**Familiehemmeligheder og vejen til lykke**
I dag købte jeg en kurv med friske, duftende jordbær på torvet i Silkeborg, og jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt at komme forbi min søn og svigerdatter. Det er weekend, så de er sikkert hjemme. Døren til deres lejlighed i den gamle murstensbygning stod på klem, så jeg gik bare ind uden at banke på. Lige da jeg skulle til at kalde på dem, hørte jeg, at Freja græd inde i stuen, mens hun talte i telefon. “Hvad i alverden er der dog sket, siden hun er så ulykkelig?” tænkte jeg bekymret. Jeg listede mig nærmere og lyttede, og hvad jeg hørte, fik mig til at gispe af forbavselse.
Jeg havde købt de lækre jordbær og ville bare lige se, om de var hjemme. Døren stod åben, så jeg gik ind uden at ringe på.
Jeg ville lige til at råbe, men så hørte jeg Freja græde, mens hun snakkede i telefon. Jeg stod helt stille i gangen og lyttede.
“Ida, han lægger slet ikke mærke til mig længere,” hulkede hun. “Jeg købte en ny kjole, og det eneste, han sagde, var et surt ‘hm’. Han siger ingenting, ser altid utilfreds ud. Om aftenen sidder han bare med sin telefon og går så i seng. Det er, som om jeg slet ikke er der. Han kommer direkte hjem fra arbejde, så jeg tror ikke, han er utro. Vi talte engang om at få børn, men nu tør jeg ikke engang nævne det. Jeg tror, han ikke elsker mig mere, men ikke tør sige det. Ida, det er slut. Jeg kan ikke leve uden Magnus. Der er ingen anden end ham for mig!”
“Tak fordi du lytter,” fortsatte Freja. “Jeg har ingen at tale med. Min mor har sine egne ting, og min svigermor vil altid tage hans parti, så jeg holder det inde.”
Da jeg forstod, at samtalen var slut, sagde jeg højt:
“Er der nogen hjemme?”
“Ja, goddag, Grethe,” svarede Freja og tørrede øjnene.
“Freja, jeg købte nogle friskplukkede jordbær og tænkte, I måske kunne bruge dem,” smilede jeg og rakte kurven frem.
“Tak, jeg har lige tænkt på at købe nogle,” svarede hun. “Kom indenfor, skal vi ikke have en kop te? Jeg har nogle kager.”
“Det vil jeg gerne, tak,” nikkede jeg.
Mens Freja satte vand over og fandt kagerne frem, tænkte jeg på det, jeg lige havde hørt. Så var alt ikke så perfekt i deres parforhold.
“Hvordan går det med Magnus?” spurgte jeg. “Han ringer sjældent, og I kommer aldrig forbi. Jeg blander mig ikke, I har sikkert travlt…”
“Åh, han arbejder hele tiden,” sukkede Freja. “Han kommer hjem, spiser, ser en serie og så i seng. Vi går aldrig ud, bare sidder derhjemme som et gammelt ægtepar.”
Jeg lo. Jeg kunne godt lide Freja for hendes ærlighed og åbenhed. Hun og Magnus havde været gift i tre år, efter at have været kærester i lang tid. Hun var den bedste svigerdatter, man kunne ønske sig: klog, smuk og sød. Jeg tog hende straks til mig som en datter, og der var ingen tegn på den klassiske svigermor-konflikt.
“Underligt, Magnus opfører sig sådan,” mumlede jeg eftertænksomt. “I er unge, ingen børn endnu – hvorfor ikke nyde livet lidt?”
“Præcis!” stemmen i Frejas røb. “Måske elsker han mig ikke mere.”
Hun begyndte at græde. Jeg blev helt forlegen men prøvede at trøste hende:
“Freja, selvfølgelig elsker han dig! Måske har han problemer på arbejdet eller er bare træt. Tal med ham.”
“Jeg har prøvet, men han siger bare ‘det er fint, stop dig selv’,” hulkede hun. “Men jeg vil så gerne have et barn, og det kræver… at vi prøver.”
“Jeg ved ikke, hvordan jeg kan hjælpe,” sukkede jeg. “Jeg kan ikke tvinge ham til at lytte, og jeg vil ikke sætte dig i en dårlig situation. Hvad nu, hvis han bliver vred og siger, du løber til mig? Vi må finde på noget…”
Pludselig fik jeg en idé: “Ved du hvad? Måske kunne vi vække hans følelser lidt.”
“Hvordan?” Freja tørrede øjnene. “Jeg gør alt for ikke at miste ham.”
“Nå, men min nabos nevø, Nikolaj, er lige kommet på besøg. Han er høj, flot, med brune øjne og arbejder i teateret – pigerne glor på ham. Hvad nu, hvis vi fik ham til at gøre Magnus jaloux? Min veninde prøvede det samme: Hendes mand blev ligeglad, men da en kollega kørte hende hjem, vågnede han op, og alt blev godt igen. Skal jeg snakke med Nikolaj? Vi kan lægge en lille plan for at få gnisterne tilbage. Bare fordi jeg er din svigermor, betyder det ikke, at jeg ikke forstår.”
Freja stirrede forbløffet på mig.
“Nej, det lyder for dumt,” rystede hun på hovedet. “Måske ordner det sig selv…”
“Det er op til dig, men hvis du ombestemmer dig, er jeg klar,” blinkede jeg. “Det var lige det eneste, jeg kunne komme på.”
“Tak fordi du er der,” sagde Freja stille. “Jeg håber, det ikke bliver nødvendigt. Åh, der kommer Magnus…”
“Mor, hej!” min søn kom ind. “Er der noget galt?”
“Hej, skat,” smilede jeg. “Jeg kom bare med nogle jordbær. Freja og jeg hygger os lidt. Hvordan går det på arbejdet?”
“Fint,” mumlede han. “Hvad med far?”
“Han er på jagt med en kammerat et par dage,” svarede jeg. “Hvorfor tager I ikke også lidt væk? Det er dejligt vejr, og I sidder bare her…”
“Orker ikke,” svarede han. “Jeg ser hellere en film hjemme.”
Freja så på mig og trak på skuldrene. Præcis som hun sagde: Han gad ingenting, bare sur og tavs. Hvad var der galt med ham? Sådan en fantastisk pige, og han…
Et par dage senere ringede Freja til mig. Hendes stemme dirrede af gråd.
“Grethe, jeg giver mig til din plan! Det er uudholdeligt! Jeg har skiftet hårfarve og fået en ny frisure – alle siger, hvor godt det klæder mig, men Magnus bemærker det ikke engang! Totalt ligeglad! Måske har han brug for et wake-up call? Lad os prøve, om han overhovedet vil kæmpe for mig. Kan du ikke snakke med Nikolaj? Vi kan sige, han har brug for en designer til et arbejde – sådan møder vi ham ’tilfældigt’. Hvis Magnus ser os et par gange, bliver han måske jaloux?”
“Freja, jeg er helt med”Jeg skal nok snakke med Nikolaj i aften, og så hører du fra mig,” lovede jeg og håbede inderligt, at denne plan ikke ville gå galt.
