I en lille landsby i det sydlige Jylland, hvor tiden synes at stå stille og de gamle træhuse gemmer på familiehemmeligheder, herskede der en gammel tanke: en mor må ofre alt for sine børn og glemme sine egne drømme. Men Ellen, mor til to voksne døtre, sagde nej til denne regel. Hendes beslutning om at acceptere sin søsters arv ændrede hendes liv og vækkede vrede hos dem, der kun så hende som en selvopofrende skygge.
Ellen blev gift som ung pige, fuld af forhåbninger. Hun fik to døtre, Astrid og Mette, men lykken varede ikke længe. Manden, der viste sig at være en kujon, forsvandt tre år efter Mettes fødsel og efterlod Ellen alene med to små piger. At opdrage børnene alene var en hård prøve. Ellen nægtede sig selv alt, arbejdede hver dag til udmattelse, blot for at give døtrene en smule tryghed. Men nogle ting, som eget hus, kunne hun ikke skaffe dem.
Familien boede i et lille hus i udkanten af landsbyen, med en have, der holdt dem i live i de svære tider. Døtrene voksede op, blev gift og flyttede til byen, hvor de lejede lejligheder. Ellen blev tilbage alene. Da hendes helbred svigtede, måtte hun gå på pension tidligt. Netop da blev hendes ældre søster, Karen, alvorligt syg. Uden at tøve flyttede Ellen til hende i byen, ind i en stor lejlighed midt i København. Det hun så, chokerede hende.
Karen, uden familiebyrder, levede for sig selv. Hun brugte sine penge på rejser, teaterbesøg og fine klæder uden at tænke på fremtiden. Selv over for sin søster var hun kold: “Hvis du ikke passer på mig, Ellen, finder jeg en anden. Så får du heller ikke lejligheden.” Ellen var rystet over sådan en selvoptagethed, men efter at have boet med Karen, begyndte hun langsomt at forstå hendes filosofi. Da søsteren døde og efterlod hende lejligheden, var det som om Ellen vågnede. For første gang tænkte hun: Hvad nu hvis jeg levede for mig selv?
Hun blev i lejligheden, omgivet af byens larm og lygter. For første gang i årtier følte hun sig levende. Ellen begyndte at besøge museer, gå tur langs søerne og meldte sig endda til dansekursus. Men hendes lykke blev en torn i øjnene på døtrene.
Astrid og Mette var vant til, at deres mor altid satte dem først. Astrid, der med sin mand havde taget et stort huslån, regnede med, at Ellen ville sælge arvelejligheden og give hende en del af pengene for at lette gælden. Mette, der ventede sit tredje barn og boede til leje, drømte om at købe en lille lejlighed for de samme penge. Døtrene havde allerede planlagt alt, uden at spørge deres mor. Men Ellen nægtede at sælge. Hun ville blive i byen og leve det liv, hun aldrig havde drømt om.
“Jeg er træt af at ofre mig selv,” sagde hun til døtrene, da de kom for at kræve svar. “Jeg vil leve for mig selv, i det mindste nu.”
Døtrene blev rasende. De kaldte hende egoist og beskyldte hende for utaknemmelighed. “Du har altid levet for os, og nu dropper du os for dine egne luner!” råbte Astrid. Mette, der tørrede sine øjne, tilføjede: “Hvordan kan du tænke kun på dig selv, når jeg har børn, og vi knap nok har plads i vores lejlighed?”
Ellen tav, men hendes hjerte var knust. Hun mindedes, hvordan hun undveg måltider, så døtrene kunne gå i skole med nye kjoler, hvordan hun syede om natten for at tjene en ekstra krone. Nu blev hun beskyldt for forræderi. Det værste var, at døtrene ikke engang hjalp hende med at passe Karen. De dukkede først op efter tantens død, da de lugtede penge.
“Hvorfor glemmer du os og dine børnebørn? Hvor vover du at nyde dit liv i byen?” sparkede Astrid til hende, før hun smækkede med døren.
Mette holdt op med at ringe. Døtrene slettede deres mor fra deres liv, kaldte hende “selvisk.” Ellen var alene, men fortrydte intet. For første gang følte hun sig fri. Hun gik langs vandet, drak kaffe i hyggelige cafèer og smilede til fremmede. Hendes øjne, engang slukket af træthed, lyste nu af liv.
Kan man bebrejde Ellen? Hun gav sine døtre alt, men valgte til sidst sig selv. Døtrene, vant til hendes ofre, kunne ikke acceptere hendes ret til lykke. Hvem er den egoistiske her—moderen, der vil leve sit eget liv, eller døtrene, der kræver flere ofre? Ellen kendte svaret, men det lettede ikke smerten ved bruddet med familien. Hun håbede bare, at døtrene en dag ville forstå: selv en mor har ret til sit eget hjerte.
