Engang i tiden, da jeg var ung og nygift, oplevede jeg, hvordan en ellers sød svigermor kunne blive ens værste fjende. Mit navn er Mette, og jeg var gift i blot to år, da min mands mor, fru Jensen, begyndte at besøge os hyppigt – altid med et smil og en pose fuld af mistænkelige frikadeller.
Der stod jeg i køkkenet og ryddede op, da døren pludselig gik. Hvem kunne det være? Selvfølgelig – fru Jensen.
”Mette, lille skat, jeg har lavet nogle dejlige frikadeller til jer! Af fersk torsk!” jublede hun og rakte mig en plastikbakke.
Jeg sukkede. Min mand og jeg hadede fisk. Jeg havde fået alt for meget af det i børnehaven, og han havde en far, der var fisker – han kunne nærmest ikke klare lugten mere. Vi havde sagt det til hende. Gang på gang. Men fru Jensen lod som ingenting.
”Fru Jensen, vi spiser ikke fisk… De ved det godt.”
”Åh, men det er da synd at smide ud! Måske kan I give dem videre til nogen?”
Men det var ikke kun frikadellerne. Hun kom oftere. Uden at spørge. Uden at banke på. Hun marcherede ind som om det var hendes eget hjem og begyndte sine ”inspektioner”:
”Nå, hvilken ost er det her? Den har jeg aldrig smagt – jeg lige prøver en lille bid. Og så tager jeg lidt af den pålæg, du kan jo altid købe mere. Forresten, jeg har taget noget fisk med – man skal jo dele!”
Hver gang blev hendes lyster større. Indtil hun en dag dukkede op – ikke alene, men med en veninde. Uden varsel.
”Vi var lige ved lægen og tænkte, vi kunne tage ind og varme os lidt. Må vi få en kop kaffe?”
Før jeg nåede at reagere, stod hun allerede og rodede i mit køleskab, fandt marmelade, ost og småkager, mens veninden satte sig behageligt ved bordet.
Jeg følte mig som en fremmed i mit eget hjem. Min mand trak bare på skuldrene – ”Mor mener det jo godt.” Mener det godt? Jeg så hende gemme en hel ananas under sin frakke. Dette var ikke omsorg – det var en fræk besættelse.
Så lagde jeg en plan. Blid, men effektiv. Næste dag tog jeg min veninde Lene med, købte de stærkeste sild i tomat, vi kunne finde, og tog uanmeldt hen til fru Jensen.
”Goddag, vi var lige i nærheden og tænkte, vi kunne hilse på! Vi har medbragt noget sild – prøv, den er fantastisk!” smilte jeg og trykkede bakken i hænderne på hende.
Hun blev hvid som et lagen. Hun hadede sild. Engang havde hun prøvet det og kaldte det ”råddent søskidt med løg.”
”Sæt jer bare, jeg finder lige noget lækkert fra dit køleskab,” sagde jeg og åbnede hendes køleskab.
Jeg tog flæskesteg, kartoffelsalat og en lagkage – alt sammen på bordet. Lene fnisede allerede.
”Nå, fru Jensen, det er vel okay? I fik jo sild – så må vi også bytte lidt!”
Hun sad som naglet til stolen. Ordene udeblev. Det gik op for hende. Hun forstod, hvordan det føles, når nogen trænger ind i dit hjem uden at spørge.
Jeg takkede for ”den søde modtagelse” og lovede at komme forbi oftere.
Fra den dag ændrede alt sig. Fru Jensen ringede før hun kom, og besøgene blev færre. Hun begyndte endda at medbringe ting, vi faktisk kunne lide. Ingen fisk. Nogle gange behøver man ikke skændes – man skal bare vise dem et spejl.
