Jens Sørensen havde aldrig i sit liv givet sin kone en gave, selvom de havde levet lykkeligt sammen i hele tyve år. Det var bare aldrig rigtig sket. Mette og han var blevet gift hurtigt, kun en måned efter de mødtes.
Deres stævnemøder havde også været hurtige og uden gaver. Han kom til landsbyen, hvor Mette boede, fløjtede under hendes vindue, og hun skyndte sig ud. Så satte de sig på bænken ved porten og sad der til midnat, kun med enkelte ord imellem.
Han kyssede hende først første gang, efter de var blevet forlovet. Brylluppet blev fejret, og livet gik sin gang med sine hverdagsbekymringer. Jens blev en dygtig landmand med masser af kvæg. Mette var også flittig – hendes have var misundelsesværdig. Børnene kom, bleer, tøj og barnesygdomme. Så var der ikke tid til gaver. De fejrede helligdage med simple måltider, og således gik deres liv, måske ikke bemærkelsesværdigt, men stabilt og roligt.
Engang før den 8. marts tog Jens til markedet med sin nabo for at sælge kartofler og flæsk. Han havde lige tømmet kælderen og ville af med de overskydende kartofler. Flæsket kunne også sælges – snart skulle de slagte igen, så de fik frisk kød. Så stod Jens på torvet. Det var en fin frostmorgen, ikke for kold, men med en fornemmelse af forår. Til hans overraskelse gik handlen godt. Flæsket blev solgt på ingen tid, og kartoflerne forsvandt, som om de var en sjældenhed. »Godt tjent,« tænkte Jens tilfreds, »det glæder Mette nok.«
Han lagde poserne i nabens bil og gik en tur gennem byen. Konen havde talt om nogle småting, han skulle købe. Først gik han, som han altid havde gjort, ind på den lokale kro for at skåle for den gode handel. Han var ingen fulderik, men han troede fast på, at hvis man ikke drak et glas efter en velsignet handel, ville den næste ikke lykkes. Efter et par glas gik han videre i godt humør og nød den livlige gade.
Pludselig fangede hans blik en ung par. Pigen var frisk og ung, ligesom hendes lige så unge kæreste. Hun stirrede betaget på en kjole, der hang i butiksvinduet.
»Lise, kom nu, hvorfor glor du på den kjole?«
»Se bare, hvor smuk den er! Den passer perfekt til mig.«
»Åh, det er bare noget ragelse.«
»Thomas, du er virkelig en klovn – det er den nyeste mode! Retrostil. Giv mig den til 8. marts, ikke?«
»Lise, du ved godt, vi kun lige har råd. Hvis jeg køber den nu, hvad skal vi så leve af resten af måneden?«
»Vi klarer os på en eller anden måde. Åh, Thomas, jeg vil have den sådan! Vi har været gift i et år, og du har aldrig givet mig en gave til en helligdag – ikke engang til jul.«
»Lise, hvad skal jeg gøre? Skal vi virkelig leve af kartofler og kål igen?«
»Thomas, jeg elsker dig, min skat,« sagde Lise og gav ham et kærligt kys, før hun trak ham med ind i butikken.
Thomas så opgivende på Jens og trak på skuldrene, som for at sige: »Hvad kan man gøre? Kvinder er kvinder.« Snart efter kom parret ud af butikken. Lise grinede lykkeligt og krammede sin mand taknemmeligt, inden de forsvandt i menneskemængden.
Jens blev stående og stirrede på kjolen. Den var simpel, med blomstermønster, og mindede ham om Mettes klæde, som hun havde haft på til deres stævnemøder. Noget rørte sig i hans hjerte. Måske var det ungdomsminderne, måske så han sig selv i det unge par. En længe glemt følelse vældede op i ham.
»Jeg har aldrig givet Mette gaver,« tænkte han. »Der var altid for travlt, og jeg syntes, det var ødselt. Men se nu, Thomas er villig til at sulte, bare for at gøre sin kone glad. Det må betyde, han virkelig elsker hende. Men elsker jeg selv Mette? Før brylluppet troede jeg det, men siden er det blevet hverdag. Vi har bare levet. Der er intet at huske – kun dagligdagens hvirvel. Åh, livet er sgu underligt.«
Det smugkiggede glædesbillede havde ramt ham så hårdt, at det gjorde ondt i hjertet. Han ville selv opleve den følelse.
Beslutsomt gik han ind i butikken. En ung ekspedient skyndte sig hen til ham.
»Kan jeg hjælpe dig?«
»Ja, min pige. Jeg vil gerne have den kjole, der hanger i vinduet.«
»Åh, den er virkelig i topmode – retrostil, ren silke. Din datter vil blive så glad.«
»Det er ikke til min datter, det er til min kone,« mumlede Jens.
»Åh, hvor er det dejligt for hende,« kvittede den unge pige, mens hun pakkede kjolen ind. »Hvor meget koster den?«
Da ekspedienten sagde prisen, blev Jens helt målløs. Det var en formue i hans øjne.
»Hvorfor er den så dyr?« spurgte han surt.
»Den er designet af en berømt modekunstner,« forklarede hun tålmodigt.
Jens tøvede. Pengene var mange. Men så huskede han igen Lises lykkelige ansigt. Han besluttede sig.
»Jeg tager den,« sagde han og rakte pengene over.
Tilfreds med sin beslutning gik han ud med posen. Netop da kom hans nabo kørende. På vejen hjem var naboen i godt humør og fortalte om sin profitable dag – han tog hver en krone med hjem.
»Hvad med dig?« spurgte han.
»Hvad mener du?«
»Havde du god handel?«
»Hvad rager det dig?« snerrede Jens pludselig.
»Nå, nå, rolig nu,« sagde naboen forbavset over Jens’ sure mine.
Da de kom hjem, var Mette endnu ikke tilbage fra gården. Jens fodrede dyrene, gjorde rent og slæbte grisefoder. Mens han arbejdede, lå der en tung følelse i hans bryst. Han havde gjort noget godt, købt en gave, men hvorfor føltes det så underligt? Han spyttede og gik indenfor. Han hældte sig et glas snaps og drak, så endnu et. Lidt efter føltes det bedre.
Døren smækkede. Mette kom hjem. Hun så sur ud, som sædvanlig. Da hun så Jens sidde ved bordet, spurgte hun:
»Hvad har du travlt med? Hvordan gik det?«
»Fint. Her er pengene.«
Mette talte dem.
»Der er lidt for lidt. Solgte du dårligt?«
»Nej, det er bare… jeg brugte resten derovre i posen.«
Mette tog kjolen op.
»Hvem har du købt den til? Sara? Den er for stor til hende. Spild af penge”Den er til dig,” sagde Jens med et lille smil, og pludselig faldt alt den gamle vrede og hverdags-trivsel væk, som om tiden selv havde stille taget et skridt tilbage og givet dem en chance mere.
