Min veninde Mette er bare fantastisk til at lave mad. Guddommeligt, lækkert, hun kan lave de mest utrolige, smagfulde retter af bare en squash og en kartoffel! Og bagværket! Og det gyldne steg af alle mulige slags!
Nå, men det er ikke det, jeg vil fortælle om.
Mette har nogle ekstra kilo. Ret mange, faktisk, men hun er virkelig smuk, glødende som et rødkindet æble, livlig, ingen åndenød eller højt blodtryk. Mette har en mand, de har boet sammen i femten år. I alle de femten år har hendes mand, Morten, med en slags sygelig fascination, drillet hende for de ekstra kilo. Meget kreativt, med stor fantasi. Foran venner. Foran fremmede. Finder på tilsyneladende kærlige kaldenavne – min lille ko. Min flodhest. Av, hun trådte mig over foden, nu er hele Morten brækket!
Han roser alle de fittnes-damer og enhver, der bare har været heldig med generne. Jeg har også fået et par af de tvivlsomme komplimenter, og det var helt spildt tid at forsvare Mette med argumenter om stofskifte, arv og metabolisme. Ingen virkning.
Mette har altid holdt masken, selv smilt ad de jokes. Selv gjort grin med sin krop. Efter datteren blev født, blev det værre. Datteren arvede hendes “æble”-figur, og da hun nærmede sig puberteten, startede Morten med at gøre nar af hende i stedet: “Hvorfor spiser du så meget? Bliver du ligesom din mor? Se dig lige an, vil du ikke hellere være smuk end sådan en formløs planteæder?”
Og så vågnede Mette pludselig op. Hun snakkede med Morten en gang, to gange, tre gange om, at det ikke var okay. Men selvfølgelig uden resultat. For et års tid siden eksploderede det. Jeg var der ikke, men jeg hørte om det. Da Morten igen, foran vennerne, begyndte med jokes om sin kones figur, sagde hun pludselig: “Morten, ved du hvad? Jeg er træt af det. Kan du ikke li’ min krop? Så bliv dog her. Gå ud og find en slank en, jeg gider ikke mere.”
Hun kaldte en taxa og kørte hjem. Morten fortsatte med at spille smart og grine og skyndte sig ikke hjem. “Hvor skulle hun dog tage hen?” sagde han. “Hun larmer lidt og falder til ro. Hun ved godt selv, hun ligner en overmoden tomat.” Selv vennerne prøvede at fortælle ham, at han tog fejl, at Mette så smuk ud, men selvfølgelig uden held.
Derhjemme var der ingen Mette. Heller ikke datteren. Det viste sig, at de havde pakket deres ting og kørt hjem til Mettes forældre. De har et hus i en anden bydel. Skolen er lidt langt væk, men det må de leve med. Det næste chok var, at Mette havde indgivet skilsmissepapir. Morten kunne ikke tro det: “Hvad, pga. mine jokes?! Det kan ikke passe! Hun må have en elsker! Eller… nej, hvem gider sådan en tyk en…?”
Du gætter det, ikke? Der var ingen elsker. Mette var bare træt af det. Hun har en god stilling i et stort firma, en rigtig fin løn, forældrene hjalp til – og før de nåede at dele deres lejlighed, havde hun købt en dejlig to-værelses i en nybygning til sig og datteren.
Efter boopdelingen fik Morten en en-værelses. Og han måtte sælge bilen, pengene blev delt. Han skal betale børnebidrag i tre år til, hans løn er lav, og efter fradraget er der ikke meget tilbage. Og det værste – Morten fortæller vennerne, at hans ex, den kælling, har forkælet ham med god mad i femten år. Nu er han nødt til at spise halvfabrikata eller gå ned til sin mor til aftensmad. Hendes kylling, siger han, drømmer han om om natten. Hendes pilaf! Hendes tærter! Rækkevis af tærter med alle mulige fyld! Han vågner i tårer.
Finde en ny kæreste? Ja, han prøvede. Hendes mad er noget værdsl vås, umuligt at spise. Ja, hun er slank, men altså, på vores alder er der ikke mange supermodeller tilbage. Hvorfor ikke finde en yngre en? Tja, det blev ikke til noget, hans løn er for lav, og han ligner jo heller ikke en græsk gud – lidt mave, skallet, åndenød. Han er jo halvtreds.
Det mest bitre, siger han, er, at Mette pludselig har tabt sig. Ikke vildt meget, men mærkbart, mindst to størrelser. Fælles venner siger, hun laver helt anden mad nu til sig og datteren. Stadig lækkert, men mere grønt, de var aldrig vilde med kød alligevel. Og de søde tærter – det var mest Morten, der elskede slik.
For nylig, siger han, stødte han på hende i supermarkedet – han tabte på gulvet. Han gik hen til hende: “Nå, men du ser da fin ud, du. Måske kunne vi prøve igen?” “Hvad mener du ‘prøve igen’?”
Han blev enormt stødt. “Jeg kom med hele mit hjerte, og så sender hun mig til helvede. Hvis det ikke var for mig, ville hun stadig ligne en ko, utaknemmelige, kyniske… kvinde.”
Signe Lund.
