Han er rasende over, at hans ekskæreste skal giftes. Og jeg – hans nuværende kone. Hvordan skal jeg reagere?
Nogle gange smider livet os en tragedie, som ingen forfatter kunne have fundet på. Min mand, Mikkel, kom hjem med et forvredet ansigt, smøg nøglerne på hylden og gik tavs i gang med at tage skoene af. Det var slet ikke ham – han var lige kommet hjem fra sin datter, hvor han normalt stråler af glæde. Jeg nåede knap at spørge, hvordan besøget var, før han eksploderede indvendigt:
“Liva, du aner det ikke! Jeg kom tidligt for at hente Freja i børnehaven, ville overraske hende. Da jeg kommer ind, står hun og holder en eller anden mand i hånden! Blodet frøs i mine årer. Jeg troede, det var en bortfører! Jeg løb hen, ville finde ud af det, og så… så var det hendes nye kæreste! Sofies kæreste!”
Mit navn er Liva, og jeg har længe vidst det: Mikkels ekskæreste, Sofie, var hans åbne sår. Vi har været sammen i seks år, har sønnen Emil sammen. Men Sofie har altid stået imellem os – som en skygge. Mikkel kunne aldrig helt vælge: en nat løb han til hende, da hun havde feber, eller købte blomster til hendes fødselsdag “fra Freja”, men skrev under med sit eget navn. Og hvor mange gange har vi ikke skændtes, fordi han var for involveret i hendes liv…
Og nu – skal hun giftes. Endelig. Burde han ikke være ligeglad? I stedet er han fuld af raseri, river sig i håret.
“Kan du forestille dig, han fortalte mig, at det er alvorligt! Bryllup, siger han, snart. Den her Mads – han er også skilt, har en søn, og han mener åbenbart, at Sofie vil være en god hustru og mor til hans dreng.”
“Og hvad så? Måske bliver hun det. Er du ikke glad?” spurgte jeg blidt, selvom jeg knap kunne holde et tilfredst smil tilbage.
“Glad? Mener du det? Hvad nu, hvis han er ligesom alle de andre? Gifter sig og finder en anden? Og Freja skal se det? Er det, hvad hun fortjener? Hun er bare et barn!” Mikkel stirrede vildt rundt.
En tanke strejfede mig: måske er Mads langt mere pålidelig end Mikkel? Rolig, voksen, omsorgsfuld. Jeg tjekkede Sofies sociale medier – billeder med Mads. Smil, familie, børn, grilaften i sommerhuset. Hans egen profil var åben, gennemsigtig: billeder med sønnen, fra arbejdet, på ferie. Ingen kvinder i stramt tøj, ingen tvetydige statusser. Bare en almindelig, anstændig fyr.
Jeg sagde til Mikkel, at jeg ikke havde det godt, at jeg ville sove tidligt. Men i virkeligheden lagde jeg Emil og satte mig på soveværelset, døren på klem. For jeg vidste det: han ville ringe til Sofie. Og det gjorde han.
“Sofie, hvad betyder det her? Er det virkelig alvorligt?” hørte jeg hans stemme fra køkkenet.
Stilhed. Så igen Mikkel:
“Jeg vil ikke have, du får en mand… Tænk på mig!”
Jeg stirrede stift. Han var ikke bare bekymret for Freja. Han var jaloux. Ikke på mig – på hende. På sin eks. På den, han forlod for et “nyt liv”, men aldrig slap.
Jeg lå i sengen, stirrede op i loftet og mærkede, hvordan alt indeni kollapsede. Jeg – hans kone. Mor til hans søn. Den, han bor med, laver planer, deler hverdag med. Men han ringer til en anden kvinde, beder hende ikke om at blive gift, fordi det… gør ondt på ham.
Nogen siger måske: jaloux – det betyder, han elsker? Men hvem?
Og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Tie stille, lade som ingenting? Eller spørge ham direkte: hvem har du i hjertet – mig eller Sofie? Hvem er jeg overhovedet for dig, hvis du ikke kan slippe den, der forlod dig?
Mikkel lagde sig ved siden af mig, holdt om mig, som om intet var hændt. Men jeg lå der, som en fremmed. For nu forstod jeg det – jeg er ikke den eneste. Selvom jeg er den eneste fysisk. Men dybt inde… bor der en anden. Og det er ikke mig.
Er det kærlighed? Eller frygten for at miste kontrollen over kvinden, han svigtede? Hvorfor gør det så ondt på mænd, når eksen finder lykke? Hvorfor kan de ikke klare, at en anden bliver det, de selv ikke kunne?
Og vigtigst – hvordan skal den, der er her nu, leve med det?…
