**Dagbogsnotat**
Engang havde min datters lærerinde en mor – en ældre kvinde, der var fuldstændig selvstændig og ikke behøvede konstant hjælp. Alligevel ringede hun regelmæssigt til sin datter og sagde: »Jeg har det ikke godt, kom nu, hurtigt!« Det lød som en kommando, og hver gang betød det det samme: Drop alt og kom med det samme.
Datteren kom – uanset om det var midt om natten, tidlig om morgenen eller i fyraften. Hun kom, fordi hun var en god datter, fordi hun ikke kunne lade være. Så gik hun på arbejde, underviste børnene, kom hjem – og så kom næste opkald. Sådan fortsatte det i månedsvis, måske år. Indtil kroppen sagde fra.
Først var der en ulykke – hun faldt og brækkede armen. Så, lige da hun var kommet sig, brækkede hun benet. Men selv det stoppede ikke moren: Så snart datteren var lidt på fode igen, startede møllen forfra.
Om efteråret vendte hun tilbage til skolen, til børnene, til livet. Men knap var hun begyndt at komme sig, før mor igen ringede: »Jeg har det skidt. Kom nu. Med det samme.«
Og kvinden kørte. Igen og igen. Indtil hun en dag brød sammen med lungebetændelse. Hun døde på hospitalet. Ung, smuk, en elsket lærer – hele klassen græd. Ingen kunne tro, hun var væk. Børn, forældre, kolleger – alle sørgede. Kun moren lignede ikke at forstå, at hun havde mistet den eneste, der altid kom løbende.
Kun en måned efter begravelsen begyndte den ældre kvinde igen – nu mod den yngste datter. Men hun var af en forskellig slags – hård, direkte, med rygrad. Hun lod sig ikke presse.
Men moren insisterede. Ringede, jamrede, beskyldte: »Du elsker mig ikke. Jeg er alene. Ingen kommer, før jeg dør.« Til sidst eksploderede datteren.
»Mette kom altid. Hjalp dig. Tørrede dine tårer, bar poser, hentede medicin. Og hvad så? Hun er død. Jeg vil leve. Så nu er jeg på arbejde. Jeg kommer senere. Hvis du har det skidt, ring til ambulancen. Kan du ringe til mig, kan du også ringe til 112.«
Femten år er gået siden. Moren lever stadig. Ambulancen har været der – flere gange. Lægerne har hjulpet. Men uden nattesjusk, uden drama. Hun klarer sig. Måske ringer hun lidt mindre nu.
Nogle gange virker det, som om alderen fjerner bremsen hos visse mennesker. I stedet for at passe på sine børn, holder man dem fast – ikke med lænker, men med skyldfølelse. Det er ikke sygdom, men bitterhed, egoisme. »Jeg har det skidt, kom nu.« Og så er der ingen børn tilbage.
Hvis jeg selv engang bliver gammel og skal have hjælp, ønsker jeg at bevare fornuften. Hvis jeg stadig kan tænke klart, må de sende mig på plejehjem. Hvis ikke – så særligt. Lad dem leve deres liv. Lad dem rejse, bygge huse, se deres børn vokse op.
Jeg vil ikke være den, der ødelægger andres liv af frygt for at dø. Den, der beskylder alle for at slippe for ensomheden. Den, der ikke kan sige »tak«, men kan rive en familie i stykker med et opkald.
Mange vil sige: »Hvor kan du sige sådan noget? Det er din mor!« Men de har aldrig passet en gammel, sur person. Har ikke siddet i et mørkt køkken og grædt af magtesløshed. Har ikke hørt »Jeg har det skidt!« i røret, vel vidende, det bare handler om opmærksomhed.
Sådanne mennesker er nemme at dømme. Men svære at forstå.
Jeg forsvarer ikke ondskab. Men børMen at sætte grænser er ikke ondskab, det er nødvendigt.
