veninden.
»Jeg har ikke lyst. Undskyld, Lærke,« afbrød Maja.
»Det er en skam,« sukkede Lærke. »Men hvis du ombestemmer dig, så ring.«
»Det gør jeg ikke…«
Maja var knust efter bruddet med sin forlovede, Nikolaj. De havde været sammen i næsten et år, og han havde endda friet til hende. Dengang følte hun sig i syvende himmel – hun forestillede sig brylluppet, familielivet, børnene. Men drømmene skulle ikke gå i opfyldelse.
Snart fandt Maja ud af, at Nikolaj havde et dobbeltliv. Udover hende havde han en anden kvinde, Sofie. Med Maja havde han planlagt et ægteskab, men med Sofie så han sig bare. Alt ændrede sig, da Sofie fortalte, hun ventede et barn. Hendes far, en indflydelsesrig mand og Nikolajs chef, stillede et ultimatum: enten gift eller fyret.
Da sandheden kom frem, var Maja i chok. Og da Nikolaj foreslog, at hun kunne blive hans elskerinde efter brylluppet med Sofie, stod hun helt målløs.
»Forslår du seriøst, at jeg skal være din elskerinde?!« udbrød hun, mens hendes verden faldt sammen.
»Hvad er der nu galt med det?« spurgte Nikolaj oprigtigt forvirret. »Det er da godt sammen. Du elsker mig, jeg elsker dig…«
»Hvilken kærlighed?!« råbte Maja. »Du løj for mig, så en anden! Er det sådan, man behandler dem, man elsker?«
»Det var bare Sofie, der smøgede sig ind på mig,« forsøgte han at undskylde. »Hun er smuk, jeg kunne ikke modstå. Jeg er jo en mand! Men hun er kedelig, og med dig er der altid noget at snakke om.«
»Hold mund!« afbrød Maja ham. »Gå nu. Jeg vil ikke se dig igen!«
I det øjeblik følte hun, at hendes liv var ødelagt. Hvordan kunne hun nogensinde stole på mænd igen? Nikolaj havde svoret sin kærlighed, vist sig som den perfekte gentleman, sagt, at hun var drømmevirkeligheden. Og alt sammen viste sig at være en løgn.
Ufrivilligt mindedes Maja sin mor, hvis far var gået fra dem, da hun selv var tre. Senere, da hun gik i anden klasse, prøvede moren at finde kærligheden igen, men hendes nye mand valgte hendes bedste veninde. Siden da havde hendes mor, Birthe, mistet troen på mænd og accepteret, at hendes skæbne var at være alene.
»Måtte du i det mindste være heldig at møde en ordentlig mand,« sukkede hun ofte og bekymrede sig for Maja.
Moren var glad, da datteren fortalte om forlovelsen. Birthe boede i den lille by, hvor Maja var vokset op. Efter gymnasiet flyttede Maja til byen, startede på universitetet, fandt et arbejde, lejede en lejlighed og drømte om en familie. Nu, efter Nikolajs forræderi, tvivlede hun på, at det nogensinde ville ske.
Den femogtyvende fødselsdag bragte ingen glæde. Hun havde drømt om at fejre den med sin elskede, men i stedet var hun alene med et knust hjerte. Maja lavede sig en kop kakao og svøbte sig i et varmt plaid, som moren havde strikket. Birthe var gifted til håndarbejde, strikkede på bestilling, og hendes værker var altid beundret. Maja elskede også at strikke, men var langt fra på sin mors niveau.
Hun nåede ikke at tage en slurk, før det igen ringede på døren.
*Mærkeligt,* tænkte hun. *Hvem kan det være? Det var vel ikke Lærke og Josefine – jeg sagde jo, jeg ikke ville med.*
Maja var genert, og når hun var trist, foretrak hun at være alene. Hun kiggede gennem kighullet. Udenfor stod den samme mand, denne gang med en endnu flottere buket.
»Hvem er det?« spurgte hun uden at åbne.
»Blomster til dig,« svarede han.
Maja åbnede forsigtigt, studerede buketten og manden nøje.
»Blomster? Til mig?« sagde hun overrasket.
»Ja, til dig,« nikkede han. »Du er vel Emma?«
»Nej, jeg hedder Maja,« svarede hun og mærkede en svag irritation.
»Vent lige,« mumlede han og tjekkede en seddel. »Er det din lejlighed?«
»Ja, men jeg er ikke Emma.«
»Et øjeblik,« sagde han og rakte hende buketten. »Hold den lige.«
Han ringede til nogen, tydeligvis for at bekræfte adressen.
»Hvilken lejlighed? Nå, okay,« sagde han og vendte sig mod Maja. »Undskyld, jeg tog fejl. Jeg skulle til lejlighed femogtyve, ikke fem. Det er pinligt.«
»Det er okay,« smilede Maja. »Godt, du spurgte om navnet. Ellers havde jeg taget imod en buket, der ikke var til mig. Det er min fødselsdag i dag, så det ville være en overr»Fødselsdag?!« udbrød han. »Tillykke! Du må have gæster på vej, og her afbryder jeg dig…«
