**Forældre eller skilsmisse: et skæbnesvangert ultimatum**
I en lille by i det sydlige Sydjylland, hvor gaderne er omgivet af lysegrønne træer, og sommerheden afløses af kølige aftener, havde Signe og Mads været gift i fem år. Deres hyggelige toværelses lejlighed i byens centrum var for Signe en sand borg, som hun har pyntet med omhu. Men en aften ændrede alt sig.
Mads kom hjem fra arbejde og begyndte under middagen at fortælle om hans forældres problemer. De havde bygget et stort to-etagers hus i udkanten af byen, drømme om en rummelig tilværelse på pension. Men om vinteren blev huset til en iskold fæstning: opvarmningen slugte alle deres opsparing, og deres pension var knap nok til at dække dagligdagen. Mærket af desperation besluttede hans forældre sig for at spørge, om de kunne bo hos deres søn og svigerdatter om vinteren. Da Signe hørte det, følte hun blodet banke i tindingerne.
“Jeg tillader ikke, at dine forældre flytter ind hos os!” sagde hun skarpt, mens hun knap kunne holde vreden tilbage. “Og deres hund skal heller ikke med! Jeg er ikke tjener, der skal forsyne og finde mig i deres humør. Da vi havde brug for hjælp, smækkede din mor døren i for os. Lad dem nu selv følge konsekvenserne!”
Signe forventede en diskussion, bønner, men i stedet så Mads hende lige ind i øjnene og sagde ordene, der gav genlyd i hendes hjerte:
“Enten flytter mine forældre ind hos os, eller også bliver vi skilt.”
Der blev dødsstille i stuen. Signe følte, som om jorden gik fra under hende. Hun kunne ikke tro, at han stillede hende for sådan et valg. Men give sig havde hun ikke tænkt sig. At skulle tage imod sin svigermor med hendes store, ludende schæferhund, der var vant til at løbe frit på en stor grund, i deres lille lejlighed? Det var over hendes kræfter. Forholdet til Mads’ mor havde altid været anspændt: Hendes svigermor havde aldrig lagm skjul på, at hun så ned på Signe og mente, hun ikke var god nok til sin søn. Tanken om at have denne kvinde rendende i hendes hjem fik blodet til at koge.
“Dine forældre har to andre børn,” fortsatte hun iskoldt med knyttede hænder. “Lad dem bo hos dem. Jeg gider ikke ofre min ro for mennesker, der er ligeglade med mig. Denne lejlighed er min, og kun jeg bestemmer, hvem der bor her.”
Signe mindede Mads om, hvordan hans forældre altid havde pralet af deres store hus, bygget for at imponere naboerne. De havde ikke tænkt på, hvordan de skulle betale varmeregningen, og nu skulle hun løse deres problemer? Nej, det ville ikke ske. Hun ville ikke lade sit liv blive til et helvede for at dække over andres stolthed.
Mads tav, men hans blik var fast. Signe vidste, at dette ultimatum ikke blot var tomme ord. Hun stod over for valget: give efter og miste sig selv eller stå fast og risikere at miste ægteskabet. Hendes hjerte var splittet, men hun vidste – der var ingen vej tilbage.
