**Dagbogsnotat**
I går tog jeg på dyreklinikken for at få min hund vaccineret. Jeg tog en nummerseddel og satte mig. En lidt lurvet, men pyntelig ældre mand så bekendt ud. Jeg kiggede nærmere – det var min nabo, Niels Kristensen. Den gamle mand var helt ude af den, kaldte på en dyrlæge. Jeg gik hen til ham.
“Hvad er der galt?”
“En bil kørte over en hund, jeg fandt den lige på vejen. Den skal have en kirurg med det samme.”
“Far, har du penge nok?”
“Det ved jeg ikke, min pige.”
Kristensen begyndte at tømme lommerne. Han fandt omkring 900 kroner sammen og lyste op.
“Det burde være nok. Jeg har lige fået lidt ekstra for nogle småting.”
Hunden, en slank greyhound, klynkede ynkeligt. Jeg sukkede. Efter at have set den mente jeg, den havde et brækket ben – mindst 10.000 kroner. En velklædt mand med en vanvittigt dyr serval i armene kiggede på os.
“Min pige, jeg kunne da ikke lade den stakkels skabning ligge,” sukkede Kristensen. “Den lå og skreg på vejen. Alle kørte bare forbi, travlt havde de. Men her er et levende væsen, der er ved at dø. Jeg ringer til min kone, Karen, hun har nok 300 kroner liggende, hun kan bringe dem, bare for en sikkerheds skyld.”
Manden med servalen kaldte mig til side.
“Kender du ham?”
“Han bor i nabolaget. Han havde engang en trebenet hund. En schæfer, den døde som 15-årig. Også kørt over, men ejerne gad ikke hente den.”
“Jeg forstår,” sagde manden med servalen og gik hen til receptionen.
“Hent en kirurg og tag imod den gamle mand med den kørte over hund. Lav en regning, jeg betaler, men tag hans penge også. Bare fortæl ham ikke, hvad det koster.”
Kirurgen blev hentet. Regningen lød på omkring 17.000 kroner. 900 fra Kristensen, resten fra manden med servalen – Holger Rasmussen. Jeg fik min hund vaccineret og gik hjem. Kristensen ventede uden for operationsstuen.
Lang historie kort – den greyhound begyndte at gå rundt i vores kvarter, enten hos Kristensen eller hans kone, Karen. Den haltede lidt.
“Goddag, Niels Kristensen.”
“Goddag, min pige.”
“Jeg ser, hunden er blevet hos dig.”
“Ja, jeg fandt ejerne. Men de ville ikke have den igen, sagde, den ikke var god nok til udstillinger længere. Så nu er den vores. Vi klarer den. Min søn købte specialføde og vitaminer til den. Jeg har også fået job som vagt her i opgangen – 12.000 om måneden. Det går fint. Vi kalder den Lola.”
To måneder senere var jeg tilbage på klinikken. Min gamle kat, Mikkel, var blevet syg. Vi ventede i køen. Pludselig kom Kristensen ind med en killing i armene – forfærdelig at se på, skåret og dækket i tjære. Han begyndte at rode i lommerne, tælle sine penge. Ikke nok, det var tydeligt. Han så helt knust ud.
“Jeg tog den fra nogle unge drenge. De stakkers væsener, de skar i den og dyppede den i tjære. Det er bare ondskab.”
*”Det eneste, der mangler, er manden med servalen,”* tænkte jeg.
Døren gik op, og ind kom Holger Rasmussen med sin Baghira. Hans blik faldt på Kristensen, der stadig tæller småmønter. Blod og tjære dryppede fra killingen.
“Karma, ja!” udbrød Holger Rasmussen og gik hen til receptionen.
“Tag imod den gamle mand med katten. Jeg betaler,” sagde han.
Katten blev opereret, Mikkel blev tjekket, og Holger betalte for Kristensen og købte det, der var nødvendigt. Kristensen beholdt killingen og kaldte den Mose.
Foråret kom, og jeg gik for at købe middel mod flåter til vores dyr. Da vi kom ind, stod Holger Rasmussen der. Vi hilste.
“Kristensen og hans dyr mangler,” grinede Holger.
“Han er her om lidt,” smilede jeg.
Døren åbnede sig. Ind kom Kristensen med noget gemt i jakken – og hans kone Karen ved sin side.
“Hvad er der nu?” spurgte jeg.
“Karen fandt den her stakkels fugl, som nogle katte havde jaget. Den er ret medtaget. Ellers en flot fugl,” sagde Kristensen og trak en vissen ara-papegøje frem under den våde jakke.
Jeg satte mig. Holger begyndte at rode i sin pung.
“Papegøjen må være tam,” sagde jeg. “Den har sikkert et navn. Måske Karl?”
Papegøjen løftede sit pjuskehoved, kiggede på mig og kvækkede: “Karma, karma!”
“Karma,” sukkede Holger, tog sin tegnebog op og gik hen til receptionen. Kristensen kradsede sig i hovedet og smilede tilfreds.
“Nå, hvis der sker noget mere, skal jeg nok komme her. Det er billigt…”
Holger besluttede at beholde klinikken og efterlod sit visitkort.
“Hvis den gamle mand, Niels Kristensen, kommer med et eller andet dyr, så ring til mig. Jeg betaler.”
Man kan ikke undgå det – karma.
