**EN ÅRSAG TIL KÆRLIGHED**
“Hvad er der galt med dig?” spurgte Mads forundret, da han så Signe pakke sin kuffert. “Hvad foregår der?”
Signe lod langsomt fingrene glide hen over ryggene på bøgerne i hylden – dem han altid grinede af og kaldte “kvindelige skriverier”.
“Kan du huske, du lovede at lære mig om vin?”
“Ja, hvad så?”
“Ingen ting,” svarede hun kort og smed lejlighedsnøglen på bordet. “Som altid.”
“Jeg mente det ikke ondt!” protesterede han. “Jeg har bare mine egne ting at se til.”
“Og jeg, Mads, har mit eget liv. Jeg er træt af at vente på, at du vil være en del af det.”
Signe havde altid drømt om kærligheden, som den blev beskrevet i bøgerne. At man mødte hinanden, og bum – det var ham! Følelser som en storm, åndedræt i takt, ømhed, omsorg og den berømte “kemi”. Og hvis der var problemer, skulle de komme udefra, ikke fra dem imellem.
“Datter, kærlighed ved første blik findes kun i eventyr,” sagde hendes mor blidt. “I virkeligheden kræver kærlighed en årsag. Og ikke bare én.”
Signe fnøs dengang: “En årsag? Mor, det er beregning, ikke følelser!”
“Man elsker kun småbørn og killinger uden grund. Men selv en killing vil du lære at bruge kattebakken, hvis den tisser i dine sutsko. Og en mand? Du vil gerne have en ved din side, som tager sig af dig, som er din støtte. Smukke øjne er fint til at starte med, men hvad så bagefter?”
Moren havde ret. Men det vidste Signe ikke endnu.
Hun ledte efter den perfekte mand, uden at lægge mærke til dem, der allerede var der. Indtil der en dag kom en ny bartender i hendes yndlingscafé. Høj, mørkøjet, med en blød stemme. Og da han den første aften skænkede hende et glas vin og begyndte at tale om de fine toner af kirsebær og vanilje, føltes det, som om hendes hjerte sprang et slag over.
Hun var forelsket. Alvorligt. For evigt. Sådan føltes det i hvert fald.
“Han er speciel,” forsikrede hun sin veninde. “Talentfuld, passioneret, ikke som de andre.”
“Han er bartender, Signe. En helt almindelig én. Og lidt for selvsikker.”
Men Signe hørte ikke på nogen. Ikke engang da han opførte sig dårligt over for hendes forældre. Ikke engang da han brugte sin første løn efter længere tids arbejdsløshed på en guitar i stedet for at betale huslejen. Ikke engang da hun arbejdede to jobs for at holde dem kørende, mens han spillede computerspil hele dagen.
Hun tålte det. Hun troede på det. For i ham var der den spændende følelse – passion, tiltrækning, løftet om et eventyr.
Men eventyret varede ikke længe. Mads viste sig ikke at være den type, der gider investere i et forhold. Han ville blot blive elsket uden grund. Mad, støtte, inspiration. Men selv? Han levede for sig selv. Smukt, frit. Uden pligter.
Signe pakkede kufferten i tavshed. Udenfor regnede det. Indeni var der kun tomhed og bitterhed.
Hun huskede: i et helt år havde hun gemt kvitteringen fra deres første date i sin taske. Dengang lovede han, at det kun var begyndelsen. Men det viste sig at være slutningen.
“Jeg tog fejl,” sagde hun højt, men til ingen. “Jeg forvekslede kærlighed med tiltrækning. Nu ved jeg: man elsker kun uden grund, hvis personen fortjener det.”
Da Signe kom hjem til sine forældre, nikkede moren bare:
“Endelig. Velkommen tilbage, voksne datter. Nu ved du, at kærlighed ikke er sommerfugle i maven. Det er, når man bliver set. Hørt. Værdsat. Og gengælder det samme.”
Signe satte sig på køkkenstolen og hældte sig en kop te. For første gang i lang tid – varm, stærk, ikke fortyndet med undskyldninger. Og for første gang i lang tid føltes det roligt.
Nogle gange skal man først lære, hvem man ikke skal elske, før man kan elske rigtigt.
