**Dagbog**
I dag skal jeg fortælle. “Lad Mikkel gå!” Sagde jeg bare ja…
“Hvor skal du hen?” spurgte Freja roligt, mens hun så sin mand tage en ren skjært på.
“Bare ud med drengene. En øl og lidt snak,” svarede Mikkel uden at kigge på hende.
“Skal vi nogensinde tilbringe tid sammen?” Freja prøvede at smile, men det blev bare bittert.
“Du er altid på arbejde! Hvordan skulle jeg vide, at du var fri tidligt i dag?”
Det lød logisk. Men der var blevet for mange “logiske” undskyldninger. Og Freja var træt. Træt af at forstå, tilgive og betale for alt.
Engang troede hun, hun havde fundet den rette. Mikkel var opmærksom, beskeden, lidt yngre – men hvad betyded alder, når sjælene mødtes? Deres mødre havde arrangeret det, de fik et bryllup, og de flyttede ind i Frejas lejlighed. Han arbejdede… nogenlunde. Men hun havde nok til dem begge.
De første advarsler kom efter et år. En affære. Så en til. Undskyldninger, tårer, løfter. Og så – indkøb. En konsol, en computer, en ny telefon… Nu – en bil.
“Freja, det er praktisk! Jeg kan hente dig, køre børnene i børnehaven…” drømte Mikkel.
“Kom bare hjem til at begynde med,” svarede hun skjævt. Men vanen til at tilgive var stærkere.
Og så kom opkaldet. En søndag morgen.
“Hallo, slip Mikkel fri!” en ung piges stemme.
“Undskyld, hvem er dette?”
“Vi elsker hinanden! Og du… du står bare i vejen!”
Freja lyttede stille.
“Er I sikre på, at jeres følelser er mere værd end penge?” spurgte hun til sidst.
“Selvfølgelig!”
“Lad os se.”
“Hvad mener du?”
“Tag ham. For altid.”
Hun lagde på og pakkede roligt hans ting i en kuffert.
Ti minutter senere kom Mikkel hjem. Han standsede i døren og stirrede på kufferten.
“Skal… vi noget sted hen?”
“Du skal. Hvor du vil.”
“Hvad mener du?”
“Bogstaveligt talt. Vi skilles.”
“På grund af en eller anden tøs? Det var en joke, Freja! Vi skulle have familie! En bil!”
“Ja. Nu køber jeg selv bilen. Selv tager kørekort. Og børnene – også uden dig, hvis det er. Tak for motivationen.”
Han prøvede at diskutere. Bønfalde. Manipulere. Men Freja var rolig.
Et år senere stod hun ud af sin nye bil på et indkøbscenter. Kørekort, selvsikkerhed, et let smil. Og en ny kjole, som hendes nye mand havde valgt – moden, pålidelig, uden barnlige krav.
Da hun i det fjerne så Mikkel, standsede hun blikket et øjeblik.
“Købte du den model? Men… jeg ville have den sorte.”
“Jeg ville have den røde. Så det gjorde jeg.”
Hun gik videre og lod ham stå i skyggen. Uden ord. Uden fortrydelse. Uden ham.
