»Gæster glæder man sig to gange til«: Hvordan min bror Morten forvandlede weekenden til en udholdenhedsprøve
»Simon, du husker vel, at din bror og hans kone kommer på besøg i weekenden?« mindede Mette, min kone, mig om, mens hun stod ved komfuret med en gryde i hånden.
»Jo, jo, det husker jeg godt,« mumlede jeg, selvom jeg lige var glemt det. Livet havde været for godt uden påmindelser om Morten.
Hver sommer kom min bror på besøg i vores sommerhus nær Kolding, angiveligt for at »slappe af« – selvom det kun var Mette og mig, der bagefter skulle slappe af resten af ugen. Han tog ikke bare sin kone med, men også en følelse af, at det var vores egen fødselsdag, og alligevel var det os, der skulle underholde og lave mad.
De ankom tre timer før aftalt. Allerede ved havelågen lød hans stemme:
»Av, hvor er det varmt, lille Simon! Dit sommerhus er fantastisk! Jeg hænger lige mine sokker her – de skal lige luftes.«
Han trak sokkerne af og hængte dem over ryggen på en havestol. Mette stirrede måbende. Jeg sukkede.
»Er der mad?« spurgte han med det samme.
»Vi har lige spist morgenmad,« svarede jeg.
»Nå, men det gør ikke noget, Ida og jeg har taget noget med! Se – wienerbrød, de var på tilbud fordi de udløber i morgen! Og en melon – halv pris! Frisk te til mig, tak!«
Mens jeg vaskede hænder, sad han allerede og spiste melon med smaskende lyde. Saftevandet løb ned ad hans hage, og han tørrede det af med hånden. Mette stod som slået af lynet.
»Nå, vi smutter lige ind på vores værelse og slapper af, ligesom sidste gang, ikke?« Og uden at vente på svar, gik han ind i soveværelset. Vores soveværelse. Forældresengen.
Jeg kiggede bare på Mette.
»Du sagde selv, han har problemer med ryggen, og vores madras er så god…,« hviskede hun.
»Simon, bare lad det ligge, det er kun et par dage,« tilføjede hun, da hun så mit ansigt.
I det øjeblik vidste jeg: Disse to dage ville føles som en evighed.
Om aftenen ankom vores datter Freja med sin mand Nikolaj og børnene. Drengene, Oliver og Magnus, hoppede rundt i huset og viste deres legetøj og snacks frem – de skulle nemlig afsted til sommerlejr næste morgen.
Middagen strakte sig ud i aftenen: Nikolaj fumlede med bilen, Morten og Ida snorksov, mens alle andre ventede. For en kort stund føltes det næsten hyggeligt: grillmad, latter, børnene. Indtil det skete.
»Freja, har du set bilnøglerne? Jeg lagde dem her på bordet…,« sagde Nikolaj bekymret og tømte lommerne. »Uden dem kan vi ikke køre, og toget går om to timer.«
Panikken spredte sig. Vi gennemsøgte hele huset, selv køleskabet blev skubbet væk. Børnene var lige ved at græde. Kun én forblev rolig: Morten, der fortsatte med at gnave sin grillpølse.
»Er det altid så festligt hos jer?« grinede han. »Godt vi ikke har børnebørn – man bliver jo sindssyg!«
Mette bed sig i læben, mens Freja hviskede til mig:
»Far, kan jeg ikke bare trykke på nøglen? Hvis de er i nærheden, må der komme lyd.«
Nikolaj gik ud til bilen, og vi lyttede i huset. Så kom den – en svag bip. Fra sofaen? Nej, fra lænestolen? Nej – fra Mortens skuldertaske.
»Onkel Morten, er det din taske?« spurgte Freja.
»Selvfølgelig. Hvad så?«
»Lyden kommer derfra… Må jeg kigge?«
»Åh, men søde ven, hvordan skulle de være kommet derned?« fniste han.
Freja kunne ikke holde sig – hun åbnede tasken og trak nøglerne op. Vores nøgler. Med det lille fjernbetjeningsbip.
»Nikolaj! De er her! Skynd jer, kom i bilen!«
De stormede ud. Jeg vendte mig mod Morten:
»Hvordan endte nøglerne i din taske?«
»Simon, altså… det må være Ida. Hun har nok blandet dem sammen med mine,« sagde han og kiggede på sin kone.
»Præcis! Jeg så dem ligge og tænkte, at de måtte være tabt, så jeg lagde dem med hans ting. Er det virkelig så stort et problem?«
Efter deres afrejse sad Mette og jeg på terrassen.
»Så du, hvordan de kørte? De nåede ikke engang at sige ordentligt farvel…«
»Simon… det er din bror. Han har altid været sådan. Kan du huske, da han altid reddede dig fra at få skældud af far?«
Jeg sukkede. Jo, det huskede jeg. Men nu var han en voksen mand, der spiste andres ost, sov i andres seng og gemte andres bilnøgler.
Næste morgen var han tidligt oppe, som altid.
»Vi har spist morgenmad! Den kogte skinke og osten i køleskabet var lækker! I bor som på et luksushotel! Synd, vi skal afsted…«
Da porten lukkede sig bag deres bil, satte Mette sig på trappen og sagde:
»Simon, man glæder sig to gange til gæster. Første gang, når de kommer. Anden gang, når de kører.«
Jeg nikkede. Og for første gang i to dage – smilede jeg.
