“Lad hende bare leve alene – måske indser hun så, hvem hun har mistet. Og du, min dreng, skal ikke bekymre dig, mor lader dig ikke i stikken…”
“Nå, Mette, din Lasse er altså gået fra sin kone, ikke sandt?”
“Det har han. Og hvad så? Skal du nu gå rundt i gården og sprede sladder?” snapped Mette og rettede på sit tørklæde.
Lasse og Freja havde boet sammen lige over tre år. For ikke så længe siden var deres lille pige kommet til verden – et længe ønsket barnebarn, Mette havde drømt om i årevis. Men det var sådan set det – Lasse var stadig hendes mødregarn. Hele livet havde han svævet i skyerne, en smule umoden, fordærvet af hendes omhu og evige tilgivelse.
“Hvad skal jeg med en kone?” havde han diskuteret for et par år siden. “De giver dig bare hovedpine. Kvinder er alle sammen ens – de kravler op på nakken af dig og forventer, du skal brødføde dem og stå til rådighed.”
Mette havde bare viftet af det – så længe sønnen var tæt på, var det det vigtigste. Han havde ikke just været arbejdsom, men det var fint nok for hende – han var hjemme, lige ved siden af. Og hvad gjorde det, at han snart var tredive? Han var jo hendes.
Men på et tidspunkt, som om nogen havde trykket på en knap, kunne han pludselig melde ud: “Jeg skal giftes!” Han kom hjem med Freja – sart, stille, med øjne fulde af håb mere end selvsikkerhed. Mette godkendte valget – ikke nogen skøge, ikke nogen luder, en god husmor. Til ære for begivenheden købte hun endda et lille hus til dem i nærliggende landsby.
I starten virkede det fint nok. Men Lasse var bare slet ikke klar til ægteskabet. Han arbejdede som hvad som helst, mest som vagt, og endte til sidst med at tjene lidt ekstra på kirkegården – “der er i det mindste ingen, der be’der mig om noget.”
“Jeg kan ikke, mor, hun driver mig til vanvid!” klagede han til Mette. “Enten kan hun ikke lide mit arbejde, eller så er der ikke penge nok, eller så vil hun have et nyt badeværelse!”
“Åh, Lasseskat,” rystede Mette på hovedet. “Du har sgu også fået dig en kærring… Hun er ikke en kvinde, hun er en blodigle. Bliv her hos mig i en periode, lad hende lige tænke over, hvordan det er at stå alene.”
Siden da løb Lasse frem og tilbage – til Freja og tilbage til mor. Han kom hjem med brok og bebrejdelser. Og Freja… den samme stille, beskedne Freja… begyndte at kaste med ting, råbe, græde. Og under en af deres skænderier smækkede Lasse døren og forlod hende “for evigt.”
“Jeg er så træt af hende!” råbte han, mens han satte sig ved moderens bord. “Kan du forestille dig, hun sagde, at jeg ikke var en rigtig mand, fordi jeg ikke kunne forsørge hende? Så kan hun fandeme selv stå for madpakkerne og bleerne. Jeg skylder hende ikke mere!”
“Ja, min dreng, helt rigtigt. Hvad bilder hun sig ind? Kom nu, spis lidt supper, jeg har lavet din yndlingsret.”
Han tænkte sjældnere på datteren. Sagde ting som: “Hvad er der ved det? Mad, lur, tur. Er det virkelig så svært?” Imens flyttede Freja tilbage til sine forældre. Mette nåede endda at kaste et par hårde ord efter hende:
“Hvad laver du her igen? Du fik et hus, du fik en mand, og alligevel var det ikke godt nok. Tag dig dog sammen, som vi gjorde!”
Naboerne hviskede: “Lasses datter vokser op, og han sidder der bare, ser tv, som om intet er sket.”
“Mette, du burde måske besøge din barnebarn,” sagde en nabo engang. “Freja er alene med den lille, hendes forældre hjælper, og I opfører jer, som om I ikke har noget familie tilbage.”
“Åh, hun har fyldt dig med løgne!” viftede Mette det væk. “Hun kunne ikke holde til en mand – så må hun leve med det. Men barnebarnet… jeg skal nok få hende. Hun er mit, mit blod!”
“Er du seriøs? Tage et barn fra sin mor? Din Lasse har ikke engang et job, han kan knap nok løfte en finger!”
“Hold din kæft! Han skal bare… hvile lidt. Han kommer sig, bare vent.”
Men årene gik, og Lasse lå bare der. Intet job, ingen planer. Kun brok over “irriterende kvinder” og tuderi om, at hele verden var imod ham.
“Lasse, kunne du ikke lige besøge Freja, se din datter…” sagde Mette engang forsigtigt.
“Er du blevet skør, mor? Så begynder det igen: ‘Du er sådan, du er sådan, der er ingen penge.’ Jeg gider ikke. Jeg lever for mig selv!”
Og først da gik det op for hende. Lige ned i hjertet.
“Det er nok, søn,” sagde hun en dag. “Jeg skammer mig over, hvem du er blevet. Hvis Freja sagsøger om børnepenge, må du selv klare den. Jeg dækker dig ikke længere. Du er ikke en dreng mere.”
For sent. Alt for sent. Hun indså, at det ikke var en mand, hun havde opdraget – men en forkælet, forurettet dreng. Freja havde i mellemtiden giftet sig igen. En rolig, stabil mand. Han tog pigen som sin egen. Og Lasse? Han blev hos mor. Uden familie, uden mål, uden lyst til at ændre sig.
En mors kærlighed er grænseløs. Men nogle gange blænder den.
Og hvis man ikke tager bindet fra øjnene i tide, kan man en dag vågne op ved siden af en fremmed, doven voksen, der tror, verden skylder ham alt.
